FC Helsingør har ansat den 51-årige Morten Eskesen som ny cheftræner. Eskesen kommer til fra en stilling som assistenttræner i Superligaklubben Randers FC.
Morten Eskesen har før sin tid i Randers FC arbejdet som træner i klubber som Kalundborg, Greve og Karlslunde, før han i en periode helligede sig det civile liv som HR-chef i firmaet Habitus. Han var træner i Køge Nord FC, da han blev hentet til Randers FC som assistenttræner for to år siden.
Morten Eskesen kommer til FC Helsingør på fri transfer, og starter op i klubben med det samme, og den nye cheftræner glæder sig til at komme i gang med sit nye job
– Det projekt jeg blev præsenteret for lød rigtig spændende. Jeg har haft en del samtaler med Jordan, Matt og Gellert, og da jeg har vidst et stykke tid, at jeg gerne ville være cheftræner igen, så jeg ser det her som en rigtig god mulighed.
Mine forcer er som motivator og leder. Jeg kommer med en hel del ledererfaring. Jeg var som spiller anfører i Køge Boldklub og sluttede min karriere med at spille Superliga med dem, og siden har jeg arbejdet både i og udenfor fodboldverdenen, først som direktør i Køge, og senere som træner i Kalundborg og Greve, inden jeg droslede lidt ned for fodbolden, og fik job i det civile liv, hvor jeg var HR-chef i det der i dag hedder Habitus.
Efter børnene blev store vendte jeg tilbage til fodbolden, først i Karlslunde, så i Køge Nord FC, hvorfra jeg blev hentet til Randers FC, hvor jeg har været i to år.
Min, og vores, første opgave bliver at bygge en vinderkultur op, efter nogle tumultariske år heroppe. Det handler meget om at se på det mentale, og få skabt en træningskultur der kan fremelske den enkelte spillers kompetencer.
Nu starter vi med at se træningskampen i morgen mod Lyngby, og møde staben og administrationen. Derefter starter arbejdet for alvor, hvor jeg skal se træningspas med drengene, og se på hvad de enkelte spillere kan, og hvilke spillertyper jeg har til rådighed, og så skal vi lægge taktikken derefter.
Vi skal også have fundet den helt rigtige assistenttræner, og det arbejde er vi allerede i fuld gang med. Jeg glæder mig enormt meget til at komme i gang heroppe.
FCHs bestyrelsesformand Jordan Gardner glæder sig over at have fundet klubbens nye træner:
– Vi er rigtig begejstrede for at kunne præsentere Morten. Han har en meget omfattende erfaring i dansk fodbold, fra Danmarksserien og helt op på Superliganiveau, hvilket vil blive meget vigtigt i vores jagt på oprykningen til første division, og på længere sigt Superligaen.
Han kommer først og fremmest med en masse motivation og lederskab, og det er vores vurdering, at han rammer den helt rigtige balance mellem talentudvikling og en udpræget vindermentalitet.
Cheftræner i Randers FC, Thomas Thomasberg sender pæne ord i retning af sin afgående assistent:
– Morten er en fantastisk fyr, der altid kan smitte folk med sit gode humør. Han har heroppe arbejdet meget med mentaliteten hos spillere og stab, og udviklingen med at få sat spillernes evner i spil og få dem til at udnytte deres kompetencer. Derudover har han selvfølgelig også nogle solide fodboldkompetencer, ellers arbejder man jo ikke i en Superligaklub. Hans ansvarsområder har bl.a. været arbejdet med de unge spillere, samt dødboldene. Derudover har han selvfølgelig også kommet med input til det taktiske, i lighed med resten af teamet heroppe. Han er en rigtig god fyr, som jeg har holdt meget af at arbejde sammen med.
Morten Eskesen har i første omgang fået en to-årig kontrakt.
Foto: Randers FC