Topkampen og lokalopgøret mod Hillerød endte med en fightersejr på 2-1 til FC Helsingør, i en kamp, hvor der ikke blevet givet point for skønheden, men som til gengæld gav tre vigtige point i topstriden.
De første ti minutter var med et lille overtag til gæsterne fra FC Helsingør. Hillerød forsøgte at lægge pres på gæsterne, og ingen af holdene spillede sig til de store chancer, et par hjørnespark i hver ende til trods.
Efter et kvarters spil kom Hillerød frem til den første mulighed. Simon Sharif førte bolden op gennem midten, og afsluttede et stykke uden for feltet, men FC-forsvaret var på plads, og afslutningen blev blokeret.
Tre minutter senere snød Frederik Bay sin oppasser i venstresiden, og slog et fint indlæg ind mod det lille felt, men Hillerødmålmand Rasmus Lyng kom ud og kunne erobre bolden for næsen af FCHs offensiv. I det efterfølgende opspil var det tæt på, at Jeppe Kjær kunne få fødderne på en fejlbold fra en Hillerødspiller, men igen kom Lyng ned og fik raget bolden til sig.
Efter 24 minutter fik FCH indkast. Ricki Olsen kastede langt, og TK fik forlænget ind mod Jeppe Kjær, der forsøgte sig med et hovedstød, men han fik ikke helt træf på den, og bolden gik et stykke forbi mål. Det så ikke ud til, at Kjær var klar over, at han faktisk var meget fri foran mål.
I næste spilmoment fik Nicolas Mortensen bolden spillet op til sig i feltet. I sidste øjeblik fik en Hillerødspiller lukket ned for Mortensen, der ikke nåede at afslutte. På det efterfølgende hjørnespark var det tæt på, at TK kunne heade den ind, men i to omgang fik Hillerød afværget. FCH åd sig lidt mere ind i kampen nu.
Efter den halve time kom Hillerød afsted i en kontra. To FCH’ere fik ikke lukket ned for opspillet, og en Hillerødangriber sendte et lumsk langskud afsted, som Christoffer Petersen måtte ud i fuld længde for at vippe forbi mål.
Men to minutter senere gik det galt for FCH. Et indlæg fra Sharif i højresiden blev ikke clearet ordentligt, og dumpede ned til hjemmeholdets Lasse Spaniel i feltet, der satte den sikkert op i venstre hjørne af målet.
1-0 Hillerød
Efter 35 minutter dirigerede Nikolas Mortensen flot en lang fremlægning videre til Jeppe Kjær, der presset af to mand alligevel fik afsluttet efter det lange hjørne, men bolden strøg forbi ydersiden af stolpen.
Men fem minutter før pausen fik FCH bragt balance i regnskabet. En bold blev rettet af af en Hillerødspiller, og landede hos Jeppe Kjær, der tog den smukt med ind i feltet, og endnu smukkere vippede den over en fremstormende Rasmus Lyng og i mål. Kampens detalje indtil da.
1-1 FC Helsingør
Ét minut før pauseteen spillede Jeppe Kjær bolden ud til Lucas Haren på venstre kant, og det var meget tæt på, at Nicolas Mortensen blev spillet fri i feltet. Men en Hillerødspiller kom på tværs, og så måtte FC Helsingør nøjes med 1-1 ved pausen, efter en lidt rodet halvleg.
Anden halvleg begyndte også lidt rodet, men efter små fem minutter fik FC Helsingør en gave af de større. Hillerødkeeper Rasmus Lyng kom ud af sit mål på en lang fremlægning mod Nicolas Mortensen, og tog et for fast greb i Mortensens trøje uden for feltet. Dommeren fløjtede omgående, og hev det røde kort op af lommen. Ikke specielt heldigt for hjemmeholdet.
Efter 55 minutter erstattede Eli Just Anders Holst og allerede minuttet efter var det tæt på, at den lille dribler fik fremtvunget en chance. Eli trak ind i banen og lagde den af til en medspiller, men Hillerødforsvaret fik afvist. Minuttet efter fik Lucas Haren lagt et godt indlæg på tværs, men inde foran mål nåede ingen af FCHs spillere frem til bolden.
Efter 62 minutter trak Lucas Haren igen forbi sin mand og ind i feltet. Endnu en spiller gik hårdt til ham og FCH-tilhængerne var sikre på, at de så et straffespark, da Haren gik i græsset. Men dommeren vinkede afværgende, og FCH måtte starte forfra.
Hillerød havde skiftet en af deres offensivspillere for reservemålmanden og stillede sig dybt. FC Helsingør spillede godt rundt om Hillerøds forsvar, men det var svært at finde hullerne i de tætte kæder.
Efter 70 minutter kom Hillerød afsted i en kontra, og lykkedes med at få sendt en blanding af et skud og et indlæg ind mod Christoffer Petersen, der dog kunne samle bolden op uden de store problemer.
Minuttet efter fandt en lang fremlægning Nicolas Mortensen, der trak ind i feltet. Hillerøds venstreback gik i ryggen på ham, og Mortensen bed i græsset. Dommeren tøvede ikke og pegede på pletten for straffespark. Jeppe Kjær gik til bolden, og sendte målmanden til den ene side, og lagde bolden stille og roligt ind i venstre side af målet.
1-2 FC Helsingør
Som uret langsomt tikkede ned, var spillet stadig mere præget af lange bolde og nærkampe end af poleret fodbold. Ingen af holdene kom frem til åbne chancer, selvom FC Helsingør hele tiden lurede på at få sendt Jeppe Kjær afsted i et kontraløb. Målscoreren var dog konstant pakket ind, og kom aldrig afsted. I den absolutte overtid pressede Hillerød på for udligningen, men Andreas Holm var blevet skiftet ind, og lukkede forrygende ned i hovedspillet for indlæggene ind mod mål.
Dermed kunne FC Helsingør lade tiden løb ud, og tage en meget vigtig sejr med fra lokalopgøret mod Hillerød.
FCH: Petersen, Bay, Bonnesen, Hansen, R. Olsen, Holst (Just 55’), Norouzi, Kristensen (Christensen 80’) , Haren, Mortensen (Holm 87’) , Kjær.
Foto: Claus Birch, clausbirch.dk