Det blev et brag af en kamp, da FC Helsingør indledte sæsonen med en forrygende kamp mod Silkeborg, hvor FC Helsingør trak sig sejrrigt ud af kampen til sidst, trods at Silkeborg gjorde det spændende til sidst, med to scoringer i slutfasen.
Der var gået mindre end et minut kom Czajkowski afsted over højrekanten. Han spillede bolden ind centralt til Jeppe Kjær, der var tæt på at komme fri, men i sidste øjeblik kom en frelsende Silkeborgfod i vejen.
Men i det 8. minut kunne Silkeborg bare se til, mens Jeppe Kjær på smukkest vis kom på tavlen. Kjær blev nedlagt en meter uden for feltet, og dommeren fløjtede prompte for frisparket. Jeppe Kjær tog selv sparket, og han sendte smukt bolden uden om både mur og målmand og ind ude ved højre stolpe. Smukt, smukt frisparksmål af Jeppe Kjær.
1-0 FC Helsingør
Efter 11 minutter kom Silkeborg så afsted op gennem midten. På kanten af feltet fældede Anders Holst en Silkeborgspiller. Efter lidt snak mellem linjevogter og dommer, valgte dommeren at pege på pletten. TV-billederne viste dog , at tacklingen lå ude på den anden side af feltet, så FCH-spillernes protester var berettigede. Men Emil Holten, der sparkede for Silkeborg, satte sit spark for centralt, og så kunne Kevin Stuhr Ellegaard redde med en fodparade, selvom han allerede var gået til siden. Stærk redning af Kevin Sturhr.
I det 20 minut fik FCH luftet en bold ud af eget felt, efter et Silkeborgfremstød. Eli Just førte bolden op langs midten, og fandt Jeppe Kjær med en stikning. Kjær trak på tværs et par meter foran Silkeborgfeltet, og trykkede af, men hans skud gik et stykke over mål. Kampen havde været meget lige de første 20 minutter, og tre minutter senere var det tæt på, at Kjær kunne finde Czajkowski med et godt indlæg fra højre, men Silkeborgs midterforsvar stod det rigtige sted, og headede væk lige foran den nye mand i FCH-angrebet.
Men efter 28 minutter gik den længere ikke for SIFs forsvar. En lang bold blev sparket frem fra FC Helsingørs midterforsvar, og Jeppe Kjær løb i ryggen på sin mand, og bagom. Kjær tog bolden ned på den rigtige side af offsiden, og så var han afsted i en friløber. Da han nåede ind i feltet, ventede han på målmand Oscar Hedwalls udfald, og chippede flabet bolden over den fremstormende målmand.
2-0 FC Helsingør
Efter en halv times tid kom Dalton Wilkins uheldigt ind i en nærkamp med en Silkeborgmand, og faldt akavet til jorden. Den medicinske stab måtte vende tommelen nedad, og Dalton måtte gå ud, og lade sig erstatte af Philip Rejnhold, der kom ind til sin hjemmebanedebut.
Der var lidt halve chancer, og en del fight på midten, men ingen af holdene spillede sig til 100 procents-chancer, og så kunne FC Helsingør gå til pause med en fortjent 2-0 føring.
Der var ikke spillet mere end et enkelt minut af anden halvleg, før FCH var tæt på at score til 3-0. Elijah Just, der var meget veloplagt på dagen, driblede ind fra højresiden, blev mødt af to Silkeborgspillere, som han lykkedes med at drible forbi, og så var han pludselig fri i højre side af Silkeborgfeltet. Eli afsluttede mod det lange hjørne, men overlistede ikke Oscar Hedwall, der fik skubbet bolden ud i feltet igen med en god redning. Dejlig dribletur af Eli.
Efter 54 minutter vandt Sebastian Czajkowski en hovedstødsduel i venstresiden, og fik sendt bolden videre til Jeppe Kjær. Kjær lavede sit signaturløb på tværs af feltet, hvor Silkeborg ellers havde en del spillere på plads. Men Kjær fik alligevel sendt et godt skud tilbage mod det fjerne hjørne, der dog gik lige forbi.
Tre minutter senere fik Silkeborg deres bedste mulighed indtil da. En lang bold frem fandt to Silkeborgangribere alene mod Jonas Henriksen og Nikolaj Hansen. Henriksen fik en enkelt fod på, men bolden røg frem til næste mand, der lå alene med Nikolaj Hansen. De to duellerede heftigt om bolden, men Nikolaj Hansen fik generet sin modstander nok, til at bolden røg ud i venstresiden. Her lå en Silkeborgmand klar, og han slog et godt indlæg ind i FCHs felt, hvor en af Silkeborgs angribere kom højest og headede på mål. Kevin Stuhr stod for tæt på til at reagere, men bolden strøg forbi stolpen.
Men det var FC Helsingør, der scorede det næste mål. Oliver Kjærgaard fik i det 58. minut en bold nogle meter uden for Silkeborgfeltet, og sendte en knivskarp stikning ind til Carl Lange, der var trukket ind mellem venner og fjender i feltet. Lange havde en forsvarsspiller stående nærmest oppe på tæerne, og hans forsøg på en afslutning blev blokeret. I stedet lagde bolden sig for fødderne af Sebastian Czajkowski, der var trukket med ind, og han kunne let sende bolden ind ved roden af højre stolpe.
3-0 FC Helsingør
Små ti minutter senere var det tæt på, at Eli Just kunne udbygge føringen. Igen var det Oliver Kjærgaard, der spillede en stærk offensiv kamp, der med en skarp stikning ramte en frembrusende Eli just lige i fødderne ude i venstre side. Eli trak direkte mod mål, og trykkede af fra kanten af det lille felt, og kun en forrygende redning fra Hedwall forhindrede Eli i at komme på tavlen.
Fem minutter senere var Silkeborg så tæt på. En skarp, flad tværpasning ind i FCH-feltet, nåede frem til indskiftede Wessam Ali, der dog ramte helt forbi bolden, der skruede forbi mål. Kæmpe chance til SIF.
Efter 82 minutter fik Silkeborg endelig frugt af deres anstrengelser, da det lykkedes Sebastian Jørgensen at tackle sig igennem på kanten af FCH-feltet. Han trak sig fri, og med en enkelt dribling lå han klar til skud. Han sendte et hårdt, præcist skud forbi en sagesløs Kevin Stuhr Ellegaard.
3-1 Silkeborg IF
Og i overtiden nåede Silkeborg lige præcis at gøre det spændende, da Mark Brink scorede til 3-2 efter en nedfaldsbold på en dødbold landede for fødderne af ham i feltet, og han bare skulle sparke den ind fra kort afstand.
3-2 Silkeborg IF
Men hvis der var nogen på tilskuerpladserne, der nåede at få sved på panden, gik det hurtigt over. Minuttet efter fik Philip Rejnhold bolden fra sin modstander ud for Silkeborgs felt. Han tog et par meter, og sendte så en fremragende buet aflevering over mere end 40 meter frem til indskiftede David Boysen, der løb til baglinjen. Her slog han et skarpt indlæg ind til Jeppe Kjær, der netop var blevet kåret til man of the match, men den skarpe angriber var ikke færdig endnu. Han tog et lille træk i feltet, og hamrede bolden op i nettaget, og lukkede og slukkede kampen.
4-2 FC Helsingør
Kort efter fløjtede dommeren af for en yderst velspillet premierekamp, og FC Helsingørs spillere og fans kunne lade jublen bryde løs. Men allerede på tirsdag skal arbejdsstøvlerne på igen, for da venter næste opgave, når FCH skal på besøg hos Hvidovre.
FCH: K. Ellegaard, D. Wilkins (32. P. Rejnhold), J. Henriksen, N. Hansen, A. Holst (85 ”Mac” Christensen), E. Just (85. D. Boysen), F. Juul Christensen, O. Kjærgaard, C. Lange (73. L. Haren), J. Kjær, S. Czajkowski (85’ A. Smed)