FC Helsingør fik den bedst tænkelige start på forårssæsonen, da Kolding IF blev besejret i egen hule. På en svær bane udnyttede FC Helsingør to af mange gode muligheder, og kunne dermed notere sig både en sejr og et clean sheet i den frostkolde premierekamp.
Kampen startede livligt fra begge hold, men det var hjemmeholdet fra Kolding, der fik den første store mulighed. Efter fem minutter fik Kolding fremtvunget et hjørnespark. Det blev slået ind i det lille felt, hvor begge hold kæmpede indædt om bolden. Efter lidt ping-pong rundt i feltet, lykkedes det dog til sidst for FCHs forsvar at få luftet ud.
Banen var egentlig meget pæn for årstiden, men havde nogle områder der var mere vinterramt end andre, hvilket gav nogle tilfældige situationer når spillerne havde svært ved at stå fast på den sneglatte bane.
Men i det 13. minut var der ikke noget tilfældigt over en flot scoring fra FC Helsingør. Frederik Juul Christensen havde bolden i højre side af banen, og slog et skarpt indlæg ind foran, hvor Oliver Kjærgaard stod klar. Midtbanespilleren har netop forlænget sin kontrakt, og fejrede det på smukkest vis ved at knastørt at hamre bolden ind i det lange hjørne, uden chance for Sebastian John i Koldingmålet.
0-1 FC Helsingør
I det 20. minut var det tæt på igen. Oliver Kjærgaard fik bolden midt på banen, og førte bolden frem. Han fandt Carl Lange ude i venstresiden på kanten af feltet, og Lange spillede smart bolden videre til Nicklas Mouritsen, der lagde et godt indlæg ind til den fjerneste stolpe. Her forsøgte Callum McCowatt at heade, men han kunne ikke helt få dirigeret bolden nedad, og Sebastian John kunne gribe forsøget ud.
Kun to minutter senere fik FC Helsingør endnu en chance. Efter et Koldinghjørnespark erobrede FCH bolden ud for eget felt, og fik sendt tre mand afsted i en kontra. Det var Carl Lange der første bolden frem. Han blev dog fulgt godt til dørs af et aggressivt Koldingforsvar, men alligevel fik Lange sendt en god afslutning afsted, som Sebastian John kun kunne halvklare. Målmanden nåede dog ned til bolden inden Tonni Adamsen kunne nå frem til den og forhindrede endnu en scoring.
Frem mod den halve time satte FC Helsingør sig mere på spillet og lykkedes fint med at få spillet bolden rundt om presset og få lagt pres på Kolding, når de havde bolden. Det betød også, at der var længere mellem de store chancer og at begge hold fik lavet en del frispark.
Mod halvlegens afslutning fik Kolding dog presset lidt op igen, og fik spillet sig til et par hjørnespark, der dog ikke gav nogle store muligheder. En god kontrachance til Tonni Adamsen lige inden pausefløjtet blev ikke udnyttet efter fortjeneste, og så kunne FC Helsingør gå til pause med en fin, men lidt for lille 1-0 føring.
Anden halvleg begyndte med et godt tryk fra FC Helsingør, og der var ikke spillet mere end tre minutter før gæsterne kom til første store mulighed. Daniel Norouzi slog et af sine gode hjørnespark, og inde foran var Sebastian John tæt på at tabe bolden, så Callum McCowatt kunne styre den ind, men i allersidste øjeblik kom John ned over bolden og forhindrede FC Helsingør i at få den bedst tænkelige start på anden halvdel af kampen.
Efter 53 minutters spil fik Kolding erobret efter et mindre godt FCH-hjørnespark, og satte en farlig kontra i gang. Anders Holst ofrede sig, og gik ind og tog fat i Christian Kudsk der ellers ville have været alene igennem. Gult kort til Holst, der forhindrede en farlig situation.
Kort efter var Oliver Kjærgaard ualmindeligt tæt på igen, da en Koldingspiller missede sit indgreb på midten, og Kjærgaard kunne stikke mod mål. Han var dog presset af en Koldingspiller, men lykkedes alligevel med at sende en giftig afslutning afsted fra en position i højre side af feltet. Det flotte skud blev dog lige akkurat vippet op af Sebastian John, og drønede på overliggeren og ud af spil.
I det 58. minut var Tonni Adamsen så tæt på. Han fik bolden lidt uden for feltet, og trak på tværs, og selvom det så ud til, at han var dækket op, fik han alligevel vippet et godt skud rundt om Sebastian John, men desværre også lige uden om mål.
Minuttet efter fik Kolding deres første store chance, da hjemmeholdet kom afsted over højre kant. Et godt indlæg blev slået ind centralt, hvor en af Koldings angribere kom højest, og fik headet mod den fjerne stolpe. Men Kevin Stuhr reagerede lynsnart, og kom ned helt ude ved stolpen, hvor han kunne gribe hovedstødet ud. Forrygende aktion af FCH-målmanden.
I det 64. minut skiftede FC Helsingør to mand. Lucas Haren og Liam Jordan kom på banen i stedet for Oliver Kjærgaard og Tonni Adamsen. Der gik ikke mere end et par minutter, før Lucas Haren løb fra sin oppasser, der måtte strække sig for at forhindre indlægget og gav hjørnespark. Det tog Daniel Nourozi sig af, og inde foran mål fandt han FCHs nye mand i midterforsvaret Nicolai Geertsen. Geertsen hoppede højere end alle andre, og hamrede bolden utageligt ind bag Sebastian John med et pragtfuldt hovedstød, og udbyggede FCHs føring.
0-2 FC Helsingør
Scoringen satte lidt ild i øjnene på hjemmeholdet, der fik lagt presset længere frem på banen det næste kvarters tid. FC Helsingør havde nok at gøre med at forsvare sig, men samtidigt lå de forreste spillere hele tiden og lurede på at komme afsted i den kontra, der endegyldigt kunne lukke kampen. En udmattet Callum McCowatt, der havde kæmpet som løve i 80 minutter, blev erstattet af David Boysen, som skulle ind og løbe igennem de sidste ti minutter plus det løse.
I det 89. fik Koldings Adam Jacobsen erobret på midten, og kom afsted i endnu en kontra. Han nåede helt ind i FCH-feltet, men helt fri kom han ikke, og til trods for et fint skud kunne Kevin Stuhr kigge ham ud, og reddede uden de helt store problemer. I overtiden kom Frederik Bay ind i stedet for Carl Lange, der også havde arbejdet stenhårdt hele kampen igennem. Til allersidst blev David Boysen sendt afsted i et kontraløb, og sammen med Liam Jordan kom han igennem to mod én. Boysen spillede Jordan på det helt rigtige tidspunkt, men alene med Sebastian John blev Liam Jordan den lille, og det blev ved de 0-2, og dermed kunne FC Helsingør notere sig tre meget vigtige point i bestræbelserne på at lægge bundholdene bag sig, og sigte mod top-seks.
FCH: K. Stuhr Ellegaard, N. Mouritsen, N. Hansen, N. Geertsen, A. Holst, D. Nourozi, F. Juul Christensen, C. Lange (90’ F: Bay), O. Kjærgaard (64’ L. Jordan), T. Adamsen (64’ L. Haren), C. McCowatt (80’ D. Boysen)