FC Helsingør fik brudt en mindre forbandelse, da det fredag aften endelig lykkedes at få den længe ventede sejr mod HB Køge, der blev sendt hjem til det sydsjællandske med et 3-1 nederlag. Sejren kom efter en meget velspillet kamp, hvor sejren aldrig rigtig kom i fare for hjemmeholdet.
Allerede efter fem minutters spil var den tidligere HB Køge-spiller Liam Jordan tæt på, da en HB Køgespiller lavede en stor fejl uden for eget felt og forærede bolden til offensivspilleren. Jordan tog et træk ind i feltet og huggede på mål, men hans skud gik et godt stykke over.
Minuttet efter var Carl Lange tæt på, da han trak op gennem midten og afsluttede midt for mål, men også hans skud gik et godt stykke over.
Det var i det hele taget hjemmeholdet fra FC Helsingør der sad på det meste i hele første halvleg, og HB Køge var i lange perioder presset helt tilbage i eget felt. I det niende minut var Liam Jordan og Carl Lange på spil igen, da Lange efter et indkast fra Anders Holst lagde en god aflevering videre til Jordan, der sendte bolden lige forbi målstolpen.
Vi skulle frem til det 11. minut, før HB Køge havde første mulighed. Mikkel Qvist tog et langt indkast, der kom helt ind i det lille felt. Her kom Anders Holst dog højst og headede bolden videre. Men den kom ikke længere end til HB Køges William Madsen, der huggede til bolden første gang. Men Holst var vågen og fik blokeret skuddet med en hurtig fodparade.
I det 13. minut gik det ikke længere for HB Køge. Kevin Stuhr Ellegaard erobrede en ufarlig HB Køge-bold, og lagde bolden perfekt frem op mellem to angribende spillere til Daniel Norouzi, der havde en helt åben midtbane foran sig. Norouzi drev bolden frem og lagde den perfekt til Carl Lange, der trak op til kanten af feltet, hvorfra han sendte et fremragende skud i en bue op i højre hjørne. Sublimt opspil helt nede fra FCH-målmanden, der endte med det perfekte punktum
1-0 FC Helsingør
Målet tændte lidt op under HB Køge, der havde et par gode halve muligheder. Tættest på kom de efter lige over den halve time, hvor Mark Gundelach trak op langs sidelinjen i højresiden og lagde et godt, fladt indlæg på tværs foran mål. Inde foran sprang først én, så to HB Køgespillere over bolden, der strøg hele vejen gennem det lille felt til den til sidst fandt Martin Koch Helsted. Den tidligere FCH’er satte dog sit skud lige i en FCH-blokade, og mere kom der ikke af det.
I stedet kunne FCH udbygge føringen to minutter senere. Carl Lange lagde en præcis stikning frem i banen fra egen banehalvdel, og fandt Liam Jordan i en kontra. Jordan trak afsted op gennem banen, og modsat ham var David Boysen trukket med. Jordan spillede på tværs til Boysen på det helt rigtige tidspunkt, og Boysen var iskold foran mål da han satte bolden hårdt og præcist forbi Oscar Snorre i HB Køgemålet, til endnu en FCH-scoring.
2-0 FC Helsingør
Men tre minutter senere fik HB Køge alligevel reduceret stik mod spil og chancer. Gundelach kom afsted i endnu en kontra og slog et skarpt indlæg ind i det lille felt. Centralt blev der måske lavet et lille frispark på Anders Holst, men dommerens fløjte var tavs, og så kunne Oliver Sonne sparke bolden på tværs af målet og ind i det lange hjørne.
2-1 HB Køge
Yderligere blev der ikke scoret i første halvleg, til trods for at Carl Lange fik en helt enormt stor chance fem minutter før pausen, da David Boysen lagde et perfekt indlæg til bagerste stolpe, efter at have trukket op langs med højre side. Lange stod helt fri, men bolden ramte ham på hoften og gik lige forbi stolpen, til stor ærgrelse for offensivspilleren.
Anden halvleg startede som første, med højt pres fra FC Helsingør, og et HB Køgehold der stod dybt. De første store muligheder faldt begge til Lucas Haren. Liam Jordan spillede lige efter pausen en skarp bold til Haren, der slap igennem på dybdeløbet, men midt for mål gled Haren uheldigvis, og chancen løb fra ham. Ti minutter senere kom først Anders Holst, og så Lucas Haren til afslutning fra spidse vinkler, men begge gange blev skuddet blokeret. Tættest på var Haren, der afsluttede fra en spids vinkel lige uden for det lille felt, men Snorre reddede.
FC Helsingør sad på det meste af spillet, men der var længere mellem de store chancer end der havde været i første halvleg. Vi skulle frem til det 73. minut, før FCH fik næste store mulighed. Anders Holst slog et skarpt indlæg ind i HB Køgefeltet, hvor Carl Lange lige præcis ikke kunne komme op til afslutningen. Ved den fjerne stolpe stod indskiftede Callum McCowatt klar til at slå den på tværs af feltet igen. Han lagde en god bold ind i hovedet på ligeledes indskiftede Eli Just, der kom godt op og headede mod den ene stolpe. Men helt nede ved stolperoden fik en HB Køge-forsvarer en frelsende fod på, og reddede afslutningen.
Callum McCowatt havde en del gode aktioner efter han kom ind, og allerede to minutter senere var han tæt på igen, da Eli Just lagde en god bold på tværs af feltet, men Callum var kommet lige et skridt foran bolden, og han sendte bolden forbi mål.
Men tre minutter før tid fik McCowatt endelig hul på målbylden. Først driblede Oliver Kjærgaard, der havde erstattet Liam Jordan, forbi sin mand, og stak bolden skråt ind til McCowatt, der helt alene med Snorre måtte se HB Køge-målmanden redde flot. Bolden forblev dog i feltet, og McCowatt kunne forsøge igen. Denne gang sendte han et smukt skud udenom både en HB Køge-forsvarer og Snorre i målet, og helt ude ved stolpen gik bolden i mål, og cementerede FC Helsingørs sejr. McCowatts første mål for FC Helsingør, og hele holdet jublede med den hårdtarbejdende angriber.
3-1 FC Helsingør
HB Køge fik ikke for alvor lagt pres på i slutfasen, og FC Helsingør kunne køre sejren hjem uden de store dikkedarer.
Næste opgave for FC Helsingør er på udebane mod FC Fredericia. Det er på næste søndag den 18. april. Kampen spilles kl. 14.00 og kan som altid ses på viaplay.dk
FCH: K. Ellegaard, N. Mouritsen (45’ Bay), N. Hansen, P. Rejnhold, A. Holst, F. Juul Christensen, D. Norouzi, C. Lange (83’ Adamsen), L. Jordan (73’ O. Kjærgaard), L. Haren (’73E. Just), D. Boysen (’61 C. McCowatt)
Foto: Claus Birch, clausbirch.dk