FC Helsingør fortsatte den suveræne start i 1. Division, da Vendsyssel FF blev sendt hjem til Nordjylland med et 3-0 nederlag i bagagen, efter en kamp hvor FC Helsingørs sejr aldrig for alvor var i fare.
Kampen begyndte med et højt pres og forrygende boldomgang fra hjemmeholdet, og Vendsyssel var i store dele af kampen på bagkant over for FCHs vævre boldspillere.
Efter et kvarter fik Jeppe Kjær en god bold i fødderne. Han vendte på sin modstander, og trak op langs højresiden. Kjær var dækket tæt op, men lykkedes alligevel med at slå et godt indlæg. Inde foran fik Czajkowski generet målmanden, som tabte bolden ned mellem venner og fjender i det lille felt. Her stod Eli Just med ryggen mod mål, og forsøgte at vende med bolden. I nærkampen om bolden væltede Eli omkuld, men liggende fik han alligevel prikket bolden ind ved den nærmeste stolpe.
1-0 FC Helsingør
Kort efter jublede hele stadion, da Jeppe Kjær på en smukt slået aflevering helt nede fra forsvaret kom fri, og løb direkte mod mål, hvor han satte den sikkert ind. Men desværre var linjevogterens flag hævet, da Kjær var kommet en halv meter på den forkerte side af offsiden.
De næste ti minutter stillede Vendsyssel dig dybere for at stoppe FCHs hurtige angrebsspil. Det gav færre chancer i begge ender, og en del nærkampe på midten. Daniel Norouzi og Frederik Juul stod godt centralt, og kom som altid i vejen for det meste med deres store arbejdsradiusser.
Fem minutter før pausen var det tæt på igen for Eli. Frederik Juul slog en skarp aflevering op gennem midten, og lige i fødderne på Sebastian Czajkowski, der lagde den videre til Eli. Eli lagde den i samme bevægelse til Carl Lange, der lagde den tilbage til Eli. Det hurtige 1-2 spil fangede Vendsyssel på det forkerte ben, og på den sidste aflevering var Eli igennem på mål, med to forsvarsspillere på ryggen. Han afsluttede, men målmanden fik lige akkurat hånden på, og slået op i luften, hvorefter han selv kunne gribe nedfaldsbolden. Stor mulighed til Eli, men godt målmandsspil.
Ud over et par hårde nærkampe skete der ikke meget mere i første halvleg, før Vendsyssel til allersidst kom til et indlæg i feltet, hvor Kevin Stuhr måtte ud og slås om bolden i feltet. Den erfarne målmand fik bolden under kontrol, men et par Vendsysselspillere appellerede for straffespark. Dommeren vinkede dog afværgende. FCH kunne dermed gå i omklædningsrummet med en snæver føring.
Fra anden halvlegs start pressede FC Helsingør lidt længere op, og forsøgte i flere omgange inden for de første minutter at komme igennem den massive Vendsysselforsvarskæde, men nordjyderne fik gang på gang raget kastanjerne ud af ilden.
Efter 56 minutter var Eli tæt på igen. Han fik bolden i fødderne og afdriblede to modstandere på sin vej ind i feltet. Eli afsluttede fra en spids vinkel, men Vendsysselkeeper Kevin Ray Mendoza kom ned i en fremragende refleksredning, og afholdt Eli fra at komme på tavlen igen.
Men fem minutter senere gik den ikke længere for gæsterne. Lucas Haren var blevet skiftet ind i det 61. minut, og det var nærmest med sin første boldberøring, at Haren slog en flad bold op mellem venner og fjender, og lige i fødderne på Jeppe Kjær. 1. Divisions topscorer tog bolden med sig mellem to forsvarsspillere og løb ganske enkelt fra dem, inden han iskoldt satte den ind bag Mendoza. Assist til Haren og mål til Kjær. Det lyder som noget vi har skrevet før.
2-0 FC Helsingør
Efter 69 minutter fik Kjær igen bolden, denne gang midt på banen fra Frederik Juul. Kjær trak op centralt og afsluttede med et dunderhug. Mendoza var dog vågen, og greb bolden helt oppe under overliggeren.
Det var det sidste Kjær fik lov til, inden han blev erstattet af Andreas Smed tre minutter senere, men igen kunne han lune sig på bænken med en scoring.
I det 78. minut satte FC Helsingør så trumf på. Efter godt opspil fra Norouzi og indskiftede David Boysen blev bolden spillet ind til Lucas Haren, der trak på tværs af feltet og afsluttede. I afslutningsøjeblikket blev Haren flæsket af en Vendsysselforsvarer. Anders Holst, der i øvrigt havde spillet en rigtig god kamp på højrebacken, gik til bolden. Han sparkede et sublimt frispark op i hjørnet, uden chance for hverken mur eller målmand.
3-0 FC Helsingør
Vendsyssel lagde sig dog ikke ned, og forsøgte at sætte et sidste pres ind for at få reduceringen. Kevin Stuhr måtte i flere omgange plukke nogle giftige indlæg og hjørnespark ned. Men det lykkedes ikke Vendsyssel at nedbryde et på dagen helt forrygende FC Helsingør-forsvar, og dommeren kunne efter tre minutters tillægstid fløjte af for endnu en skarp indsats fra FC Helsingør, der fortsatte den stærke start i 1. Division. Næste kamp er mod Esbjerg på udebane. Det er på fredag.
FCH: K. Ellegaard, P. Rejnhold, N. Hansen, J. Henriksen, A. Holst, E. Just (71’ D. Boysen), D. Nourouzi, F. Juul Christensen, Carl Lange (61’ L. Haren), J. Kjær (71 A. Smed), S. Czajkowski (89’ O. Kjærgaard)