FC Helsingør måtte se langt efter revanche mod HB Køge, der igen vandt på betonforsvar og to gode kontraer. FC Helsingør havde meget af spillet, men ud over et mål og en kæmpe chance til Carl Lange, var det meget svært for FC Helsingør at spille sig til chancer.
Der var dog ikke spillet meget mere end et minut før FCH havde første afslutning. Anders Holst trak ind fra sin højrekant, og ud for feltet sendte han et langskud afsted, der dog gik et stykke over mål. Det skulle desværre vise sig symptomatisk for kampen.
Efter fem minutter blev Andreas Smed sendt i dybden af Jeppe Kjær et kort stykke uden for feltet. Smed var kommet lidt for langt ud i siden, og hans afslutning blev blokeret af Oskar Snorre i HB Køge-målet. På efterfølgende hjørnespark var det tæt på, at Nikolaj Hansen kom op, men han tabte hovedstødsduellen til en af HBKs garderhøje midterforsvarere.
I det 11. minut satte Jonas Henriksen en god kontra i gang, da han spillede Andreas Smed i dybden midt på banen. Smed trak op centralt, og fandt Anders Holst i venstre side. Holst spillede videre ud til Callum McCowatt, der kom stormende op fra sin position på venstrebacken. Callum trak ind fra venstre til kanten af feltet, og sendte et hårdt skud mod det lange hjørne, men bolden gik forbi både Snorre og målet. Godt opspil af FCH.
Fire minutter senere var Eli Just tæt på. Godt småspil i højresiden førte til sidst til at Jonas Henriksen kunne vippe bolden ind til Eli i feltet. Eli trykkede af første gang mod det korte hjørne, men kunne ikke helt få kroppen over bolden, og skuddet gik en meters penge over mål. Men det var FC Helsingør der pressede på mod HBK-målet i det første kvarter, og hjemmeholdet var sjældne gæster på Helsingørs banehalvdel.
Men fra omkring det 19. minut fik HB Køge sat et par gode kontraer sammen. Det gav en afslutning til HB Køges Okello udefra, der blev blokeret af Kevin Stuhr i FCH-målet. Returen blev sendt ud af FCHs felt til Eli Just i højre side. Just blev tacklet bagfra, men dommerens fløjte forblev tavs. I stedet blev bolden sendt ind centralt til Jubril Adedji, der tog et enkelt træk ind i banen, og skød på mål. Skuddet blev sendt i den modsatte retning af, hvor Adedji kom fra, og snød Kevin Stuhr i målet.
1-0 HB Køge
Målet gav HB Køge lidt mere blod på tanden, og de næste ti minutter kom hjemmeholdet lidt længere frem på banen. Det gav FCH mulighed for flere spilninger i dybden, og i flere omgange var det uhyre tæt på, at Jeppe Kjær og Smed kunne få bolden med på en stikning. Men HBKs forsvar var opmærksomt, og fik lige den sidste tå på hver gang. Da vi rundede den halve time var det tæt på at Callum McCowatt kom på tavlen med en enkeltmandspræstation. McCowatt fik bolden på venstrekantet, og trak igen ind centralt. Denne gang tog han et træk mere og kom tættere på målet inden han skød, og hans hårde skud sad helt ude ved stolpen. Snorre var dog fulgt med og kunne komme ned over bolden lige inden Smed nåede frem til returen.
I det 37. minut var Adedji tæt på igen. Den store angriber blev sendt i dybden med en god bold, og så ud til at være alene igennem. Callum McCowatt og Daniel Norouzi nåede dog tilbage, og Adedji blev forstyrret i sit skud af Callum. Kevin reddede, og på returen lagde Norouzi sig fladt ned og headede blødt tilbage til Kevin i målet. Godt spil af de tre FCH’ere.
I overtiden af første halvleg lykkedes det endelig Kjær at komme igennem op gennem midten. Kjær løb mod målet, men der var en forsvarer klar til at tage imod ham, og Kjær var tvunget til at skyde fra kanten af feltet. Han sendte en bold mod det lange hjørne, men den gik lige forbi. Det blev sidste aktion i første halvleg, og FCH kunne gå i omklædningsrummet efter en halvleg, hvor de havde haft bolden klart mest, men havde haft svært ved at skabe de helt store muligheder.
Fra anden halvlegs start prøvede FC Helsingør at lægge spillet længere frem på banen, hvilket gav HB Køge et par halvfarlige muligheder, der tvang FCHs forsvar til at heade sparke lange bolde ud af eget felt, som de store HBK-spillere kunne heade væk relativt ugeneret. Det var kun når det lykkedes FCH at sætte nogle afleveringer sammen, at det så ud som om man kunne true frem af banen.
I det 55. minut fik HB Køge sendt Adedeji afsted i dybden efter en erobring på midten. Kun ”Kritte” Bonnesen var med. Han fik presset ham længe nok til at Adedeji måtte spille bolden på tværs. Her var Elvius nået frem, og han lagde an til skud, men med en perfekt timet glidende tackling kom Frederik Juul Christensen ned og fik blokeret skuddet.
FC Helsingør lykkedes de næste fem minutter med at få lagt presset helt og i Køge-feltet, men til trods for at både Kjær, Callum og Eli fik lov til at spille bolden rundt i feltet i flere sekvenser, var det som om at der altid lige stod en HBK-mand i vejen for afslutningen.
I det 62. minut skiftede trænerteamet så hele tre mand samtidigt, i et forsøg på at bryde dødvandet. Sloth, Lange og Haren erstattede Holst, Eli Just og Andreas Smed.
Det gav pote allerede fem minutter senere, da Daniel Norouzi efter lidt summen rundt om HB Køges felt fandt Carl Lange ud for Køgefeltet. Lange tog et enkelt træk og hamrede bolden i en forrygende bue helt op i målhjørnet, uden chance for Oskar Snorre.
1-1 FC Helsingør
Efter 74 minutter var Lange tæt på igen. Lucas Haren kom fri af sin oppasser på højre kant, og slog et forrygende indlæg ind til Lange centralt. Men Eddi Gomes fik forstyrret Lange, så han ikke kunne få dirigeret sit hovestød forbi Snorre, der fik en fod på. Bolden røg ud til Jeppe Kjær, men dommeren(!) havde fået forvildet sig ind i feltet og forstyrrede Kjær nok til at han ikke kunne afslutte første gang, og Snorre kunne erobre i anden omgang.
FC Helsingør forsøgte at sætte trumf på, men HB Køge lagde sig tættere i nærkampene, og det endte ofte med lange bolde fremad. I det 80. minut tog trænerteamet konsekvensen af, at ”Kritte ” lænede sig kraftigt op af andet gule kort, og han blev erstattet af Brandon Onkony. Samtidigt erstattede David Boysen Jeppe Kjær, der var løbet tør for benzin.
Fem minutter senere var kampbilledet meget det samme. FC Helsingør sværmede om HB Køge-feltet, og HB Køge lurede på kontraen. I Det 85. minut kom en lang bold på tværs helt over til Jonas Henriksen, der sendte et giftigt langskud mod det korte hjørne. Bolden gik dog lige forbi.
Men i det 89. minut fik HB Køge så deres kontra. Bolden blev erobret i venstresiden, og sendt ind i midten. Her kom en HB Køgespiller på tværs af banen, og spillede den ud i højre side, hvor bolden blev sendt i feltet første gang. Inde i midten lå Liam Jordan fri, og han headede bolden ind fra klods hold uden chance for Kevin Stuhr.
2-1 HB Køge
I overtiden pressede FC Helsingør heftigt på omkring HB Køges felt, men kunne ikke spille sig igennem HB Køgeforsvaret, og så måtte de se tiden løbe ud, mens HB Køge kunne strække armene i vejret over sejren, da dommeren fløjtede af. Næste opgave for FC Helsingør er Esbjerg på hjemmebanen i Helsingør, og det er søndag d. 13/12 kl 15.00.
FCH: K. Ellegaard, C. McCowatt, H.C. Bonnesen (80’ Onkony), N. Hansen, J. Henriksen, E. Just (62’ C. Lange), D. Norouzi, F. Juul Christensen, A. Holst (62’ Sloth), J. Kjær (80’ Boysen), A. Smed ( 62’ L. Haren)
Foto: Claus Birch, clausbirch.dk