Skip to main content

FC Helsingør tog tredje sejr i træk fredag aften, i en fysisk og ikke specielt køn kamp, hvor Fredericia i store dele af kampen lykkedes med at slå spillet i stykker, men en genialitet fra Anders Holst og Oliver Kjærgaard var nok til at score det afgørende mål.

Kampens første fem minutter stod der FC Helsingør på. FCHerne sværmede om Fredericiafeltet, og havde bl.a. et par farlige hjørnespark, hvor Nikolaj Hansen var tæt på at kunne heade ind lige foran den forreste stolpe ved nummer to.


Frem mod de ti minutter lykkedes det dog Fredericia at sætte et par farlige kontraer sammen, og lige inden uret rundede ti minutter kom gæsterne afsted over højre side. Leonel Dahl slog et farligt indlæg ind i det lille felt, men bolden nåede hverken venner eller fjender, og gik ud over den modsatte sidelinje.

I samme sekvens havde Tonni Adamsen måtte sætte sig ned i den anden ende af banen, og måtte lade sig udskifte allerede i det 12. minut til fordel for Philip Rejnhold.

To minutter senere spillede FC Fredericia sig op gennem midten, og bolden endte hos Christian Tue, der huggede til bolden et par meter uden for feltet. Hans tordenhug efterlod Kevin Sturh prisgivet, mestrøg dog lige forbi den fjerne stolpe. Kampens hidtil største mullighed.

I det 19. minut erobrede FCH bolden ud for eget felt i venstresiden, og Anders Holst førte bolden frem. Han havde set at Lucas Haren var kommet afsted i højre side, og Holst sendte en god bold på tværs af banen. Den tog dog et opspring lige foran Haren, og den hurtige kant kunne ikke helt få bolden under kontrol. Haren hentede dog bolden til sidst, og kunne slå et indlæg mod det lille felt, hvor Anders Holst lige nøjagtig ikke kunne sætte bolden forbi sin oppasser, der fik slået Holsts skud ud til indkast.

Tre minutter senere førte et hurtigt opspil til at Daniel Norouzi pludselig befandt sig i position til et sjældent skud på mål. Norouzi sendte dog en virkelig kompetent afslutning mod venstre målhjørne, og tvang Elias Olafsson ud i fuld figur til en virkelig god redning.

Kort efter fandt Norouzi Lucas Haren med en skarp aflevering ude på kanten af højresiden af Fredericias målfelt. Haren prøvede at dreje bolden mod det lange hjørne, men Olafsson var vågen og reddede.

Derefter fulgte en periode, hvor ingen af holdene for alvor kunne spille sig til åbne chancer, og kampen gik over i stillingskrig, nærkampe og skarpe forsvarsaktioner.

Fem minutter før pausen havde FC Helsingør dog et par halvfarlige hjørnespark, hvor især Oliver Kjærgaard var tæt på, da Philip Rejnhold lagde bolden ind over på en ripost. Men Kjærgaard manglede lige et par centimeter i at kunne komme op til bolden, og den strøg gennem feltet.

Men et minut før pausen fik FC Helsingør scoret. Og hvilket mål! Anders Holst fik bolden uden for et tætpakket Fredericiafelt, og lagde et helt Laudrup’sk vip ind til Oliver Kjærgaard, der stod med ryggen mod mål. Men Kjærgaard snurrede rundt om sig selv, og vippede i samme bevægelse bolden over målmand Olafsson med en følt tå. Et helt suverænt mål, af en type man sjældent ser i dansk fodbold.
1-0 FC Helsingør

Mere spillede holdene sig ikke til i halvlegen, og FCH-spillerne kunne varme sig i pausen med en god føring, efter en lige halvleg med Holsts og Kjærgaards genialitet som forskellen på de to.

Fra anden halvlegs start skiftede Fredericia to mand, og efter mindre end 30 sekunder fik indskiftede Kristian Kirkegaard pludselig en god mulighed, da han stod fri midt for mål uden for feltet. Kirkegaard sendte et drøn mod mål, men hans gode skud tog stolpen og gik til målspark. Farlig start fra gæsterne.

Det var i det hele taget Fredericia der kom bedst ud fra pausen. Gæsterne sværmede om FCH-feltet, og også Samson Lyede havde et farligt skud på mål, efter 50 minutters spil. FC Helsingør havde svært ved at sætte spillet op, og efter 55 minutter skiftede trænerteamet Liam Jordan og Sebastian Czajkowski ind i stedet for Oliver Kjærgaard og Lucas Haren, i bestræbelserne på at få spillet gjort lidt mere sammenhængende.

Det gav dog ikke meget mere ro i en lidt rodet kamp, og begge hold havde gode kontraløb og lavede en del frispark. Efter lige over en time var Anders Holst ualmindeligt tæt på, da han i to omgange fik tacklet sig forbi sin modstander, og kom i feltet. Holst var alene med Olafsson, men Fredericiamålmanden blev på benene, og tog Anders Holsts afslutning med en stærk fodparade.

Ellers fortsatte det lidt rodede spil, med kontraløb til begge hold, og efter 72 minutter var Holst tæt på at skabe en farlig situation igen. Han førte bolden op centralt, og fandt Callum McCowatt med en stikning på det helt rigtige tidspunkt. McCowatt lagde et skarpt indlæg ind i feltet, men inde foran mål var Czajkowski dækket op, og kunne ikke komme til afslutning.

Efter 81 minutter var det Liam Jordans tur til at skabe en god mulighed for hjemmeholdet. Jordan fik bolden centralt, og snød først én, så to modstandere, og var på vej mod mål, da han blev nedlagt bagfra af den tidligere FCH-spiller Mikkel Basse. Liam Jordan tog selv frisparket fra en god position små fem meter uden for feltet, men hans ellers gode skud sad lidt for centralt i målet, og Olafsson kunne pille bolden ned oppe uden overliggeren.

Tre minutter senere fik Fredericia deres hidtil største mulighed. Leonel Dahl fik en god bold i dybden, og FC Helsingørs forsvar blev sat. Kevin Stuhr kom ud af sit mål, men Dahl vippede bolden over den fremstormende målmand. Heldigvis for hjemmeholdet gik Dahls afslutning lige nøjagtigt ikke i mål.

På grænsen til overtiden skiftede trænerteamet igen to mand, de Boysen og Hans Christian ”Kritte” Bonnesen kom ind i stedet for Daniel Norouzi og Callum McCowatt for at krige den smalle føring hjem.

Den mission lykkedes, til trods for et hjørnespark i de døende sekunder til Fredericia, hvor deres målmand kom med op og lykkedes med at heade en bold videre i feltet, men foran mål stod Nikolaj Hansen klar og headede væk. Dermed vandt FC Helsingør den tredje kamp i træk, og banker nu for alvor på til en plads i top-seks. Næste kamp er på udebane mod Vendsyssel på næste søndag.

 

FCH: K. Ellegaard, N. Mouritsen, N. Hansen, N. Geertsen, A. Holst, D. Norouzi (87’ H.C. Bonnesen), F. Juul Christensen, T. Adamsen (12’ P. Rejnhold), O. Kjærgaard (56’ S. Czajkowski), L. Haren (56’ L. Jordan), C. McCowatt (87’ D. Boysen)