Skip to main content

 

FC Helsingør vandt efterårets femte sejr, da Lyngby blev slået med 2-1 i en kamp der især i første halvleg i det store hele blev spillet på FCHs præmisser.


Det startede dog bedst for Lyngby, der allerede efter tre minutter havde en stor chance, da et hjørnespark blev clearet ud af feltet, og endte hos Mathias Hebo, der klappede til den første gang, men hans flotte skud gik heldigvis lige over overliggeren.

Kampen startede med mange nærkampe, og ikke specielt poleret spil, og vi skulle helt frem til det 11. minut, før Helsingør fik noget der lignede en chance. Tobias Christensen erobrede bolden på midten og drev den op gennem kæderne, og afsluttede efter det lange hjørne, men bolden gik forbi mål.

Skuddet tændte op under hjemmeholdet, og kort efter kom Matheus Leiria igennem på ventresiden, og rykkede ind i feltet, men brasilianeren kunne ikke komme til skud, men allerede minutter efter førte det høje pres til endnu en chance, da FCH summede rundt om Lyngby-feltet med gode afleveringer og løb på tværs. Bolden endte hos Adnan Mohammad, der resolut afsluttede udefra med et hårdt spark, men Lyngbys Mikkel Andersen var vaks, og fik bokset bolden ud af farezonen.

Men efter 20 minutter gik den ikke længere for Lyngby. Bolden blev erobret på midten, spillet ud til Frederik Bay, der fandt Adnan Mohammad, der frækt spillede Daniel Stückler i dybden i feltet. Stückler lagde bolden på tværs til en fremstormende Tobias Christensen, der sikkert sparkede den ind.
1-0 FC Helsingør

Målet fik ikke FC Helsingør til at slippe speederen. Og syv minutter senere slog Helsingør til igen. En helt fri Tobias Christensen i højresiden slog bolden i en hård og præcis bue ind i feltet, hvor den fandt en fri Mikkel Basse bagerst i det lille felt. Midtbanespilleren afsluttede med det samme, og bolden strøg i mål ved stolperoden.
2-0 FC Helsingør

Der stod FC Helsingør på det hele nu. Og Hjemmeholdet havde både spillet og chancerne. Stückler og Tobias Christensen havde gode forsøg, først ved et klumpspil i feltet til Stückler og på et langskud fra ”Toby”. Lyngby derimod var derimod presset, og lurede mest på kontraer på de få fejl Helsingør-midtbanen begik. Men de havde mere end almindeligt svært ved at spille sig forbi en velspillende FCH-forsvarskæde.

Først et lille minut før pausen lykkedes det Lyngby at spille sig til noget der lignede en stor chance. En dropbold over FCHs bagkæde fandt Mayron George alene i feltet, men han sparkede den store chance over. Først bagefter fandt de lettede Helsingørspillere ud af, at George lige netop var løbet offside.

Dermed kunne FCH gå til pause foran med en 2-0-føring der sagtens kunne have været et par mål større.

Til anden halvlegs start kom Mathias ”Malte” Johannsen på banen i stedet for Frederik Bay, der måtte trække sig med en overbelastning i baglåret.

Lyngby startede mere offensivt efter pausen, og to gange inden for de første fem minutter slap Kim Ojo fri, men begge gange lå han snært offside.

Med 53 minutter på uret blev Lyngbys Mikkel Rygaard nedlagt på kanten af feltet. Han tog selv det efterfølgende frispark, som han desværre for FCH krøllede over muren og i mål. Et lidt unødvendigt mål at lukke ind.
2-1 Lyngby

Målet vækkede FCH, der kom lidt heftigere ind i tacklingerne, og efter et lille kvarter kom Adnan Mohammad til skud, da Tobias Christensen fandt ham i højresiden. Men Adnans skud sad for tæt på Lyngby-keeperen, der greb den lille dribler ud.

65 minutter var spillet da Lyngby fik et frispark på næsten nøjagtigt samme sted som Rygaard scorede fra. Denne gang gik den gamle frisparkskæmpe Lars Højers søn, Casper Højer til bolden. Han sparkede hårdt og præcist, og fangede Mikkel Bruhn i den forkerte side, men inde på stregen kunne Ricki Olsen sparke væk. Tæt på!

Fem minutter senere kom Lyngby ubærligt tæt på. Endnu et frispark blev begået lige uden for Helsingørfeltet, og på det efterfølgende spark løftede Patrick Olsen armen for at beskytte sit ansigt, og dommer Jakob Kehlet fløjtede for straffespark. Normalt så sikre Mikkel Rygaard gik til bolden, og et sus gik over Helsingør Stadion. Men Rygaard overplacerede skuddet, der tog overliggeren og gik ud. Stadig 2-1 til FCH.

Lyngby var bedst i denne fase af kampen, og kort efter var Mikkel Rygaard tæt på igen. Han trak ind fra højresiden, og hårdt presset fik han afsluttet. Skuddet var ikke specielt kraftigt, men det var placeret helt ude ved venstre stolpe, og Mikkel Bruhn måtte strække sig i fuld længde for at redde bolden.

Efter 74 minutter fandt bolden Ricki Olsen på højrekanten, og backen trak ind og afsluttede fra en ret fri position, men desværre gik hans skud over. Godt forsøg fra FC Helsingør.

Efter 83 minutter var Adnan Mohammad tæt på. Den stærkt spillende Tobias Christensen trak ind fra højre, men kunne ikke selv komme til skud. Han stak bolden dybt, og fandt Adnan, men Lyngbyforsvaret fik lukket godt ned for ham, og hans afslutning blev blokeret.

Efter 90 minutter fik Lyngby endnu et frispark på kanten af feltet. Casper Højer gik til bolden, og sparkede højt og hårdt, men bolden strøg lige over mål. Det var nervepirrende minutter for hjemmeholdet frem til slutfløjtet, men efter tre minutters tillægstid skar Jakob Kehlets fløjte igennem den isklare luft, og hele stadion på og uden for banen, kunne lade en forløsende jubel bryde løs.

FCH: Bruhn, Bay, Henriksen, Fisch, R. Olsen, Basse, P. Olsen, Mohammad, Christensen, Leiria, Stückler
Indskiftet: Johannsen, Jørgensen, Ohlander