Skip to main content

Første halvleg var en fysisk affære, med en del duelspil og ikke ret mange etablerede opspil fra nogen af de to hold. Der var spredte chancer til bl.a. Patrick Olsen efter en dødbold, og Lucas Haren efter et fint opspil fra midten, men ikke noget der førte til det helt store.

Vi skulle således helt frem til det 37. minut, før FCH brød dødvandet. En flot diagonalbold blev slået helt ned fra forsvaret og op til Lucas Haren, der lå ude i højre side. Han satte sin mand, og lagde et fladt indlæg ind foran mål, hvor Nicolas Mortensen kunne dirigere bolden i mål.

1-0 FC Helsingør

Lige efter pausen kom FC Helsingør på 2-0, og igen var det med Nicolas Mortensen som målscorer. En relativt ufarlig bold blev spillet tilbage til balkanys målmand, men en energisk jagtende Mortensen fik blokeret målmanden fra udspark, og kunne prikke bolden ind. Et besynderligt mål, der blev skabt af det høje pres på målmanden.

Der blev foretaget en del udskiftninger i anden halvleg fra begge hold, og der blev gået til stålet, med en del kort til følge. Indskiftede Emil Erbas så lidt uforståeligt rødt få minutter før tiden løb ud, efter lidt skærmydsler foran Balkanys mål.

Men det var FCH der lukkede festen, da ligeledes indskiftede Ibrahim Samrawi blev fældet med et benspænd i feltet i det 88. minut. Patrick Olsen gik til bolden, og satte sikkert bolden ind bag FC Balkany-målmanden, til trods for at han gik til den rigtige side. Dermed fik FCH den bedst tænkelige afsked med træningslejren i Tyrkiet inden hjemrejsen i morgen formiddag.

Se highlights herunder: