Skip to main content

FC Helsingør måtte indkassere sæsonens første hjemmebanenederlag, da Middelfart to gange satte kontrastød ind, og løb med sejren i søndagens kamp. FCH havde ellers masser af chancer, men på en blanding af held og forsvarstyngde, lykkedes det alligevel gæsterne at stjæle sejren.

Kampen bar præg af den lang pause fra begge hold, og der var mange fejlafleveringer og halvdårlige aktioner kampen igennem, fra begge hold.


Det var dog FCH, der startede bedst, og efter to minutter fik hjemmeholdet frispark små ti meter uden for feltet. Anders Holst gik til bolden, men sendte sit spark langt over Casper Radza i Middelfartmålet. Der var stadig noget Corona-rust, der skulle bankes af hos begge hold fra kampens begyndelse.

Efter seks minutters spil fik FCH kontra fra eget felt. Lucas Haren fik bolden på kanten af feltet, og slog bolden første gang uden om sin oppasser og ind i feltet. Haren løb fra sin modstander, men kunne ikke nå bolden, der gik over baglinjen. God detalje af kantspilleren.

Tre minutter senere var Nicolas Mortensen tæt på. Jeppe Kjær fik et frispark et par meter uden for feltet. Nicolas Mortensen gik til bolden, og sendte den i en smuk bue mod mål. Men Casper Radza var vågen, og boksede bolden på overliggeren og ud. Tæt på for FC Helsingørs topscorer.

Efter 12 minutters spil fik Middelfart det første, der mindede om en chance. HC ”Kritte” Bonnesen måtte i en duel ude ved hjørneflaget give hjørnespark. Bolden blev slået godt ind foran, hvor hverken venner eller fjender nåede frem til den, men til sidst kunne Andreas Holm lufte ud, og sende bolden ”ud af kommunen”.

Med 20 minutter på uret kom næste store chance. Nicolas Mortensen fik bolden en meter uden for feltet, men var dækket helt op. Han spillede første gang ud til Jonas Henriksen i højre side. Henriksen slog bolden tilbage ind foran mål, hvor Radza i sidste sekund fik hånden på, lige for næsen af Jeppe Kjær og Nicolas Mortensen, der begge kom flyvende.

Og to minutter senere var det tæt på igen. Anders Holst slog et hjørnespark ind foran, hvor en FCHer i mængden fik forlænget. TK headede på mål, og bolden gik via Radzas handske og overliggeren i mål. Men dommeren fløjtede i samme sekund for et frispark, der umiddelbart var meget svært at få øje på, og målet fik ikke lov at stå. Men det var FCH, der pressede på nu.

Efter 28 minutter kom Nicolas Mortensen igen til en god mulighed. ”TK” trak et frispark ude i venstresiden. Anders Holst slog bolden ind i feltet, og i højre side af feltet fik Nicolas Mortensen hovedet på. Angriberen var dog dækket godt op af Middelfarts store forsvarsspillere, og bolden gik i sidenettet.

FCH pressede på omkring Middelfartfeltet, og endnu en dødbold gav endnu en god mulighed efter lige over en halv times spil. Frederik Christensen slog hjørnespark fra højresiden, og helt nede ved baglinjen til venstre for målet fik Nicolas Mortensen foden på. Men Radza var igen vågen, og fik reddet skuddet.

Få minutter senere var det Lucas Harens tur til at få en god afslutning. Jeppe Kjær tog en lang aflevering ned i feltet, og sendte hårdt presset bolden bagud til an fremstormende Lucas Haren. Haren tog et enkelt træk, og afsluttede en meters penge uden for feltet. Bolden strøg dog lige over mål, men godt forsøg fra Haren.

Efter 40 minutter fik Holst bolden uden for eget felt. Han tog den ned og fik den med forbi sin modstander. Holst stak så i et langt raid op gennem midten, og havde Mortensen, Kjær og ”TK” med. TK trak ud til højre, og Holst stak den. TK slog indlægget ind centralt, men Mortensen var lige akkurat kommet offside.

Efter 42 minutter gik det så galt for hjemmeholdet. Middelfart kom afsted i en kontra, og inde i feltet fik FCH-forsvaret clearet det første skud, men bolden røg ud til Middelfarts  nr. 90, Esben Pedersen, der fra en position på kanten af feltet kunne krølle bolden uden om Kevin Stuhr i feltet og i mål
0-1 Middelfart.

Mere skete der ikke i første halvleg, og FCH måtte gå til pause bagud 0-1. Det var ikke helt fair ud fra antallet af chancer, men FCH havde ikke helt kunne sætte sig på kampen som man havde været vant til på hjemmebanen.

FCH kom bedre ud til anden halvleg, og pressede op om Middelfarts felt. Efter fem minutter kom den første rigtigt store chance. Lucas Haren fik en bold på midten, trak ud mod højre side, og fik hårdt presset slået bolden frem fra nærmest liggende stilling. Jeppe Kjær modtog og trak mod mål. Inde i feltet skød han fra højre side mod det lange hjørne, men bolden strøg lige forbi den fjerneste stolpe. God aktion fra Haren og Kjær.

I det 51. minut kom Middelfart til deres første store mulighed i halvlegen. En Middelfartspiller trak op langs højresiden og slog et indlæg ind foran. Ved den fjerne stolpe stod kom en af Middelfarts angribere til bolden, men hans afslutning blev helt skæv, og gik over både mål og stadionhegnet.

Morten Eskesen tog konsekvensen af, at FCH ikke helt havde kunne dominere spillet, og skiftede Anders Holst og ”Kritte” Bonnesen ud til fordel for Carl Lange og Dalton Wilkins.

Efter lige over en times spil var det tæt på at give pote, da Dalton Wilkins fra sin position på venstre back fandt Jeppe Kjær med en flot stikning mellem venner og fjender små 10 meter uden for feltet. Jeppe Kjær tog bolden med første gang og var alene igennem, men dommerens fløjte rungede ud over stadion, da linjedommerens fag var hævet for en offside, der så mere end tvivlsom ud.

To minutter senere satte Middelfart så kontrakniven ind igen. Middelfarts Rasmus Hansen fik bolden, og vendte på sin oppasser. Han kom afsted i en friløber, og inden i feltet havde han ingen problemer med at udplacere Kevin Stuhr Ellegaard i målet og øge føringen.
0-2 Middelfart.

Lige inden de 70 minutter blev rundet, foretog FCH endnu en dobbeltudskiftning, da Eli Just og Teddy Bergqvist erstattede Lucas Haren og Nicolas Mortensen. Efter Coronapausen har holdene mulighed for at skifte fem spillere, frem for normal tre, og det udnyttede FCH altså.

Fem minutter senere var FCH tæt på. Teddy Bergqvist fik frispark lige uden for det lille felt i venstre side. Frederik Christensen slog den på tværs, hvor Middelfart fik clearet. Jonas Henriksen og Eli Just fik i fællesskab spillet bolden frem i højre side, og Jonas Henriksen fik til sidst sendt den ind foran, hvor Andreas Holm desværre ikke kunne få helt fart nok i sit hovedstød.

Men FCH pressede på, og kort efter var det tæt på for Carl Lange, der førte bolden frem i venstre side, og trak ind mod feltet. Lige uden for huggede han mod nærmeste hjørne, og tvang Radza til en fantomredning helt oppe ved krydset. På returen var det enorm tæt på, at Kjær kunne score, men Middelfart fik reddet kastanjerne ud af ilden.

Det gik stærkt nu, og omkring det 80. minut var det i et par omgange tæt på, at Kjær kunne komme på et par indlæg i feltet, men Middelfarts hærdebrede forsvar fik lukket ned hver gang det så ud til at blive farligt.

Chris Cortez blev FCHs sidste indskiftning, da han kort efter erstattede TK, og han havde kun været på banen i et par minutters tid, da han kom til en kæmpe chance. Frederik Christensen fik bolden i venstre side af feltet, og slog et godt indlæg. Inde foran mål kunne Eli Just ikke få hovedet ordentligt på, men på returen skulle Cortez helt inde under mål nok have scoret, men hans afslutning blev blokeret og gik over mål.

To minutter inde i overtiden lykkedes det så endelig FCH at få bolden i mål. En lang aflevering fra Andreas Holm fandt Chris Cortez på kanten af feltet. Amerikaneren vendte fikst på sin oppasser og sendte et hårdt fladt skud i rusen.
1-2 FC Helsingør

FCH forsøgte med alle midler at fremtvinge en mulighed mere, men tiden løb ud, og helsingoranerne måtte notere sig sæsonens første hjemmebanenederlag, i en kamp der i nogen grad bar præg af den lange pause, både fysisk og spillemæssigt. Næste kamp er på udebane mod oprykningskonkurrenterne fra Aarhus Fremad, lørdag d. 20 kl. 15.00.

FCH: Ellegaard, ”Kritte” Bonnesen (59’ D. Wilkins), N. Hansen, A. Holm, J. Henriksen, Holst (59’ Lange) F. Christensen, ”TK” Kristensen (83’ Cortez), Haren (71’ E. Just), J. Kjær, N. Mortensen (71, T. Bergqvist)

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk