FC Helsingør har skrevet kontrakt med den tidligere FC København- og FC Nordsjællandspiller Thomas Kristensen, bedre kendt som ”TK”.
Thomas Kristensen har spillet over 200 Superligakampe for FCK og FCN, og mere end 100 kampe i udlandet for hollandske ADO Den Haag og australske Brisbane Roar. Han har derudover fået syv kampe for det danske fodboldlandshold.
Efter at have trænet med i FCH et stykke tid, var TK klar på udfordringen i 2. Division:
– Min familie og jeg var kommet hjem efter fem år i udlandet, og så fik jeg mulighed for at træne med heroppe, hvor jeg så har været de sidste tre uger.
– Jeg skulle lige finde ud af, om jeg havde lyst til at fortsætte med at spille fodbold, men det virkede hurtigt som et godt match, både sportsligt og geografisk, hvor min kone og jeg gerne ville blive i hovedstadsområdet. Truppen virker rigtig god, og det har været fantastisk at komme herop og blive bekræftet i, at jeg stadig havde lysten og evnerne til at fortsætte. Der er mange unge spillere her, både fra Danmark og udlandet, og det er da planen, at jeg qua min alder og erfaring kan give nogle erfaringer fra mig, hvis der ellers er nogen der kan bruge dem.
– Jeg ser stadig mig selv som central midt, men jeg er villig til at spille der, hvor Eske (Morten Eskesen, red.) kan bruge mig, og jeg synes generelt det virker som et rigtig spændende projekt man har gang i heroppe, med nogle faciliteter som man på 2. divisionsniveau både kan være glade for og stolte af.
Cheftræner Morten Eskesen er begejstret for, at FCH har kunnet skrive med Thomas Kristensen:
– ”TK” er en spiller, som jeg er rigtig glad for at kunne tilknytte. Han kommer med en meget stor erfaring fra allerhøjeste niveau, og en udpræget vinderkultur, der er noget af det han skal være med til at bygge op her i klubben. Han kommer også med nogle friske øjne og ny energi til truppen og kan i dén grad være et forbillede for vores mange unge spillere.
– Han har trænet med et stykke tid, og har imponeret os med sin fysiske form. Han har været i top-tre i truppen fysisk siden han kom, hvilket jo ikke er dårligt for en mand, der har rundet de 36. Han skal ind og være en leder for holdet, og har allerede under prøvetræningen vist, at han er dygtig til at dirigere og organisere. Derudover er han en spiller der kan dække både den centrale midt og midterforsvaret, så han giver os også flere strenge at spille på taktisk. Ham bliver vi glade for, det er jeg sikker på.
36-årige Thomas Kristensen har fået en et-årig kontrakt i FC Helsingør