Foto: Claus Birch, clausbirch.dk
Efter det hæderlige nederlag mod Hobro i sidste uge, er turen kommet til vores første Alka Superliga-hjemmekamp på Helsingør Stadion nogensinde. Modstanderen er det fynske flagskib fra OB, der heller ikke lykkedes med at få point i første runde, da de tabte deres første kamp mod FC Nordsjælland.
Det er således et OB-hold der vil være sultne efter point der kommer mandag, men som samtidigt også har sat sig selv under pres fra de notorisk krævende OB-fans, der havde håbet på mere.
Cheftræner Christian Lønstrup ser frem til første hjemmekamp på et nyrenoveret stadion.
– Det er to hold som begge jagter de første point, så det er en vigtig kamp for begge mandskaber. Vi har trænet rigtig godt i den forgangne uge, og har fået ”tygget” Hobrokampen igennem. Vi ser bedre og bedre ud fysisk, og nu skal vi vise, at vi også er blevet klogere. OB er et traditionsrigt hold med nogle gode individualister, som vi skal forsøge at lukke ned for, men vi er traditionelt gode på hjemmebane og skal prøve at følge op på de resultater vi har fået her. Helsingør Stadion skal gerne være et fort for os.
FC Helsingør kan give debut til Adnan Mohammad, hvis spillertilladelse endelig er faldet på plads, samt til Mark Leth Pedersen, der kom til i den forgangne uge. Jonas Henriksen og Johannes Ritter sidder ude med småskader.
FC Helsingørs trup til kampen mod OB:
Bruhn
Vaporakis
S. Henriksen
Holm
Fisch
Hegaard
Bay
Johannsen
”TK” Køhler
Basse
Olsen
Aaquist
Holst
”Toby” Christensen
Mohammad
Leth Pedersen
Riel
Mortensen
OB har deres kaptajn i midterforsvaret, Kenneth Emil Pedersen med tilbage efter karantæne, men til gengæld mangler de den farlige angrebsspiller Jóan Simun Edmundsson, samt de to forsvarsspillere Jacob Barrett og Jeppe Tverskov, der alle tre døjer med småskader.