Ovenpå den flotte og forløsende sejr over SønderjyskE, er det blevet tid til vores anden hjemmekamp i Alka Superligaen. I den første hjemmekamp mod OB, var Helsingør fint med, især i anden halvleg, men kæmpede dog forgæves mod et OB-hold, der havde fordelen af en tidlig føring.
Søndag kommer mesterskabsaspiranterne fra Heden på besøg, og det bliver sin sag at holde snor i deres mange offensive profiler, som Paul Onuachu, Jacob Poulsen og Jonas Borring. FCM spillede europæisk fodbold i torsdags, da de kæmpede sig videre i EL-kvalifikationen med en 3-2 sejr over polske Arka Gdynia, og har dermed vundet deres sidste tre kampe i træk, men man kunne jo håbe, at den intense kamp i torsdags har kostet Midtjylland en del kræfter.
FC Helsingør har på sin side vist, at man har kunnet spille lige op med Superligaholdene, og sejren i Sønderjylland giver tro på mere fra trænerteamets udvalgte, og håbet er også, at den stærke opbakning fra hele Helsingør kan give nogle ekstra procenter til spillerne.
Cheftræner Christian Lønstrup har udtaget 20 spillere til sin trup til søndagens kamp, hvoraf to vil blive sorteret fra inden kampstart:
Mikkel Bruhn
Aris Vaporakis
Søren Henriksen
Andreas Holm
Morten Hegaard
Mathias ”Malte” Johannsen
Martin Fisch
Fredrik Bay
Johannes Ritter
Christian ”TK” Køhler
Mikkel Basse
Ricki Olsen
Tobias ”Toby” Christensen
Mads Aaquist
Adnan Mohammad
Mark Leth Pedersen
Anders Holst
André Riel
Nicolas Mortensen
Pierre Larsen
Jonas Henriksen og Daniel Jørgensen er stærkt på vej tilbage fra deres skader, og indgår begge fra denne uge i truppen igen, men er ikke udtaget til denne kamp. Nyindkøbet Daniel Stückler vurderes ikke til at være helt i form til SL-fodbold endnu. Til gengæld vender Pierre Larsen og Johannes Ritter tilbage til kamptruppen.
Foto: Claus Birch, clausbirch.dk