Skip to main content

FC Helsingørs Historie

Fra de tidlige år i Grønnehaven til en tur i Superligaen.
Fortællingen er kun lige begyndt.

De første år

De første 24 år af Helsingør Idrætsforenings, som klubben hed dengang, tilværelse holdt man til på »Grønnehave«, der navnet til trods absolut ikke var specielt idyllisk. »Grønnehave« – mellem Kronborg og Marienlyst – var dengang gammel havbund med skarpt strandsand og spredte totter af marehalm. Det lykkedes derfor at få kommunens tilladelse til at jævne området og så lidt græs, så man rent faktisk fik noget, som mindede om en fodboldbane. Og selvom målene i starten blev pillet ned efter hver kamp, så var det faktisk her HIF spillede de første kampe i SBU’s nystiftede 1.Holdsturnering i efteråret 1902.
i 1913 fik man så etableret et skur til materialer og omklædning – påmalet HIF’s navn!

Et “moderne” stadion

En klub af HIF’s størrelse måtte selvfølgelig på et tidspunkt have et rigtigt stadion. Men der skulle dog gå en del år fra klubbens stiftelse, til det var en realitet. I 1919 besluttede byrådet at godkende byggeriet af et idrætsanlæg, og fire år senere stod det færdigt på Nordre Strandvej i 1923.
Der var naturligvis stor debat om byggeriet, der “ødelagde den landskabelige skønhed langs strandvejen” – og i øvrigt var man “nødt til at fælde et prægtigt birketræ”…!
Søndag den 1. juli 1923 blev Helsingør Stadion – eller Sportspladsen som den hed i mange år – indviet. Mere end 3000 mennesker så HIF spille venskabskamp mod BK Frem. Resultatet behøver vi ikke nævne her…

Rekorder er til for at blive brudt

Tiden på det gamle Helsingør Stadion bød på en masse gode oplevelser og fantastiske milepæle. Den oprindelige stadionrekord blev sat i Pinsen 1972, hvor HIF mødte B.93 – begge hold i toppen af 3.Division Øst. Det officielle tilskuertal blev opgivet til 3500, men mange øjenvidner mener, at adskillige flere var på plads til kampen. Rekorden blev dog slået adskillige gange i løbet af 2017, først i playoffkampen mod Viborg FF om Superligaoprykningen, og igen den 20.09.2017, da FC København var på besøg og hele 5348 tilskuere var på stadion. Hertil kommer de mange, som så med fra tv-stuerne.
Angriberen Willy Nilsson har været blandt de spillere, som i den grad har markeret sig gennem tiden. Han var nemlig en sand målmaskine. I september 1939 nettede han 11 gange i en pokalkamp mod Korsør i en sejr på 15-0. To år senere var han tæt på at gentage bedriften. Denne gang blev det dog kun til 10 mål igen mod yndlingsmodstanderen fra Korsør. Kampen blev denne gang 16-0.
Sejren er samtidig den største i en officiel kamp på stadionet. Det største nederlag kom til gengæld i en kamp i en kamp mod Køge den 4. september 1938, hvor det blev til en lussing på 10-1. Når det kommer til Helsingør, har historien det åbenbart med næsten at gentage sig. I hvert fald tabte holdet også til Køge 0-9 den 18. maj 2008.

Eventyret i Superligaen

Siden 2005 har FC Helsingør (tidligere Elite 3000) fungeret som en selvstændig forening. Den nye struktur har for alvor været med til at flytte klubben, og I 2017 gjorde FC Helsingør det, som mange fans havde drømt om i mange år. De rykkede nemlig meget overraskende op i landets bedste fodboldrække på reglen om udebanemål efter at have spillet uafgjort i forlænget spilletid mod Viborg på udebane.
Den første kamp i Superligaen blev mod Hobro, som man vandt 3-0. Sæsonen bød på en masse højdepunkter som eksempelvis 3-3 i Parken mod FC København og en fantastisk stemning på Helsingør Stadion, hver gang der blev spillet hjemmekampe. Det endte dog med at blive til en direkte returbillet til 1. Division, da sæsonen gik på hæld.

Helsingørs nye hjemmebane

Mange gange er planerne om et nyt stadion ved Helsingørhallen blevet luftet – senest i prof-tiden i starten af 1990’erne. I 1999 gennemgik Helsingør Stadion imidlertid en større renovering, hvor omklædningsfaciliteterne under trætribunen blev kraftigt forbedret. Derudover blev de gamle bænkerader erstattet af nye plastsæder, og betontribunen fik også en tiltrængt opfriskning i klubbens røde og blå farver.
Da det gamle stadion pga. pladsmangel ikke kunne opgraderes til et fuldt Superligastadion med kapacitet til 10.000 tilskuere, vedtog Helsingør Byråd i 2016 at bygge et nyt stadion på Gammel Hellebækvej i forbindelse med Helsingør Hallen. FC Helsingør rykkede ind på det funklende nye stadion fra begyndelsen af sæsonen 2019/20.