FC Helsingør siger ved udgangen af sæsonen farvel til tre spillere med kontraktudløb. Lucas Haren, David Boysen og veteranen Anders Holst forlader alle FC Helsingør denne sommer.
Sportslig ansvarlig Brian Gellert siger om de tre:
– Med David Boysen var det hele tiden planen, at han skulle ind og stabilisere offensiven på kort sigt og være backup for Sebastian Czajkowski og Jeppe Kjær, der har været ude med skader. David har været meget professionel i sin tid her, og til fulde accepteret sin rolle i truppen. David har været god til at dele ud af sin erfaring, og vi har været glade for at have ham.
– For Lucas’ vedkommende har vi talt frem og tilbage med ham og hans agent her i foråret, og Lucas har luftet et ønske om at komme videre og forsøge at få en kontrakt i udlandet eller på et højere niveau. Vi har været meget glade for at have Lucas her. Han var en vigtig del af vores oprykningshold sidste år, og han har også spillet en stor rolle i vores flotte sæson i 1. Division. Vi er blevet enige om, at det med hans kontraktudløb nu gav mening, at han kunne komme ud og se, om han kan lande en kontrakt på en højere hylde.
– Også med Anders Holst er der tale om en af de svære beslutninger, man er nødt til at træffe som klub ind i mellem. Holsts meritter taler for sig selv: Med i alle vores op- og nedrykninger, kamprekordholder og en af de helt store personligheder i FC Helsingørs historie. Men Anders er nået op i en alder, hvor vi har valgt ud fra et sportsligt synspunkt at satse på yngre kræfter som Eli, Philip og Tonni på de pladser, Holst kan spille. Det har ikke været en nem beslutning, men der bliver vi nødt til at følge vores sportslige strategi. Anders vil altid have sit eget kapitel i historien om FC Helsingør.
Anders Holst selv var afklaret, da vi talte med ham:
– Jeg vidste jo godt, at der kom en tid efter fodbold, som nærmede sig hele tiden – men jeg havde håbet på at det ikke var lige nu. Jeg ville gerne have fortsat. Men jeg forstår udmærket godt at FCH som klub gerne vil gøre plads til klubbens yngre spillere. Jeg har nydt alle årene i FC Helsingør og det har været en kæmpe del af mit liv, og jeg vil følge klubben og fansene i fremtiden.
David Boysen har haft en god tid i FCH:
– Jeg har været glad for at være i FC Helsingør. Jeg har spillet mig i form i min tid her, og fået lov til at spille en rolle både på og udenfor banen, hvor jeg synes jeg har kunnet lære fra mig i omklædningsrummet. Jeg har spillet små 30 kampe her, og det er et stykke tid siden jeg har kunnet sige det. Det har været en god tid her, og jeg føler mig i form til mere, så det har været godt for mig som spiller at komme hertil.
Lucas Haren sendte en særlig hilsen til FCHs fans:
– Jeg har været glad for min tid her, og vil gerne sende en tak til mine holdkammerater og klubben for en god tid. Og jeg vil gerne sende en særlig tak til fansene, der har sunget mit navn, og altid har støttet mig. Det betød meget.
David Boysen, Lucas Haren og Anders Holst har spillet hhv. 29, 64 og 236 kampe for FC Helsingør.