Vendsyssel FF og Søren Henriksen er blevet enige om vikårene for en kontrakt, efter at Vendsyssel har indløst den frikøbsklausul der var i Sørens kontrakt. Det betyder at Søren Henriksen skifter til Vendsyssel med øjeblikkelig virkning.
Janus Kyhl sender roser efter forsvarsspilleren, der spillede som anfører i store dele af den forgangne sæson.
– Søren har været en hårdtarbejdende, ydmyg og ansvarsbevidst spiller fra dag ét, og en af dem, der har gået forrest til både kamp og træning. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi gerne ville have beholdt Søren, men han har et meget stort ønske om at spille på højeste niveau i Danmark, hvilket også var én af de vægtige grunde til, at vi kunne hente Søren til klubben i sin tid.
Vi har heldigvis nogle rigtigt gode forsvarsspillere i truppen, der kan overtage Sørens plads, og med Andreas Holms tilbagekomst, havde vi næsten for mange midterforsvarere, så det er ikke en position vi skal ud og bruge de store ressourcer på. Vi ønsker Søren held og lykke med sin videre karriere, og takker ham for den store indsats han har lagt i sin tid i FC Helsingør.
Foto: Claus Birch, clausbirch.dk