FC Helsingør havde ét hold tilbage i rækken, som man endnnu ikke havde slået, og det var Viborg FF. Viborg tog imod FC Helsingør på hjemmebanen, hvor de endnu ikke havde tabt i denne sæson, så det lignede en svær opgave. Men på forrygende fight, holdånd, og tre gode mål, fik gæsterne fra Helsingør taget sejren.
Det var nu hjemmeholdet fra Viborg der begyndte bedst. Efter fem minutters spil kom Skhirtladze igennem til baglinjen i venstresiden, og lagde en flad bold på tværs. Men Kevin Stuhr nåede lige præcis ned og fik prikket bolden væk fra en fremstormende Viborgspiller centralt.
Viborg slog en del indlæg og spillede sig også til et par hjørnespark i kampens start, og efter 12 minutter kom Tobias Bech til afslutning, efter at have trukket ind i banen fra højre. Bechs skud dykkede lumsk mod det fjerne hjørne, men igen kom Kevin Stuhr Ellegaard ned, og fik erobret med lidt besvær.
FC Helsingør fik skubbet spillet lidt længere frem de næste ti minutter, men alligevel var det Viborg der fik næste store mulighed efter 23 minutter spil. En bold blev rettet af i hovedspil på midten, og fladt lidt tilfældigt til Jeppe Grønning, der løb mod mål. Han skød på mål, lige da han kom i feltet, men Kevin Stuhr fik blokeret skuddet, der røg tilbage i spil, men ude til venstre kunne en helt fri Jakob Bonde heldigvis ikke få bolden under kontrol, og sendte den over baglinjen.
Få minutter senere var samme Bonde tæt på fra en spids vinkel i feltet, men hans gode skud gik lige over mål. FC Helsingør var presset, og havde svært ved at få spillet sat sammen i den først halve time, men ingen slog op i banen, og alle forsvarede sig med næb og kløer.
Lige da vi rundede den halve time, fik hjemmeholdet deres hidtil største chance, da bolden strøg hele vejen på tværs af det lille felt på et indlæg fra venstre. Lige ud for den bagerste stolpe stod Justin Lonwijk klar til at afslutte, men han sendte bolden en meter forbi mål med en kontrolleret inderside. Enorm mulighed til Viborg.
Minuttet efter snød Davit Skhirtladze offsidefælden, og kom helt fri igennem mod mål. Kevin Stuhr blev iskoldt stående på fødderne, og en mod en blev FCH-målmanden den store, da han lavede sit udfald på det helt rigtige tidspunkt, og blokerede Skhirtladzes skud. På det opfølgende skud fra Bonde stod Mouritsen klar på stregen til at cleare.
Vi skulle helt frem til det 39. minut før FC Helsingør fik den første mulighed. Eli Just førte bolden frem i højresiden, og fandt Liam Jordan med en stikning. Jordan lagde bolden skråt på tværs med en lang aflevering, og foran mål kom en hårdt presset Carl Lange til afslutning. Lange var dog dækket af, og Lucas Lund i Viborgmålet kunne erobre uden de store dikkedarer.
Som halvlegen skred frem, så det ud til at ingen af holdene ville komme til scoring, men netop som uret rundede de 45 minutter, bed FC Helsingør fra sig. Nicklas Mouritsen tog en bold godt ned i venstre side, og sendte et godt indlæg ind i det lille felt, hvor Liam Jordan lå klar. Viborgs forsvar var dog klar, og headede væk foran Jordan. Men ude til højre i feltet stod Elijah Just helt fri, og kunne tage den løse bold ned. Eli tog et træk ind i banen, og for næsen af en desperat Viborgforsvarer, lagde han bolden forbi Lucas Lund med et følt skud i skulderhøjde. Bolden gik ind ved den modsatte stolpe, og FC Helsingør kunne dermed få sekunder efter gå til pause med en kynisk 0-1 føring, der vist ikke var helt efter spil og chancer.
0-1 FC Helsingør
Anden halvleg begyndte som den første, med massivt Viborgpres, og et heroisk kæmpende FC Helsingørhold, der havde svært ved at sætte deres afleveringer sammen mellem de aggressive Viborgspillere. Efter fem minutter fik FC Helsingør jaget en skræk i livet, da Kevin Stuhr Ellegaard faldt uheldigt efter at have pillet et indlæg ned, og længe lå til behandling. Men veteranen kom på benene igen, trods en øm ankel.
Alligevel var det FCH, der havde første afslutning inden for rammen i anden halvleg, da Nikolai Geertsen kom højest på et hjørnespark efter 57 minutter, men selvom Geertsen fik headet nedad sad bolden for tæt på Lucas Lund, der kunne gribe den ud.
Men lige efter en times spil lykkedes det FC Helsingør at sætte den inden for rammen. Eli Just kom afsted i en kontra, og spillede til Callum McCowatt centralt. McCowatt forsøgte at afslutte, men hans skud blev blokeret i feltet. Bolden strøg ud til Mouritsen i venstresiden, der også skød, fra en spids vinkel. Lund fik reddet, men kun lige ud til Mouritsen, der derefter lagde bolden på tværs til Liam Jordan i højre side af feltet. Jordan driblede forbi først én, så to modspillere, og hakkede så til bolden med venstrebenet. Hans skud fløj ind ved den fjerne stolpe, uden chance for Lund i målet. Forrygende mål af Liam Jordan.
0-2 FC Helsingør
Efter 71 minutter kom Viborg til endnu en kæmpechance, da Christian Sørensen kom til skud på en god cutback-aflevering fra baglinjen, men Kevin Stuhr, der i det hele taget stod en brandkamp, reddede med en forrygende fodparade.
Minuttet efter havde Jakob Bonde et langskud, som Kevin Stuhr Ellegaard måtte hente nede ved stolperoden, og kort efter det havde Jakob Bonde også en stor hovedstødsmulighed, som blev sendt over mål.
Viborg var tydeligt frustrerede over kampens udvikling, og pressede heftigt på for en reducering, men FC Helsingør forsvarede sig virkeligt som et hold, og gang på gang blev optræk til farlige situationer lukket ned, inden det for alvor brændte på. Trænerteamet udnyttede alle deres udskiftninger, og i slutfasen så Viborg til sidst modløse ud, og det var FC Helsingørs tur til at ødelægge Viborgs afleveringsspil med aggressivt pres på alle boldholdere.
Og lige inden vi gik ind i overtiden kunne indskiftede Tonni Adamsen lukke og slukke, da han kom forbi sin mand på midten, og afsted i en kontra. Adamsen viste sin fine teknik, da han helt køligt kunne afdrible sin modstander og sende bolden forbi Lucas Lund med en følt inderside, der klippede den fjerne stolpe og gik ind til Adamsens første divisionsmål for FC Helsingør
Minuttet efter fik Viborg frispark lige uden for feltet, men symptomatisk for dagen tog Kevin Stuhr det fine skud fra Christian Sørensen, der ellers sad hvor det skulle.
Så var Viborg endegyldigt slukket, og selv med fem minutters overtid fik hjemmeholdet ikke rigtigt spillet sig farlige. Og så kunne FC Helsingør notere sig for en sejr mod det sidste hold i rækken man ikke havde slået i år.
FCH: K. Ellegaard, N. Hansen (’59 P. Rejnhold), N. Geertsen, A. Holst, N. Mouritsen, F. Juul Christensen, O. Kjærgaard, E. Just (’75 L. Haren), C. Lange (’85 M. Ainsalu), C. McCowatt (’75 Boysen), L. Jordan (’85 T. Adamsen)