Skip to main content

I en kamp der var præget mere af defensiv styrke og henholdenhed end flot spil, var det den ultimative udtur at FC Helsingør endte med at tabe 1-0 i overtiden i en kamp hvor man sad på det meste.

De første ti minutter startede med meget midtbanespil, og to hold der lige skulle føle hinanden lidt på tænderne. Nicolas Mortensen havde et hovedstød over mål, efter et frispark, der blev savet ind i feltet, men ellers var det sløjt med chancer. Helsingør havde dog et lille overtag, og det meste af spillet gik i retning af Hobromålet.


Der var tilløb til kontraer flere gange, men begge hold stod meget påpasseligt i forsvaret. Vi skulle helt frem til det 26. minut,
før kampen åbnede sig lidt. Først var Matheus tæt på at spille sig igennem i Hobros venstreside, men hans fine aflevering ind i feltet kunne ikke finde en medspiller. Umiddelbart efter kom Hobro så afsted i en kontra den anden vej. Bolden blev spillet på tværs, men debuterende Aris Vaporakis i Helsingørmålet kom godt ned og fik vippet Danny Olsens afslutning uden om stolpen.

Vi skulle frem til det 32. minut før Helsingør fik næste chance. Et hjørnespark blev forlænget af Nicolas Mortensen, men Mikkel Basse kunne ikke dirigere bolden i mål.

38 minutter spillet: Efter et godt orkestrereret opspil stak Patrick Olsen en fremragende bold i dybden efter Nicolas Mortensen, men den nåede kun forbi de tre første Hobrospillere, inden den blev blokeret lige inden angriberen kunne komme afgørende fri.

Helsingør bed fra sig på dette tidspunkt i kampen, og allerede et par minutter senere kom Matheus Leiria lidt tilfældigt fri i feltet, men hans hårde skud gik lige over overliggeren.

Tiden rendte dermed ud uden yderligere store chancer, og en taktisk første halvleg sluttede 0-0.

Anden halvleg startede som den første. Begge mandskaber stod med en stærk defensiv, og begge havde svært ved at spille sig igennem kæderne. Vi skulle frem til det 51. minut før første farlige situation opstod. Hobro slap afsted i et kontraløb efter FCH mistede bolden på midten. Pål Kirkevold spillede skarpt på tværs, men en ellers ret fri Danny Olsen fik slet ikke træf på tværbolden, og bolden trillede harmløst over baglinjen.

Tre minutter senere kom Nicolas Mortensen så afsted i en friløber, og blev hevet ned bagfra af Hobros Amankwa lige ud for Kronborgs Drenge, der appellerede kraftigt for et rødt kort. Men dommer Morten Krogh valgte kun at trække det gule af slagsen op af lommen. På det efterfølgende frispark kom Søren Henriksen højest på bolden, men hans hovedstød gik et godt stykke over mål.

Med en lille time på uret var Helsingør i angreb. Mathias ”Malte” slog en forrygende tværbold fra midten, der sad perfekt i Frederik Bays fødder, wingbacken trak ind i banen med et fikst træk og fyrede af, men afslutningen stod ikke mål med driblingen, og bolden gik et godt stykke forbi.

Derefter faldt tempoet lidt igen, og vi skulle frem til det 69. minut, før Helsingør spillede sig til næste chance. En udfordrende Adnan Mohammad driblede forbi tre mand på venstrekanten og lagde bolden skråt bagud. TK kom på bolden, og trykkede af udefra, men igen sejlede bolden harmløst over mål.

Et par minutter senere fik Helsingør deres hidtil største chance. Et godt slået hjørnespark fandt Nicolas Mortensen, der lige efter bogen headede hårdt og nedad, men kuglen gik lige forbi stolpen.

Otte begivenhedsløse minutter senere var det Daniel Jørgensens tur til at komme øverst på endnu et godt slået hjørnespark, men heller ikke hans hovedstød kunne finde indenfor rammen.

Efter 83 minutter var det tæt på at gå galt for FC Helsingør. På en skarp dødbold kom Sebastian Grønning højest i feltet, men hans hårde hovedstød blev stærkt vippet over mål af Aris Vaporakis, der fik en rigtig god Superligadebut.

Men i det 91. minut knækkede filmen for hjemmeholdet. Hobros Edgar Babayan kom i et rush over højrekanten, og slog et hårdt indlæg, der sejlede op i det modsatte målhjørne.
1-0 Hobro

En tung skæbne for et ellers stærkt spillende Helsingørforsvar at der skulle scores i overtiden. FCH forsøgte at sætte en sidste offensiv op, men tiden var for knap og løb ud uden yderligere scoringer. Et ufortjent nederlag af den hårde slags.

 

FCH: Vaporakis, Johannsen, S. Henriksen, Jørgensen, Basse, P. Olsen, Køhler, Mohammad, Bay, Leiria, Mortensen.
Indskiftet: R. Olsen, Holst, Akharraz

Foto Claus Birch, clausbirch.dk