Skip to main content

Jesper M. Rendtorff fra Talentafdelingen, og vores Tøjpartnere fra Craft og August Erhverv & Sport, har sammen udarbejdet en artikel om den gode start på samarbejdet. Vi bringer herunder hele artiklen fra fchtalent.dk, hvor du kan få alle nyheder om Talentholdene

I det sene forår 2020 blev Craft, i samarbejde med August Erhverv & Sport, tøjsponsor for FC Helsingør. Det svenske tøjmærke blev ny tøjsponsor for 1. senior og alle ungdomsholdene inkl. pigeholdene. Udover kampsættene er det også Craft, der er på tøjet, når alle de mange dygtige fodboldspillere træner. Alle hold spillede i Craft, da turneringen gik i gang.

– Vi har i et par år været meget interesseret i at blive tøjsponsor for FCH, så det var dejligt det blev muligt, fortæller den tidligere FCH førsteholdsspiller Heine Westbæk. Midtbaneprofilen er siden blevet landechef for salg hos Craft og man kan tydeligt mærke, at klubfølelserne er intakte.

– FC Helsingør er det, vi ser som Next Generation. En klub på vej frem. Vi vil rigtig gerne være med i Helsingør, som tøjsponsor, når der arbejdes hårdt på træningsbanen og når vi forhåbentlig vinder en masse fodboldkampe, fortsætter han. Sponsoraftalens længde er i første omgang fire år, hvorefter man så kan genforhandle. Aftalen blev som nævnt indgået i 2020 – vel at mærke – inden oprykningen var sikret.

FC Helsingør er flagskibet, når vi taler fodbold
I Danmark er FC Helsingør den klub, som Craft har tøjaftale med, der er højest placeret. Boldklubben Frem spiller også i det stilsikre tøj fra den svenske tøjproducent, men der taler vi jo p.t. ”kun” 2. division. Nogle har måske bemærket, at Craft også er med i håndbolden, når bl.a. Odense Håndbold spiller. Det er i kvindeligaen – og det er faktisk værd at bemærke for Crafts modeller er ikke unisex. Nej, de har en kvinde- og en mandecollection. Craft er i det hele taget god til sport. Man kan se Craft-mærket i professionel cykling, atletik og meget mere. Det er et såkaldt multi sportsvaremærke. Det så dagens lys i 1973 i svenske Borås, hvor firmaet den dag i dag har hovedsæde.

Custom made – hjemmebanetrøjen er sin helt egen
En anden detalje ved samarbejdet er, at FCH sammen med Craft har udviklet en helt særlig hjemmebanetrøje. Den spiller alle FCH-hold med, når de spiller hjemme. Custom made betyder, at den er lavet specielt til FCH. Logo’et er ikke trykt på trøjen. Det er en del af stoffet og går således ikke af i vask eller ved slitage. Indtil videre må man sige, at trøjen gør det godt. Førsteholdet er frygtet på hjemmebanen og også på alle andre niveauer ved man, at FCH er svære at møde på det nye stadion.

August Erhverv & Sport er en vigtig medspiller
Træder man ind i August Erhvervs flotte butikslokale på Fabriksvej 3, så er det første, man ser en mannequin-dukke iklædt FCHs hjemmebanedragt og et FCH-halsklæde (se foto). Grunden er ganske enkelt den, at Henrik Høj og August Erhverv & Sport er bindeleddet mellem Craft og FCH. Det er her Craft leverer fodboldtøjet til fra en af deres europæiske fabrikker, så August Erhverv & Sport kan sørge for det sidste.

– Vi tager imod tøjet her ad bagindgangen, hvor vi har vores lager. Så sørger vi for tryk på tøjet efter aftale. Det gælder spillernummer, sponsornavn m.v., inden vi leverer det til FCH, siger salgschef Henrik Høj, August Erhverv & Sport, mens vi står og kigger på ’trykken’, tal til tryk m.v.

Henrik Høj har også FCH-blod i årene kan man høre, når han fortæller. Han toppede for FCH i højeste ungdomsrække, der tidligere hed Ynglinge Mester (nu u19), hvor han spillede fast.

– Vi har været sponsor for FCH, så længe jeg kan huske, fortæller Henrik videre. Og August er faktisk stort set med alle vegne, når vi taler FCH. De er sågar også synlige hos Cementen. (Cementen.dk – FCH Fanzine og FanPodcast)

Godt begyndt…
Craft er nu en del af FCH. Det er en naturlig del af beklædningen for trænere og spillere. Kvaliteten er i top, størrelserne til at forstå. Det er der også andre ting, der er…

– Det har helt igennem været en god start, udtaler bestyrelsesmedlem Michael Schmidt. – Vi har været meget tilfredse med leveringstid, kvalitet og i det hele taget den måde, vi samarbejder med August Erhverv & Sport og Craft.

Topcenter, træningscenter kan købe tøjpakker – du kan selv finde Craft mange steder
Aftalen indeholder naturligvis også gode tøjpakker til spillerne på FC Helsingør Talent Akademis træningscentre. Klik på ”Shop” øverst til højre på fchtalent.dk’s forside og se tøjet i webshoppen.

– Vi ser frem til forhåbentlig mange gode år som tøjsponsor for FCH, slutter Heine Westbæk, Craft. Og det gør vi også her på Fchtalent.dk. Det er en aftale, der umiddelbart sidder, som den skal godt hjulpet af August Erhverv & Sport.

Tak for jeres tid til Heine fra Craft og Henrik fra August Erhverv & Sport.

Foto til denne artikel: Claus Birch, clausbirch.dk

(Se også Craft-tøjet på de mange flotte billeder i webshop og på spillere, trænere i vores andre nyheder på fchtalent.dk)

Af Jesper M. Rendtorff, fchtalent.dk, i samarbejde med Craft og August Erhverv & Sport