Skip to main content

I en tæt kamp var der skarpheden til forskel, da FC Helsingør søndag aften tabte snævert til AaB i Aalborg, i en kamp FCH generelt havde stor ære af.

FC Helsingør startede kampen godt, og var pågående i de første ti minutter. Især viste Matheus god boldføling, og havde et par fine aktioner. Midtbanetrekanten med Basse, TK og Patrick Olsen satte mange gode kombinationer sammen, og Helsingør var mere på bolden end AaB.


Alligevel var det hjemmeholdet der efter 12 minutter var tættest på at bringe sig foran, da et hjørnespark sejlede gennem feltet uden at ramme hverken venner og fjender, og kun heldet forhindrede, at Jores Okore fik hovedet på.

Derefter var det, som om AaB fik lidt bedre fat i kampen, og de havde da også et par afslutninger på mål, uden at det for alvor blev farligt. Der var således spillet over 25 minutter, før AaB havde deres første rigtigt farlige forsøg. Bruhn og Daniel Jørgensen havde begge svært ved at nå frem til en bold, der dansede på kanten af feltet. Den endte hos AaBs Safranko, der dog afsluttede et godt stykke over mål.

Men så var FC Helsingør advaret, og allerede to minutter senere gik det galt. Efter et frispark blev bolden spillet frem i AaBs højreside, og et indlæg blev spillet fladt bagud i Helsingørfeltet. Safranko afsluttede, og bolden ramte Jannik Pohl på benet og snød totalt Bruhn i målet.
1-0 AaB

Efter en halv time var det så tæt på at gå helt galt. AaB slog et indlæg, der lige på kanten af feltets venstre side ramte Daniel Jørgensen på armen. Dommer Dennis Mogensen fløjtede for straffespark. Men Mikkel Bruhn reddede flot Safrankos relativt svage spark.

Det sidste kvarter af første halvleg bølgede kampen frem og tilbage, og FCH var tæt på, da Andreas Holm kom op til et fint slået hjørnespark, men AaB-målmand Rinne nåede lige præcis først frem og fik hænderne på. Dermed kunne hjemmeholdet gå til pause foran 1-0, men Helsingør var bestemt ikke blevet spillet ud af banen.

Anden halvleg startede dramatisk. Allerede efter to minutter følte Helsingørspillerne sig i dén grad snydt for et straffespark, da Jores Okore nærmest tog en basketdribling på bolden med hånden i feltet, men dommerens fløjte forblev noget uforståeligt tavs.

Helsingør fik fra anden halvlegs start lov til at have bolden en del, men de havde svært ved at få fart i kontraerne, og AaBerne nåede gang på gang tilbage på plads i kæderne. Efter en time tog trænerteamet konsekvensen og skiftede Adnan Mohammad ind.

Kort efter sin indskiftning fik Adnan tilspillet sig et frispark i højresiden, og i stedet for at slå det indlæg som alle ventede, sparkede frisparksskytten ”Malte” Johannsen direkte på mål. Skuddet snød AaBs målmand, men desværre gik det snært forbi stolpen. Helsingør lugtede blod, og mindre end et minut senere blev bolden spillet frem på midten af TK, der forsøgte sig med et optimistisk spark fra 30 meter der dykkede lumsk, men desværre tog overliggeren.

AaB truede mest på kontraer, og efter 69 minutter var det centimeter fra, at en hurtigt afviklet én af slagsen gav mål. Et fladt sparket indlæg nåede ind til Jannik Pohl, men en velspillende anfører Andreas Holm fik blokeret skuddet i sidste sekund.

Nicolas Mortensen blev også skiftet ind i et forsøg på at vende kampen, men AaB stod sikkert i forsvaret, og trods masser af boldbesiddelse og godt afleveringsspil, havde Helsingør svært ved at komme igennem den rød-hvid-stribede mur.

I det 83. minut tog FCH Daniel Jørgensen ud, og indskiftede Morten Hegaard kom ind på en noget uvant plads som targetman i angrebet. Allerede på sin første aktion kom garderhøje Hegaard først på et indlæg, men hans viderespillede bold nåede akkurat ikke frem til en fremstormende Mikkel Basse.

FC Helsingør pressede på til sidst, men kunne ikke fremtvinge den sidste skarphed, og så endte kampen med et snævert nederlag efter en indsats helsingoranerne absolut kunne være stolte af, men som desværre ikke gav point.

FC Helsingør: Bruhn, Holm, S. Henriksen, Jørgensen, J. Henriksen, Basse, Johannsen, ”TK” Køhler, Olsen, Holst, Matheus Leiria.
indskiftet: Adnan Mohammad, N. Mortensen, Hegaard