Skip to main content

FC Helsingør spillede en rigtig fin kamp mod mednedrykkerne fra Silkeborg, men midtjyderne stod en stærk kamp i forsvaret, og så måtte FCH nøjes med 1-1 på et fremragende mål af Matheus i anden halvleg.

Det første kvarter var med spilovertag til hjemmeholdet, og Silkeborg lurede primært på omstillinger. Der var meget fight på midtbanen, og ikke nogen åbne chancer. Tættest på var FC Helsingør, da Anders Holst spillede en fræk bold i dybden ind i Silkeborgs felt, men Douglas var ikke med på at den skulle spilles der, og Peter Friis i Silkeborgmålet kunne samle bolden op.


Efter 21 minutter erobrede Douglas en lang bold fra Mikkel Bruhn, og lagde den bagud til Jonas Henriksen. Højrebacken slog bolden på tværs lige uden for feltet, og TK lod bolden gå videre til Bay, der kom på venstrekanten. Han slog en blanding af en afslutning og et indlæg ind i feltet, men Matheus kunne desværre ikke nå frem til bolden, der gik over baglinjen. Fint opspil af FCH.

Efter 28 minutter lagde Mikkel Bruhn en dropbold op til Jonas Henriksen, der headede på tværs. Bolden blev clearet ud af feltet, men dumpede ned for fødderne af Anders Holst, der trykkede af første gang. Peter Friis var nede at ligge, men en Silkeborgspiller fik en reddende fod på, og reddede sin målmand. Stor mulighed til FCH.

Midtbanen var stedet hvor det meste af slaget stod i første halvleg, og vi skulle således helt frem til det 40. minut, før Silkeborg kunne notere sig for en afslutning på mål. Det var Ronnie Schwartz der fik bolden i venstre side banen lidt uden for FCH-feltet, og bankede et godt skud mod mål. Mikkel Bruhn måtte ud og bokse for at redde bolden, der heldig vis for FC Helsingør sad lidt for tæt på målmanden. Tre minutter efter var det Magnus Mattsons tur til at teste FCH-keeperen, da han sendte et kvalificeret skud på mål, som Bruhn måtte helt ned til stolpen for at redde. Stærk aktion af FCHs målmand

Men lige inden pausen gik den ikke længere for hjemmeholdet. En bold faldt lidt tilfældigt ned til Svenn Crone, der hakkede hårdt til den. Mikkel Bruhn var igen tæt på at have den, men denne gang havde bolden så meget fart, at han ikke kunne stoppe den, og den strøg under målmanden og i netmaskerne. Kold dukkert for FCH, efter en halvleg hvor man havde siddet på næsten alt spillet.
0-1 Silkeborg IF

Efter fire minutter af anden halvleg fik FCH en stor dobbeltchance efter et frispark. Frederik Bay slog bolden i feltet, hvor det var meget tæt på, at Gregor kunne heade den ind. I stedet blev den clearet ud i feltet, hvor Jonas Henriksen sparkede, men skuddet blev igen blokeret.

Kort efter var det tæt på igen, da et hjørnespark dansede rundt mellem venner og fjender i Silkeborgfeltet. Bolden blev clearet ud af feltet, og det lignede et straffespark der ikke blev dømt, da Pascal Gregor blev revet i trøjen i feltet. Men fløjten forblev tavs, og så kunne SIFs Jeppe Okkels tage et kontraløb i hele banens længde, og afslutte. Heldigvis var Bruhn vågen, og fik en arm på skuddet.

Efter lige over en time erobrede Silkeborg en bold ved midterlinjen, og Jeppe Okkels satte i løb mod baglinjen. Inde foran mål stod Magnus Mattson, men Mikkel Bruhn var vågen og reddede igen. FC Helsingør havde meget af boldbesiddelsen, men det var Silkeborg der så farligst ud.

FCH lagde et tungt pres på midtbanen frem mod de sidste ti minutter a, og forsøgte med alle midler at nedbryde et tungt Silkeborgforsvar, men gæsterne fra søhøjlandet stod klogt, og de få gange der var hul igennem, stod Peter Friis i vejen i målet.

Men efter 78 minutter kom forløsningen. Indskiftede Daniel Jørgensen lagde bolden til rette for Matheus i venstre side af banen lidt uden for SIFs felt, og brasilianeren bankede utageligt bolden over i det lange hjørne. Klassemål fra dribleren, der havde spillet sig op i anden halvleg, efter ikke helt at have kunnet finde sine fødder i første.
1-1 FC Helsingør

Så skulle der smedes mens jernet var varmt, og FCH prøvede igen og igen at nedbryde Silkeborgforsvaret, men der var lukket helt af i de bagerste rækker. Dermed løb tiden ud, og FC Helsingør måtte igen nøjes med et enkelt point i en kamp, de i lange stræk havde domineret.

FCH: Bruhn, Bay (64 Jørgensen), Gregor, Holm, Henriksen, Basse, “TK” Køhler, Lange, Holst (76 Holst), Matheus, Douglas (90 Willumsen)

Dommer: Jakob Sundberg

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk