Det endte med et 1-3 nederlag i mandagens tv-kamp mod Viborg, efter at FCH ikke formåede at svare tilbage på Viborgs lynføring efter få minutter.
Regnen faldt tungt over Helsingør Stadion, men allerede efter tre minutter fik FCH smidt ekstra koldt vand i ansigtet. Oliver Tychosen snød offsidefælden i højresiden, og trak ind mod feltet. Her lagde han en skarp bold bagud til Christian Sivebæk. Han afsluttede højt og præcist mod det lange hjørne, og bolden strøg i mål uden chance for Mikkel Bruhn.
0-1 Viborg FF
Efter 11 minutters spil trak Thychosen igen afsted i højresiden, og lagde et præcist indlæg i hovedet på Andreas Albers, der kom op ved bagerste stolpe. Angriberen var helt fri ved bagerste stolpe, men hans hovedstød sad for tæt på Mikkel Bruhn, der kunne parere afslutningen.
Lige inden vi rundede et kvarters spil, kom FCHs første store chance. TK slog en flot aflevering på tværs af banen til Jonas Henriksen, der snød sin oppasser, og trak ind i feltet. Han fandt Carl Lange med en stikning i dybden, og kantspilleren trak til baglinjen, og sendte bolden fladt på tværs i feltet. Inde foran var både Holst og Daniel Jørgensen ikke langt fra at kunne nå frem til bolden, men ingen kunne nå bolden, og den strøg hele vejen gennem feltet blandt venner og fjender. Stor mulighed til FCH.
Efter 20 minutter kom Viborg på 2-0. Et hjørnespark blev clearet ud af FCHs felt, men en Viborgspiller stod klar til at samle returbolden op. Kuglen blev sendt tilbage i feltet, hvor det denne gang var Andreas Albers, der snød offsidefælden. Han kastede sig frem og fik tåen på bolden, der igen gik ind uden for Bruhns rækkevidde.
0-2 Viborg FF
Efter 32 minutters spil var det uhyre tæt på for FCH. Carl Lange fik frispark i højre side af banen. Christian ”TK” Køhler gik til dødbolden, og slog et præcist indlæg til bagerste stolpe. Her kom Daniel Jørgensen frem og fik foden på bolden, men hans afslutning kunne ikke passere Ingvar Jónsson, der helt ude ved stolpen parerede bolden med en refleksredning.
Få minutter efter erobrede Anders Holst en bold på midten, og trak op i banen. Presset af en Viborgforsvarer, afsluttede midtbanespilleren, men bolden gik et stykke over mål. Udmærket aktion fra Holst.
Resten af halvlegen gik med fight og nærkampe på den regnvåde bane, uden de store åbne chancer til nogen af holdene. Tættest på var Albers, der kom op til et hovedstød ved forreste stolpe, men headede forbi både stolpe og Mikkel Bruhn, der dog så ud til at have styr på situationen.
Og så måtte FC Helsingør gå i omklædningsrummet efter en halvleg, hvor Viborg klart havde overtaget i spillet.
Der var knap spillet 30 sekunder, før Helsingør fik en kæmpe chance. Douglas fik bolden i feltet, og trak mod venstre. Han rundede keeper Jónsson, og sendte bolden mod mål. Men inde på stregen nåede en Viborgspiller frem, og reddede bolden ud til hjørne. Helsingørs største chance i kampen indtil da.
Men tre minutter senere var Viborg anderledes skarpe. Oliver Thychosen slog en knivskarp diagonalaflevering, der fandt Christian Sivebæk på højrekanten. Han trak til baglinjen, og slog et indlæg til Andreas Albers ved den bagerste stolpe, der helt ugeneret kunne heade bolden i mål.
0-3 Viborg FF
Efter en times spil skiftede FCH tre mand ud, og sendte Bay, Patrick Olsen og Nicolas Mortensen på banen, i et forsøg på at vende kampen.
Det var dog Daniel Jørgensen, der efter 67 minutter var tæt på, da han headede lige forbi mål på et hjørnespark. Det var dog et forvarsel om mere, da han to minutter senere igen kom højest på et hjørnespark. Denne gang var det lige midt for mål, og den høje forsvarsspiller fejlede ikke og headede kraftfuldt bolden i netmaskerne.
1-3 FC Helsingør
Det næste kvarters tid var præget af masser af FCH-boldbesiddelse og fight på midtbanen, hvor Viborg primært lurede på kontraer. Ingen af holdene spillede sig dog til de store, åbne chancer, selvom FCH i denne fase fik lagt et udmærket pres på gæsterne.
Små fem minutter før tid kom Holst fri i højre side i Viborgs felt på en fiks kombination, men hans afslutning gik over målet.
Tættere på kom FCH ikke, da Viborg var fint tilfredse med at forsvare føringen hjem, og FC Helsingør måtte indkassere et nederlag, der ikke rigtigt kunne sættes de store fingre på.
FCH: Bruhn, Henriksen (60´Bay), Holm, Gregor, Jørgensen, ”TK” Køhler, Basse(60´Olsen), Lange (60´ Mortensen), Holst, Matheus, Douglas
Dommer: Jesper Nielsen
Foto: Claus Birch, clausbirch.dk