FC Helsingør måtte i dén grad slås for sejren, da Fredricia søndag blev besejret i egen hule med 2-1. Det var især på fight og en stærk defensiv indsats, at FC Helsingør kunne trække sig sejrrigt ud af kampen. Men Jeppe Kjærs to hurtige mål i første halvleg var det fundament den defensive indsats skulle forsvare.
Der var således ikke spillet mere end tre minutter, før FC Helsingør kom på tavlen. Philip Rejnhold var rykket ud i højre side af banen, hvor han fra midterlinjen slog en lang bold frem mod Jeppe Kjær, der fra den rigtige side af offside linjen løb fra sin oppasser. Kjær kom op i feltet, skarpt forfulgt af Fredericias forsvar. Da Jeppe kom i feltet, tog han et hurtigt træk indad, og satte skarpt bolden ind højt i målet, uden chance for Elias Rafn i Fredericia-målet.
0-1 FC Helsingør
Tre minutter yderligere gik det, før FC Helsingør scorede til 2-0. Kevin Stuhr sparkede et langt udspark, der langt oppe af banen sejlede over tre mand, der stod klar til at tage hovedstødsduellen. Bolden hoppede en enkelt gang og dumpede så ned foran Jeppe Kjær, der var begyndt at løbe. Kjær tog bolde med, og løb fra sin oppasser. Målmand Rafn løb ud for at blokere Kjærs vinkel, men Kjær lobbede køligt bolden over Rafn, der blot kunne se hjælpeløst til, mens den sejlede i mål.
0-2 FC Helsingør
Vi skulle helt frem til det 14. minut før FC Fredericia fik sin første store chance. Fredericia førte bolden op centralt, og efter lidt dueller omkring feltet, fandt Kristian Kirkegaard Christian Tue Jensen midt for mål på kanten af feltet. Tue Jensen trykkede af, men Kevin Stuhr hev en pragtredning ud af ærmet, da han med et tigerspring fik vippet bolden uden om højre stolpe.
Derefter fulgte en periode, hvor Fredericia fik flyttet spillet lidt mere op på midten, og fik bedre tag i bolden centralt. Det gav et par halve muligheder til hjemmeholdet, der også fik et par hjørnespark ud af anstrengelserne, med en enkelt afslutning ved siden af stolpen på en returbold som eneste afslutning. FC Helsingør lurede på at få Jeppe Kjær afsted i endnu en kontra, og fik også spillet sig til et par hjørnespark, uden det dog gav nogle afslutninger.
Efter 35 minutters spil fik Fredericia sendt en god afslutning mod FCHs mål. Det var igen Christian Tue Jensen, der efter lidt klumpspil i FCHs felt fik lagt en bold bagud til sig, som han afsluttede fint på. Hans hårde skud gik mod det lange hjørne, men sneg sig lige over overliggeren.
To minutter senere fik FC Fredericias Anders Holvad så lagt en god aflevering ind i fødderne ude fra venstre side. Holvad trykkede af fra en god position, men til trods for, at han var relativt upresset, sendte han skuddet forbi mål. Stor mulighed til FC Fredericia, der havde spillet i denne periode.
Fem minutter inden pausen fik Raphael Nwadike fra Fredericia trukket op gennem midten, og driblet sig forbi to FCH-folk centralt, men hans skud lige uden for feltet gik lige i handskerne på Kevin Stuhr.
Og på halvlegen sidste spark fik FC Fredericia afsluttet igen. Christian Tue Jensen fik en god cut-back aflevering i en position til venstre i FCHs felt, og han afsluttede resolut med et tørt spark. Men igen stod Kevin Stuhr det rigtige sted, og han fik bokset Jensens gode skud op i luften, hvorefter han selv stille og roligt kunne tage bolden i favnen, mens dommeren i samme sekund fløjtede halvlegen af. FCH kunne derfor gå i omklædningsrummet med en fin 2-0 føring, men også med nogle advarsler om, at Fredericia ikke var slået endnu.
Anden halvleg var da også kun lige begyndt, da Fredericia fik den første store mulighed. EN god bold blev slået på tværs af feltet hvor det var centimeter fra, at Tue Jensen kunne sætte bolden ind, men hans skud blev blokeret, nærmest på stregen. Linjevogteren havde dog markeret for at en Fredericiaspiller centralt var kommet i offsiden, og et evt. mål derfor ikke havde gjaldt.
Derefter fulgte små ti minutter med en del nærkampe, og megen løben fra felt til felt, men først i det 54. minut kom FC Helsingør til den næste afslutning. Jeppe Kjær fik bolden i venstreside, efter en god aktion fra Frederik Juul central, og Kjær spillede bolden ind centralt til Teddy Bergqvist, der afsluttede fra kanten af feltet. Hans skud sad dog lige tæt nok på målmanden, der kunne gribe afslutningen ud.
Lige efter en times spil var det tæt på for hjemmeholdet. Fredericia spillede bolden fint rundt uden for FC Helsingørs felt, og selvom FCH lukkede godt af i kæderne, lykkedes det alligevel en Fredericiaspiller at komme fri i højre side af feltet, hvorfra han sendte en giftig bold mod den fjerne stolpe. Kevin Stuhr kunne kun se til, men heldigvis for Helsingoranerne sneg bolden sig lige forbi stolpen.
Kort efter gjorde Kevin Stuhr Ellegaard en del mere end bare at se til, da Fredericias Argon Mucoli driblede sig forbi to mand, og var helt fra i venstre side af FCHs felt. Mucoli afsluttede hårdt mod den fjerne stolpe, men fra kort hold hev Kevin Stuhr end nu en fantastisk redning ud af ærmet, og boksede bolden forbi mål. Stor redning af alderspræsidenten.
Efter 72 minutter spil erstattede Carl Lange og Andreas Smed Davis Boysen og Jeppe Kjær, der begge havde spillet færdig. FC Fredericia forsøgte igen og igen at sætte noget op, men FC Helsingør stod godt i kæderne, og afviste det meste. Efter 77 minutter tog trænerteamet Frederik Bay ud, og sendte Hans Christian ”Kritte” Bonnesen på banen til comeback efter sin længere skadespause.
Det ændrede dog ikke meget på kampbilledet, der stadig var meget boldbesiddelse til Fredericia, og en FCH-hold der lurede på den kontra, der kunne lukke kampen.
I det 83. minut fik Frederica så deres hidtil største mulighed, da bolden efter et klumpspil i feltet dumpede ned for fødderne af en Fredriciaangriber, der fra kanten af det lille felt hakkede hårdt til bolden, der strøg mod nettaget. Men Kevin Stuhr fik på en eller anden måde bokset bolden over med en refleksredning af højeste klasse.
Og da Fredericia kort efter fik en friløber, som Kevin Stuhr selvfølgelig, fristes man til at skrive, reddede sikkert, så virkede det som om målet var lukket. Men som vi gik ind i det 90. minut lykkedes det alligevel hjemmeholdet at reducere. Fredercia tog et kort indkast, og fra højrekanten blev bolden spillet ind centralt til Henry Onurah, der driblede en enkelt gang, og så sparkede bolden fladt ind i det lange hjørne.
1-2 FC Fredericia.
Dermed blev de fem minutter dommeren havde lagt til, pludseligt meget lange for FC Helsingør, men ud over et frispark ind i feltet, som Kevin Stuhr erobrede sikkert, havde Fredericia ikke de store muligheder. I stedet blev den sidste aktion i kampen for hjemmeholdet et rødt kort til Argon Mucoli, der lige inden dommeren fløjtede af, fuldstændigt hensynsløst sparkede Anders Holst ned bagfra på knæet, og helt korrekt fik direkte rødt kort for en svinsk, svinsk tackling.
Men FC Helsingør holdt den hjem, og kunne dermed gå på landsholdspause med en 2-1 sejr, der først og fremmest kom i hus på en suveræn indsats af forsvaret, og da især af Kevin Stuhr Ellegaard, der stod sin nok bedste kamp for FC Helsingør til dato.
Nu venter der 14 dages landsholdspause, hvor spillerne kan få restitueret efter mange kampe på kort tid, og hvor de kan glæde sig over en mere end godkendt start på livet i 1. Division.
FCH: K. Ellegaard, F. Bay (’77 HC Bonnesen), P. Rejnhold, J. Henriksen, A. Holst, E. Just, O. Kjærgaard, F. Juul Christensen, D. Boysen (’71 C. Lange), T: Berqvist, J. Kjær (71’ A. Smed)
Foto: Claus Birch, clausbirch.dk