FC Helsingør har forlænget med målmand Mikkel Bruhn frem til sommeren 2020. Den oprindelige kontrakt løb frem til sommeren 2018, og er blevet erstattet af en fuldtidskontrakt.
27-årige Mikkel Bruhn kom til FC Helsingør i sommeren 2013, og har dermed været med på hele turen op gennem divisionerne til Superligaen. Han har været fast mand på Helsingørs holdkort i Superligasæsonen, og har således spillet samtlige minutter hidtil.
Mikkel Bruhn er glad for forlængelsen, og statussen som fuldtids Superligaspiller:
– Jeg har gerne villet på fuld tid, så det er dejligt det er faldet på plads. Det betyder, at jeg kan koncentrere mig om fodbolden og tage den et skridt videre, når jeg ikke skal gå og arbejde ved siden af. Da jeg skrev min første kontrakt havde jeg ikke turde tro på Superligaen, men det er jo det man drømmer om som fodboldspiller: at spille i landets bedste række. Lige så hårdt det har været, lige så spændende og sjovt har det været. Vi er ved at have et godt setup i klubben, med dygtige trænere der har en god tilgang til tingene. Så jeg synes fremtiden ser lys ud for os.
Mikkel Bruhn er oprindeligt uddannet i FC Nordsjælland, og kom til FC Helsingør fra Espergærde IF. Han blev kåret til årets spiller i FC Helsingør i 2016.