Skip to main content

En forfærdelig start gav et ærgerligt nederlag til FC Helsingørs drenge i udekampen mod Silkeborg IF. Der var spillet mindre end to minutter af kampen, da SIFs Davit Skhirtladze fik tåen på en tilfældig opstået chance i feltet, og målet gav hjemmeholdet et ekstra skud energi, der gav dem et overskud som Helsingørspilerne fandt svært at overvinde i første halvleg.
1-0 Silkeborg

Målet gav Silkeborg mulighed for at spille kløgtigt og lidt afventende, hvorimod Helsingør var tvunget til at jagte et udlignende mål. Det gav en lidt urolig kamp, især på Helsingørs midtbane, og efter et kvarters tid kunne Silkeborg så igen sætte bolden ind bag Mikkel Bruhn. Igen var det efter et hjørnespark, at den georgiske angriber kunne sætte hovedet på bolden, og sikkert sætte bolden i kassen.

2-0 Silkeborg

FC Helsingør ramte ikke dagen i ret mange aktioner i første halvleg, og det blev kun til ganske få afslutninger, blandt andet en fornuftig langskudschance til Mikkel Basse efter en lille halv time.

Men det var hjemmebaneholdet der igen fik sat kniven ind, da farlige Robert Skov på kanten af pausen afdriblede to mand, deriblandt Mikkel Bruhn, og med en flot soloaktion fik sat bolden ind.
3-0 Silkeborg

Helsingørs trænerteam reagerede prompte ved anden halvlegs start, og skiftede Adnan Mohammad og Lucas Ohlander ind for Frederik Bay og Johannes Ritter.

Begge indskiftere viste gode takter, og efter 49 minutter kom Adnan frem til en kæmpe chance, da han opportunistisk chippede bolden over Silkeborgmålmand Thomas Nørgaard, men desværre røg bolden ganske snært forbi opstanderen.

Kampens forløb var mere ligeligt fordelt i anden halvleg, og begge hold spillede sig til pæne chancer. Det var dog stadig Silkeborg, der havde et lille overtag, bl.a. med to skud på træværket inden for fem minutter. Helsingørspillerne var dermed advarede, og efter 66 minutter satte Silkeborg det sidste søm i kisten, da Stephan Petersen scorede på en omstilling.
4-0. Silkeborg

Ti minutter før tid fik Helsingør pyntet på resultatet, da et virkeligt flot opspil fra en hårdt arbejdende André Riel og indskiftede Lucas Ohlander, fik spillet Nicolas Mortensen helt fri i feltet, så angriberen kunne score sit første mål i Alka Superligaen.
4-1 FC Helsingør

Trods nederlaget var Christian Lønstrup relativt afklaret:
– Vi får en frygtelig start, da vi bliver taget på to hjørnespark. Og så bliver det op af bakke i første halvleg. Vi virker ikke parate, som man skal være på det her niveau. Det er først, da de scorer til 2-0 vi begynder at vise lidt parathed. Og alligevel kommer vi til pause nede 3-0, så vi vælger at reagere fra bænken og skifte to mand. Udgangspunktet til anden halvleg var, at vi ikke skulle ud og være til grin og ”hive for meget vand ind i båden”. VI lykkedes med at spille 1-1, og indskifterne gjorde det rigtig godt. Jeg hæftede mig ved, at der ikke var nogen der slog op i banen. Jeg kigger meget på vores mentale tilstand i kampene, især når vi har modgang, og vi reagerede godt. Så i anden halvleg var det ret positivt, men når man inkasserer mål som vi gør i dag, så vinder man ikke fodboldkampe.

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk