Således var der ikke spillet mere end tre minutter, da Mikkel Bruhn kom lidt skævt ud til en bold. Hans udspark blev blokeret, og efter lidt ping-pong endte bolden hos Teemu Pukki, der dirigerede bolden i mål med brystet.
1-0 Brøndby IF
Den trælse start rystede dog ikke FCHspillerne mere end at man hurtigt fik organiseret kæderne igen, og et par løse optræk til endnu et Brøndbymål blev lukket ned, inden det blev rigtigt farligt.
Efter en lille halv time var det dog ved at gå galt, da BIFs Tibbing kom igennem på kanten, men heldigvis manglede han den sidste skarphed.
FC Helsingør åd sig dog mere og mere end i kampen, og lurede på den kontra, der kunne stille tingene lige. Først kom Mikkel Basse op til et indlæg fra en fint spillende Ricki Olsen, men hans hovedstød ramte lige i handskerne på Rønnow, og derefter var Anders Holst tæt på, da han sparkede over fra tæt hold.
Men ind ville bolden ikke, heller ikke for Brøndbys Mukhtar der lige inden halvlegen sparkede en bold snært over overliggeren, og så endte halvlegen med en 1-0 føring til gæsterne.
Det var Brøndby der kom bedst ud fra pausen, og der var ikke spillet mere end to minutter, da Pukki kom afsted over højrekanten, men hans afslutning gik i sidenettet. Helsingør spiste sig ind i kampen igen, og det var i lange perioder svært at se forskellen på fodboldmillionærene fra Vestegnen og oprykkerne fra Helsingør.
Efter 71 minutter fik FCH så en halv livline, da dommeren gav Brøndbys Anthony Jung sit andet gule kort, og sendte venstrebacken tidligt i bad. Men trods godt pres fra den velspillende Helsingørmidtbane, og en stor chance til Mikkel Basse i overtiden, kunne FCH ikke nedbryde Brøndbyforsvaret, der kunne forsvare den snævre føring hjem.
Endnu et snævert nederlag i en ellers godt spillet kamp. Men Christian Lønstrup var fortrøstningsfuld efter kampen.
– De sidste to kampe har været gode for os. Jeg har ellers været lidt bekymret tidligere, i forhold til hvor mange mål vi har lukket ind, men fundamentet har holdt vand på det sidste. Når man ser på statistikken over boldbesiddelsen og procenterne, er vi tæt på at være det bedst spillende hold i dag. Det er Skandinaviens bedste hold vi står over for, med et budget der er 20 gange så stort som vores, så jeg synes det er klart godkendt i dag.
Selvfølgelig ærgrer jeg mig, og det er synd for spillerne at vi har tabt seks i træk, men jeg er sikker på, at hvis vi spiller som vi har gjort de sidste par kampe, så kan vi også tage point fra Silkeborg på lørdag.
FCH: Bruhn, S.Henriksen, Jørgensen, Holm, Køhler, P. Olsen, Mohammad, R. Olsen, Holst, Mortensen, Leiria
Indskiftet: Johannsen, Basse, Stückler