FC Helsingør har solgt offensivspilleren Mads Aaquist til FC Nordsjælland med omgående virkning.
Direktør Janus Kyhl smiler med det ene øje, og græder med det andet over transferen:
– Det siger sig selv, at vi helst ville have beholdt Mads, men vi må også acceptere at vi er en sælgende klub. Mads havde selv et ønske om at skifte til et større setup, og sammenholdt med at vi har fået en god aftale med FC Nordsjælland, så var den samlede pakke for både os og Mads for god til at vi kunne sige nej.
Mads har været os en god spiller, der har gennemgået en rivende udvikling siden han kom til klubben, og vi er stolte af, at vi gang på gang kan udvikle spillere, der kan tage det næste skridt. Vi har solgt mange spillere, men vi har også erstattet mange spillere gennem tiderne, og jeg er overbevist om at vi også denne gang kommer til at finde en erstatning for en spiller vi har sendt videre. Enten internt i truppen eller udenfor.
Klubberne har aftalt at holde detaljerne i aftalen internt.
Mads Aaquist nåede 79 kampe og 11 mål for FC Helsingør.