Skip to main content

En kold kamp i tågen endte med Helsingørnederlag mod gæsterne fra AaB.

De første otte minutter åbnede holdene lidt forsigtigt, uden at satse for meget. Der mest bemærkelsesværdige var et gult kort til AaBs lille dribler Flores. Efter otte minutter spillede Nicolas Mortensen en flot dybdebold mellem tre AaBere, men Osama Akharraz nåede ikke frem til bolden inden AaBs målmand.


Et par minutter senere strøg Adnan Mohammad afsted over sin venstrekant, og slap forbi AaBs Patrick Kristensen, der nedlagde ham bagfra, og fik gult. Det efterfølgende frispark nåede i et par omgange over til Osama på højrekanten, der slog et godt indlæg, men ingen af Helsingørs spillere nåede frem til bolden, og den store chance gled ud i sandet.

Vi skulle et kvarter ind i kampen, før AaB fik sin første chance. Et fint slået hjørnespark kom ind til forreste stolpe, men Morten Hegaard kom højest, og fik afværget forsøget.

Efter 20 minutter slap Adnan afsted igen, og driblede ind i banen, forbi to AaBere, men deres forsvar var på plads, og tvang ham til at afslutte fra en akavet vinkel, så afslutningen blev ikke noget problem for Rinne i AaB-målet.

Fire minutter senere var det så meget tæt på at gå galt for FCH. Et hjørnespark blev slået fladt bagud, og fandt Thellufsen helt fri i feltet, men heldigvis kunne han ikke få kontrol nok på både krop og bold til at afslutningen fik kraft på.

Men så var Helsingør advaret. Og i det 27. gik det så helt galt. Et hjørnespark blev slået kort, spillet tilbage til Flores, der lagde bolden hårdt og præcist ind i panden på Jakob Blåbjerg, der headede den usvigeligt sikkert ind bag Aris Vaporakis
1-0 AaB

Efter 29 minutter kom Pohl fri i højresiden, og sparkede resolut på mål, men Aris reddede fint.

Nicolas Mortensen spillede alene på toppen, og efter 35 minutter var det meget tæt på, at han kunne udligne for FC Helsingør, men han kunne ikke få dirigeret bolden nedad

Fem minutter inden pausen slap AaBs Jannik Pohl fri i højresiden, og sendte bolden ind i feltet. AaBerne stod nærmest i kø for at afslutte, men forsvaret og Aris fik i fællesskab afværget. Det var dog AaB der var i teten i denne periode af kampen. Kort efter var Kasper Pedersen tæt på, da han headede lige over på et hjørnespark, men FCH red stormen af i de hektiske minutter frem til pausen.

Efter pausen var der dramatik fra første fløjt, da Nicolas Mortensen lagde sig ned efter en nærkamp i feltet, men dommer Michael Johansens fløjte forblev tavs.

FC Helsingør havde svært ved at komme igennem AaBs kæder i starten af halvlegen, men efter 51 minutter kom Holst dog til et langskud et par meter uden for feltet, der sejlede en lille halv meter over overliggeren.

AaB havde trukket sig noget tilbage efter pausen, og lurede mest på kontraer til deres hurtige offensivspillere. Alligevel var det FC Helsingør der kom afsted i et returløb efter en lille time. Patrick Mortensen fandt flot Osama på kanten af offside, men Jores Okore fik løbet ham op, og tvunget bolden fra ham på kanten af feltet.

I det 69. minut skiftede FCH Daniel Stückler ind i stedet for Osama Akharraz, og der var ikke engang spillet et minut, da han kom til en afslutning. Ricki Olsen slog et godt indlæg, men Jores Okore fik lukket ned for Stücklers forsøg, så han kun fik skulderen på.

I det 75. minut var Mikkel Basse centimeter fra at udligne. Et indkast blev kastet ind i feltet, og clearet ud igen. Basse stod på kanten og hakkede til bolden første gang, fra små 20 meter. Hans fremragende skud tog desværre overliggeren.

Kort efter afsluttede også Ricki Olsen udefra, men hans skud sad også i handskerne på AaBmålmanden.

Tobias ”Toby” Christensen blev skiftet ind med et lille kvarter igen, og kort efter fandt ”Toby” flot Daniel Stückler, da han elegant tog bolden ned med brystet, og spillede den videre med en førstegangsspilning, men Stückler måtte afslutte hårdt presset. Bolden blev dog rettet af og røg ind til Nicolas Mortensen i fremløb, men angriberen kunne ikke få afsluttet. Få minutter senere kom Toby afsted på højrekanten igen, og fandt Mortensen i feltet, men afslutningen fra den hårdtarbejdende angriber sad desværre lige på målmanden.

FCH forsøgte ind i overtiden at få lagt et pres på AaB, men AaB stillede sig dybt og tog mod slagene. Helsingør kunne ikke få sat de sidste stød ind, til trods for skud udefra fra Ricki Olsen og Daniel Stückler, og så løb tiden ud for FC Helsingør, der måtte notere endnu et nederlag i endnu en kamp, hvor man i lange perioder havde spillet lige op med sine gæster.

 

FCH: Vaporakis, S. Henriksen, Jørgensen, Hegaard, R. Olsen, Mohammad, Basse, P. Olsen, Akharraz, Holst, Mortensen
Indskiftet: Johannsen, Stückler, ”Toby” Christensen

Dommer: Michael Johansen.

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk