FC Helsingør har skrevet en to-årig kontrakt med den 24-årige brasilianske angriber Douglas Starnley Ferreira.
Douglas, som han normalt bare kaldes, kommer til Helsingør på en fri transfer efter senest at have spillet i Zimbru Chișinău i Moldova. Han har derudover spillet i hjemlandet Brasilien, samt i Uruguay.
Douglas selv kendte ikke meget til Danmark, men glæder sig til udfordringen:
-Jeg kendte ikke meget til Danmark, men jeg er glad for at være her, og jeg glæder mig til at komme i gang. Jeg havde hørt, at FC Helsingør er en veldrevet klub, der skulle kæmpe for sin plads i Superligaen i foråret. Jeg synes det lød som en spændende udfordring, og jeg følte at Danmark og Helsingør var det rigtige næste skridt for mig i min karriere. Jeg er boksangriber, men kan samtidigt godt være ret bevægelig og tager gerne dybdeløb. Jeg er ikke så stationær som min kropsbygning indikerer, siger han med et smil.
Direktør Janus Kyhl har forventninger til sin nye angriber:
– Vi har jo studeret Douglas gennem nogle måneder nu. Projektet gik allerede i gang kort efter Matheus kom til, og trænerteamet og undertegnede har brugt en del tid på at scoute ham. Han er god i boksen. Han kan spille udenfor boksen også, men det er som boksangriber han har sin store styrke. Han har noget fysik som vi godt kan bruge, og nogle spændende elementer i sit spil. Han er en spiller vi forventer noget af. Han kommer med seks mål og to assists i ti kampe, i en række der kun er blevet bedre de sidste par år, og hvor de bedre hold begynder at gøre sig i Europa. Så vi forventer, at det er en spiller der kan forstærke os med det samme.
Foto: FC Helsingør