Skip to main content

FC Helsingør har skrevet kontrakter med to unge spillere fra New Zealand. 19-årige Elijah Just og 20-årige Dalton Wilkins tiltræder i FC Helsingør med virkning fra den første juli.

Elijah Just er kantspiller, og kan spille på begge kanter. Dalton Wilkins er venstre back, men kan også spille centralt.

Elijah Just glæder sig til at trække i FCH-trøjen.
– Jeg har fået et meget positivt indtryk af klubben. Der ligger en langsigtet plan, og et nyt flot stadion at spille på næste år. Jeg ser virkelig frem til at komme i gang for alvor.

Det samme gør sig gældende for Dalton Wilkins.
– Nu har vi været i Danmark et stykke tid, og det har været meget positivt. Folk er enormt søde heroppe. Jeg tror ikke jeg har mødt en eneste person, der ikke har været venlig og imødekommende. Folkene i klubben, og de andre spillere, har taget enormt godt mod os. Vi har allerede lært de første danske gloser som ”tak” og så selvfølgelig nogle fodboldmæssige udtryk som ”ryg” og ”alene”.

Direktør Janus Kyhl ser fine perspektiver i de to unge spillere
– Både Dalton og ”Eli”, som han bare bliver kaldt, er nogle hårdt arbejdende spillere, der kan løbe solen sort. De er begge kreative, moderne spillere, der er meget fleksible. Eli kan spille alle pladserne hen over midten, og Dalton er en moderne wingback, der mestrer kanten lige så godt, og som også kan spille i det centrale forsvar. De er begge spillere som jeg forventer er i spil til vores førstehold allerede i næste sæson.

De to spillere bliver testet på højeste niveau inden længe. Direkte efter kontrakterne blev skrevet under, strøg de to spillere ud af døren for at slutte sig til New Zealands U20-landsholdstrup, der begynder gruppespillet ved U20-verdensmesterskabet i Polen den 24. maj.

Foto: © Lars Johannesen