Skip to main content

FC Helsingør fik den perfekte start på tilværelsen i NordicBet Ligaen, da Fremad Amager blev besejret med 3-1 i sæsonpremieren. Især første halvleg var af høj, høj klasse, mens anden halvleg lidt mere bar præg af det varme vejr, og den 3-0 føring hjemmeholdet gik til pause med.

Det var dog Fremad Amager, der kom til kampens første store chance efter fire minutters spil. Fremad fik hjørnespark, og midt i feltet kom en Amagerspiller højest, men chancen blev heldigvis headet over mål. FC Helsingør satte et hurtigt kontraangreb i gang efter hovedstødschancen, og en lang bold blevet slået op mod Douglas, der flækkede den videre til Matheus. Brasilianeren kom foran sin mand og fik bolden med ind i feltet, hvor han iskoldt udplacerede Fremad Amagers målmand, og satte bolden i det lange hjørne efter kun fire et halvt minuts spil.
1-0 FC Helsingør

Efter ti minutter var det meget tæt på at gå galt for hjemmeholdet. Fremads Lukas Engel kom afsted på en dybdebold, og var alene med Mikkel Bruhn. Han rundede FCH-måmanden, og sendte bolden mod det tomme mål, men Andreas Holm kom i allersidste sekund tilbage og fik bolden verfet over baglinjen med et heroisk tilbageløb. Kæmpe chance til Fremad Amager, og lidt heldigt for FCH, at de ikke kom på 1-1 i situationen.

Kampen gik derefter ind i en fase, hvor FC Helsingør pressede på, og Amager havde nok at gøre med at forsvare sig. Især Douglas’ fysik voldte Fremadspillerne problemer, og der var flere optræk til farlige situationer, uden at FCH dog kunne få sat bolden ind.

Der var gået lige over den halve time, da FCH fik næste store chance. Adnan fik bolden på midten, og førte den selv frem. Han afsluttede med et flot spark, men skuddet blev blokeret af en Fremad-fod. På det efterfølgende hjørnespark var det centimeter fra at både Holm og Daniel Jørgensen kunne komme op, men bolden gik hele vejen gennem feltet.

Der gik fem minutter. Så scorede Matheus igen, med et mål der må kandidere til årets mål, selvom der kun varr spillet en halvleg af sæsonen. Brasilianeren erobrede selv bolden ude i højre side efter et hjørnespark, trak ind mod feltet, trak bolden rundt om sig selv og snød en forsvarer, kom ind i feltet, afdriblede endnu en forsvarer, og satte sikkert bolden i det lange hjørne. Et mål af helt uhørt høj klasse, og Stadion kvitterede med stående klapsalver og gåsehud.
2-0 FC Helsingør

Lige inden pausen kom FC Helsingør også på 3-0. Daniel Jørgensen startede på venstre back i dagens kamp, og han takkede for tilliden med at spille en god kamp. Det var således også ham der kom afsted over kanten i det 44. minut, og den store forsvarsspiller lagde en perfekt bold ind i feltet med et fladt indlæg, som Nicolas Mortensen blot skulle sætte foden på. Mønsterangreb.
3-0 FC Helsingør.

Anden halvleg startede også med brasilianertricks. Denne gang var det Douglas, der fik driblet sig igennem to mand ude fra højre side af feltet, men hans afslutning gik lige over mål.

Fremad Amager forsøgte at lægge lidt pres på, og fik et par hjørnespark, der ikke rigtig blev farlige. På det andet hjørnespark, var det i stedet FC Helsingør der blev farlige. Matheus fik fat i bolden i venstre side, og satte i løb op af sidelinjen. Han spillede bolden perfekt til Adnan Mohammad, der trak indad og mod mål. Matheus var løbet med, men Andan havde set at Nicolas Mortensen havde taget det lange løb på højrekanten, og lagde en fremragende tværbold til den tidligere Fremad Amager-angriber. Nicolas Mortensen kunne dog ikke holde skuddet nede, selvom han stod meget fri, og han fordoblede således ikke sin målscore. Stor chance til Mortensen.

Efter en time var et tålmodigt opspil lige ved at føre til endnu en scoring. Fisch fandt Matheus centralt. Han spillede bolden frem, og lagde den af til Adnan på kanten af feltet. Adnan fandt en fremstormende Nicolas Mortensen centralt, og en Fremad-spiller fik i sidste øjeblik prikket bolden foran Mortensen. Men målmanden var ikke helt med på det, og det var ganske tæt på, at Mortensen kunne prikke til bolden.

Få minutter efter fik Fremad Amager reduceret. Bolden blev ført frem over venstrekanten af Lukas Engel, og inde foran havde Mads Gabel sneget sig med. Han kom lige præcis foran FCH-forsvaret på indlægget, og dirigerede bolden i mål.
3-1 Fremad Amager

De næste tyve minutters tid faldt FC Helsingør lidt på banen og var tilfredse med at forsvare føringen. Anders Holst og Pierre Larsen kom på banen i stedet for Adnan og Nicolas Mortensen, og især Pierre gik godt med i spillet, og lagde et højt pres på Fremad Amagerforsvaret, uden at FCH dog spillede sig til de helt store chancer.

Efter 82 minutter kom Patrick Olsen til en god chance, da han afsluttede med et flot langskud, men skuddet sneg sig lige præcis over mål.

Fire minutter senere kom FC Helsingør afsted i en kontrachance. Anders Holst førte bolden frem fra egen banehalvdel, og spillede en fin bold i dybden til Pierre. Men den tilbagevendte offensivspiller kom for langt ud i venstre side af feltet, og så kunne en Fremad Amagerspiller lukke ned for afslutningen.

I slutminutterne blev 19-årige Carl Lange skiftet ind til sin FCH-debut, og det var meget tæt på at han kunne krone sin debut med en scoring, da Matheus smed en bold ind fra højresiden, men den unge kantspiller mistimede sit hovedstød, selvom han ellers var løbet fri.

På returløbet fik Fremad Amager sat et godt skud på stolpen, men tættere på kom de ikke. FC Helsingør kunne dermed notere sig en perfekt start på livet i Første Division med en sikker 3-1 sejr.

FCH: Bruhn, Jørgensen, Gregor, Holm, Fisch, Matheus, ”TK” Køhler, Olsen, Mohammad, Douglas, Mortensen
Indskiftet: Larsen, Holst, Lange

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk