FC Helsingør sluttede et fantastisk efterår af med en hårdt tilkæmpet 2-1 sejr over Avarta, der ikke var indstillet på at give nogle gaver til 2. Divisions tophold. FCH måtte i dén grad kæmpe for sagen, og først til allersidst fik Jeppe Kjær afgjort sagen med to forrygende scoringer.
Starten af kampen var lidt rodet, med en del små frispark og midtbanedueller. Det var FC Helsingør der lagde bedst ud, med muligheder til både Lucas Haren og Nicolas Mortensen i de første minutter, men også et gult kort til Carl Lange efter en glidende tackling. Samme Lange havde efter ti minutter en afslutning udefra, der dog ikke voldte målmanden i Avartamålet problemer.
Lange var aktiv fra kampens start, og efter 18 minutters spil fik Lucas Haren fremtvunget et hjørnespark. Det blev forlænget inde foran af Nicolaj Hansen, og Lange afsluttede igen, men desværre for FCH gik bolden over mål. Når man ikke scorer på sine chancer, giver det desværre modstanderne mulighed for at slå igen, og det var det der skete efterfølgende. Avarta opsnappede efter 22 minutters spil en bold på FCHs banehalvdel og satte en hurtig kontra i værk. Oliver Cararra spurtede hele vejen ned i FCH-feltet, og satte køligt bolden i mål mellem benene på Christoffer Petersen.
1-0 BK Avarta
Derefter fulgte en periode, hvor FCH forsøgte at lægge pres på Avarta. Carl Lange havde et frispark udefra, og et ellers fint indlæg fra Jonas Henriksen endte hos Avatas målmand. Men det var først efter 33 minutter, at FCH fik den næste store chance. Jeppe Kjær vendte flot rundt i feltet og fandt Nicolas Mortensen, men FCH-topscoreren kunne ikke få drejet bolden i mål. Det satte gang i en periode med stort pres mod Avartamålet frem mod halvlegens afslutning, med afslutninger fra Lucas Haren og Jeppe Kjær, der begge blev blokeret, samt et langskudsforsøg fra Daniel Norouzi, der gik over mål. Men ind ville den ikke, og til trods for overtag i både spil og chancer, måtte Helsingørspillerne gå til pause bagud 1-0.
Anden halvleg blev et veritabelt stormløb mod Avartas mål, hvor FC Helsingør på alle tænkelige måder forsøgte at nedbryde de heroisk kæmpende Avartaspillere, der som oftest lå med alle 11 mand på egen banehalvdel i tætte kæder. Det var dog Avarta der havde den første afslutning i kampen, da de efter tre minutter spil fik et hjørnespark. Inde foran kom en Avartaspiller højest, men Christoffer Petersen stod hvor han skulle, og kunne redde afslutningen.
To minutter senere sendte Lucas Haren et hug mod mål fra en ret fri position, men en medspiller kom i vejen, og bolden gik til målspark. Det blev starten på bombardementet af Avartamålet. Kort efter skød Frederik Bay over mål, efter et fornemt opspil og indlæg fra Lucas Haren spillede venstrebacken fri, men han lykkedes ikke med at holde skuddet nede.
Avarta havde lige efter en mulighed på et godt skud udefra, som Christoffer Petersen måtte bokse til hjørne, men ellers stod der FC Helsingør på det meste den næste halve times tid. Først blev Kjær blokeret i feltet, efter et indlæg fra Carl Lange, og hjørnespark efter hjørnespark regnede ind i Avartas felt, hvor både Nikolaj Hansen og Nicolas Mortensen i flere omgang var tæt på, men Avarta havde også mange vellykkede clearinger.
Efter 74 minutters spil kom Lucas Haran igen til en stor chance, da han fik bolden på kanten af feltet, og trykkede af udefra. Avartas målmand måtte helt ud i fuld figur for at redde skuddet, der havde fortjent en bedre skæbne.
Fem minutter senere blev Daniel Norouzi nedlagt med et groft frispark et stykke uden for Avartas felt. Nicolas Mortensen gik til bolden, men han ramte hverken dagen eller bolden i dag, og den strøg et godt stykke over mål.
Men fire minutter før den regulære spilletid løb ud, kom forløsningen så for de hårdtarbejdende FC Helsingør-spillere. Den nykårede landsholdsspiller Elijah Just var blevet skiftet ind nogle minutter før, og førte bolden frem i venstre side. ”Eli” trak ind i banen og sendte bolden mod mål omgivet af en større klump venner og fjender. Foran mål fik en Avartaspiller blokeret skuddet, men blokeringen lagde desværre for ham bolden perfekt til rette for Jeppe Kjær, der hakkede den fladt og hårdt ind uden chance for Avartas målmand.
1-1 FC Helsingør
Og i overtiden var det også Jeppe Kjær, der slog det sidste søm i kisten for de hårdt prøvede Avartaspillere, der havde været foran indtil det 86. minut. Efter lidt ping-pong spil uden for Avartas felt, fik Jeppe Kjær selv fat i bolden med ryggen mod mål. Han vendte rundt på en tallerken, snød sin oppasser og trak ind i feltet. Her drev han som så mange gange før i sin karriere bolden på tværs, forbi to Avartaforsvarere, og sendte den iskoldt op i det lange hjørne med et behersket skud, mens FCH-bænken og de mange tilrejsende tilskuere gik amok i jubel.
1-2 FC Helsingør
Det blev den sidste farlige aktion i kampen, og FC Helsingørspillerne kunne efter kampen fejre en forrygende halvsæson, og en fortjent sejr, med en ekstatisk sejrssang, der for en gangs skyld blev sunget sammen med FCH-fansene, der havde måtte vente tålmodigt på sejren i dag.
Nu venter en lang vinterpause inden opstarten den 06. marts, hvor Brønshøj kommer på besøg i Helsingør.
På vegne af spillerne og klubben vil vi gerne takke jer alle sammen for den fantastiske opbakning i efteråret. Det gælder både de mange fans, der har gjort vores nye stadion til det suverænt mest besøgte i 2. Division, samt de udebanefans, der uge efter uge har rejst hele Sjælland rundt for at støtte op om drengene på mere eller mindre eksotiske stadioner. Vi ses til foråret!
FCH: Petersen, Bay, Hansen, Holm, Henriksen (90’ Olsen), Lange (73’ Just), Norouzi, ”TK” Kristensen, Haren, Kjær (90’ Christensen), Mortensen
Foto: Claus Birch, clausbirch.dk