Skip to main content
ArkivSæsonen 2017/18

Udtalelse omkring kampen i søndags

By 19/02/2018januar 24th, 2022No Comments

FC Helsingør kan konstatere, at der er opstået visse misforståelser i medierne omkring vores kamp i søndags.

Det er korrekt, at vi på vores hjemmeside i fredags skrev, at vi havde arbejdet med forskellige løsninger for, hvordan kampen søndag kunne afvikles. Et af de løsningsforslag der var oppe at vende, var at flytte kampen til et af de “backupstadioner”, vi havde opgivet til Divisionsforeningen. Casa Arena i Horsens er ét af disse stadioner. Men vi skrev også, at vi havde vurderet, at det ville give Horsens for stor en fordel sportsligt, at spille to hjemmebanekampe mod samme modstander.


Derfor var det aldrig reelt i spil at afvikle kampen på Casa Arena i Horsens, og vi arbejdede udelukkende med løsninger på Sjælland op mod kampen søndag. Vi fik formuleret, at vi havde “tilbudt at spille kampen i Horsens”. Dette var kun delvist korrekt. Tilbuddet om at spille i Horsens, var kun ifald at kampen ellers ikke kunne afvikles, og havde måtte aflyses. Dette var udelukkende del af de indledende samtaler, og vi og Divisionsforeningen vurderede i fællesskab, at det ville give Horsens en uretmæssigt sportslig fordel, og det var derfor aldrig en reel mulighed.

Visse medier har fremsat beskyldninger om, at vi er “ligeglade med Superligaen”, og har handlet som “lallende amatører”. Vi var hele tiden opmærksomme på at få afviklet kampen så sportsligt fair som muligt, og havde hele ugen igennem fuldt fokus på at afvikle kampen mod Horsens med så få gener for rettighedshavere, fans og modstandere som muligt. Vi lykkedes med at arrangere fanbusser, få flyttet sponsorarrangementer og få næsten 600 tilskuere til Farum, og kampen blev afviklet til fuld tilfredshed for rettighedshavere, Divisionsforeningen og vores sportslige modstandere.

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk