Skip to main content

FC Helsingørs Talentafdeling har de seneste uger fået udtaget ikke mindre end hele 10 spillere til diverse DBU U13-U14 og U15 træningssamlinger og nu på tirsdag skal Robert Marcus (tidligere Jægersborg B) – Lucas Lach (tidligere Snekkersten IF) og Olav Fog Godvin (tidligere Fredensborg B&I) fra FC Helsingørs talentfulde årgang 2004, deltage på DBU U15 Futuresamling i Ballerup. På samlingen vil der være et træningspas om formiddagen og kamp mod Næstved IF’s U16 hold om eftermiddagen. Drengene er udtaget sammen med spillere fra andre B-licensklubber, samt spillere fra FCK, OB, Lyngby og FCN.

Futuresamlingerne er for spillere, der teknisk og fodboldmæssigt vuderes til at have landsholdsniveau, men fysisk og størrelsmæssigt ikke helt er på niveau med ældre spillere i årgangene.


T+ træner i FCH Talent, René Lybek Hansen udtaler:
Det er en stor cadeau til de tre drenges hårde og daglige arbejde i klubben. Det er fuldt fortjent at de drenge her igen udtages til DBU Futuresamling.

Vi er i FCH Talent rigtig stolte af, at så mange af vore spillere er i spil hos DBU. Faktisk har to mere været forbi her i efteråret. Det er en del af vores strategi, at vi får FC Helsingør etableret som fast leverandør til DBUs træningssamlinger, og naturligvis på sigt også til DBUs ungdomslandshold og vores eget førstehold.

Vi oplever for tiden også en øget interesse for vore unge talenter, men store, etablerede Superligaklubber her på Sjælland får nej fra vore spillere og forældre. De unge vælger at blive i FC Helsingør, fordi deres daglige miljø er rigtig godt og vi har dygtige trænere/ledere omkring holdene. Det er noget vi er rigtig stolte af, for det fortæller os, at selvom vi måske for tiden ikke lige har de bedste resultater, så har vi det rette miljø og spillerne udvikler sig i den rigtige retning. Hvilket også betyder at både DBU og de store klubber ser på vore spillere. Så det er et stort skulderklap til både spillerne og trænere/ledere i FCH, men så sandelig også det store og flotte arbejde der gøres ude i de lokale og regionale samarbejdsklubber. Vi er stolte af at kan samle de lokale drenge i FCH regi, og se dem lykkedes, slutter René Lybek Hansen.

Foto: FC Helsingør