Det var en klassisk træningskamp , med udskiftninger for alle pengene, da FC Helsingør lørdag eftermiddag slog HIK 3-2 på hjemmebanen i Helsingør.
Kampen igennem lagde FC Helsingør et højt pres på HIK, og det var mest succesfuldt i første halvleg, da der stadig var mange af førsteholdsspillerne på banen. Der var således ikke spillet mere end små otte minutter, da Dalton Wilkins fik driblet sig flot igennem i venstre side, og kom helt til baglinjen. Derfra slog han et fladt indlæg tilbage i feltet, hvor en af dagens prøvespillere, Andreas Smed stod fri i feltet. Smed afsluttede sikkert, og så var FC Helsingør foran.
1-0 FCH
Jeppe Kjær spillede første halvleg, og var i hopla i de 45 minutter han fik. Minuttet efter Smeds scoring blev han sendt i dybden af en god aflevering fra Daniel Norouzi, og kom foran sin oppasser. HIKs målmand kom ud i feltet, men Kjær rundede ham flot og lagde bolden forbi ham. Desværre var en HIKer kommet på plads inde foran mål, og kunne redde afslutningen på stregen.
Men i det 10. minut gik den ikke længere. Kjær blev igen sendt afsted i dybden, og denne gang var han alene med én enkelt forsvarsspiller og målmanden. Kjær løb igen fra sin oppasser, og denne gang lobbede han elegant bolden over den fremstormende målmand, der sprællede forgæves.
2-0 FCH
Så sad de små 250 tilskuere der var mødt frem på den flotte dag, at nu kunne FC Helsingør godt tage en storsejr, men sådan skulle det ikke gå. FCH pressede stadig højt, og HIK havde svært ved at komme igennem kæderne. Én enkelt halv chance efter et indlæg, var hvad det kunne blive til for gæsterne i den første halvleg.
Men efter 29 minutter lavede en af dagens prøvespillere, Brandon Onkony, et straffespark i FCHs felt, som dommeren takserede til oplagt målchance og rødt kort. Så måtte Onkony gå på sidelinjen i resten af halvlegen, mens HIK scorede sikkert på straffesparket. FCH skiftede dog efter aftale HC ”Kritte” Bonnesen ind, så man ikke skulle spille 10 mod 11 i en træningskamp-
2-1 HIK
Tre minutter senere var den gal igen. En HIKspiller kom i feltet, hvor han blev skubbet i ryggen i en duel, og dommeren fløjtede igen for straffespark til HIK. Igen sendte HIKs straffesparksskytte Christoffer Monty i FCH-målet til den forkerte side, og scorede uden chance for FCH-keeperen.
2-2 HIK
Men godt fem minutter inden pausen fik FC Helsingør slået tilbage. Endnu en prøvespiller, Tobias Pedersen, kom igennem i venstresiden. Han lagde bolden ind til Jeppe Kjær på kanten af feltet. Kjær tog et enkelt træk, men hvor de fleste nok havde forventet at han ville afslutte mod det lange hjørne som han har for vane, lagde han i stedet uselvisk bolden på tværs til en fremadstormende Oliver Kjærgaard, der bare skulle sætte en inderside på for at score sikkert. Flot opspil af FCH.
3-2 FC Helsingør.
Anden halvleg blev ikke afviklet i samme tempo som første, og var præget af masser af udskiftninger på begge hold. Indskiftede Anders Holst havde efter lige over 50 minutters spil et godt raid op gennem midten, hvor han satte to HIK-spillere. Holst afsluttede efter det lange hjørne lige uden for feltet, men hans fine skud strøg forbi stolpen.
Ellers var anden halvleg mest præget af mange dueller og spilletid til flere af FCHs U19-talenter, samt minutter i benene til Carl Lange og Teddy Bergqvist.
Både Teddy og Carl Lange havde et par halve muligheder frem mod kampens afslutning, men HIK stod dybt og forsvarede sig fint i kæderne, og så måtte FCH ”nøjes” med en ét-målssejr i sæsonens første træningskamp.
Næste kamp i opstarten er mod cheftræner Morten Eskesens gamle arbejdsgiver, Superligaholdet fra Randers FC. Det er på udebane i Randers, og den kamp spilles den 15. august.
FCH: C. Monty, J. Henriksen, B. Onkony (Prøvespiller)(HC Bonnesen ’30), N. Hansen, D. Wilkins, O. Kjærgaard, D. Norouzi, F. Christensen, T. Pedersen (prøvespiller), J. Kjær, A. Smed (prøvespiller)
2. Halvleg: F. Rej-Rosenqvist, M. Christensen, B. Onkony, HC Bonnesen, D. Wilkins (T. ChristiansenU19 60’), E. Just, A. Holst, O. Kjærgaard (Holze U19 60’), T.Pedersen (C. Lange 70’) A. Smed (A. Ementa U19 70’), T. Bergqvist.
Foto: Claus Birch, clausbirch.dk