FC Helsingør siger farvel til yderligere fire spillere med kontraktudløb ved sæsonafslutningen. Målmand Frederik Rej-Rosenqvist, midtbanespillerne Mihkel Ainsalu og Mathias ”Mac” Christensen, og forsvars-altmuligmanden Jonas Henriksen takker alle af ved udgangen af denne sæson.
Mihkel Ainsalu blev hentet ind til midtbanen, men Norouzi og Juul Christensens storform på midtbanen har holdt den dygtige ester på bænken, og han tager videre i sin karriere ved sæsonens afslutning.
Sportschef Brian Gellert sætter ord på afgangene:
– ”Rej” og ”Mac” har begge været en del af vores setup helt fra ungdomsniveau, og har været en vigtig del af vores træningsmiljø, og bidraget til vores gode omklædningsrum. Mathias nåede også at spille for os på førsteholdet, og startede inde i den nok mest afgørende kamp i FCHs historie: Oprykningskampen i Jammerbugt. De kommer begge videre med en god uddannelse, og vi ønsker dem al held og lykke.
– Mihkel har været uheldig på den måde, at vi var udfordret på midtbanen i vinters, og vi manglede en ekstra mand. Vi havde behov for at få noget kvalitet ind, men siden den første kamp i Kolding, har Norouzi og Frederik Juul været outstanding og undgået karantænepoint.
– Jonas Henriksen har både været spillernes mand, trænernes mand, klubbens mand og fansenes mand. Han er en af de mest vellidte spilere i klubbens historie. Han er en fantastisk person, og en fodboldspiller med et meget højt bundniveau, som man altid har kunnet regne med, både på og uden for banen. Det er tab for FC Helsingør, men Jonas har ikke kunnet forene sit firma med professionel fodbold længere. Kæmpe tak til Jonas for tiden i FCH. Han vil blive savnet.
21-årige Frederik Rej-Rosenqvist har haft en kort afstikker til Hornbæk, men har ellers spillet i FC Helsingør i det meste af sin karriere. Trods sin unge alder var han med i seniortruppen, da klubben spillede i Superligaen. Rej-Rosenqvist vil ud og lede efter en klub med mere spilletid:
– Det har været fedt at kunne spille dagligt i sin ungdomsklub. Det har været et fremragende setup, og det har været fedt at være i truppen og være med helt oppe i Superligaen. Men jeg vil også gerne spille kampe. Det er da ærgerligt det ikke bliver i FC Helsingør, jeg har været rigtig glad her, men sådan er fodbolden en gang imellem.
Mathias ”Mac” Christensen har også været med helt fra ungdomsniveauet, og takker af efter en enkel sæson på seniorniveau.
– Det har været et rigtigt godt seniorår i et professionelt miljø, med gode træninger og trænere. Men der har ikke været så meget spilletid, så jeg skal ud at finde et sted med spilletid, så jeg kan rykke mig yderligere. Jeg har været glad for min tid her, og jeg kommer til at savne klubben og de mange gode mennesker her.
30-årige Jonas Henriksen er den mest erfarne af de fire, og kom til klubben i Superligasæsonen i 2017. Henriksen har dog kæmpet en del med skader det seneste år, og er afklaret med at kontraktudløbet nok er afslutningen på fodboldkarrieren på topplan:
– Det er en lidt ærgerlig måde at stoppe på. Jeg havde håbet at jeg kunne spille i min sidste tid og tage afsked fra banen. Men min knæskade ville det desværre det anderledes. Den er dog i heldigvis i bedring.
– Jeg har skullet balancere fodbold på topplan med at have eget firma ved siden af, og jeg tror tidspunktet er kommet til at jeg skal fokusere på mit firma. Klubben har været meget imødekommende med at give mig ekstra fridage til mit arbejde, og sørget for at jeg kunne kombinere de to ting.
-Jeg har ikke kunne ønske mig mere fra klubbens side, så det har jeg været meget taknemmelig for. Jeg synes også, at jeg forlader klubben et godt sted. Jeg har haft mange store oplevelser her, med Superligafodbold og oprykningen. Jeg vil gerne sende en kæmpe tak til alle i klubben, staben og fansene for min tid her. Jeg har nydt hvert sekund og jeg ved at jeg kommer til at savne klubben og fodbolden.
Frederik Rej-Rosenqvist nåede ikke nogen førsteholdkampe i sin tid i FCH, Mihkel Ainsalu spillede fem kampe uden scoringer til følge, Mathias Christensen nåede seks kampe, også uden mål, og Jonas Henriksen spillede 73 kampe med fem mål til følge.
Foto: Claus Birch, clausbirch.dk