Skip to main content

FC Helsingør spillede sin anden træningskamp inden sæsonstarten på svensk grund, da Helsingborgs IF tog imod på Viken IKs kunstgræsbane tyve minutter nord for Helsingborg.

Det var på en iskold og sneomfyget bane, at de to hold satte hinanden i stævne, og starten af kampen var da også lidt henholdende fra begge hold. Det var dog hurtigt FC Helsingør, der fik sat sig på spillet, og FCHs spil og afleveringer flød generelt godt kampen igennem, til trods for den noget utaknemmelige bane.


Der var ikke spillet mange minutter, da Douglas og en HIFer stødte sammen i HIFs felt. Sammenstødet kunne høres helt ud på tilskuerpladserne, og brasilianeren appellerede for straffespark. Men kampens dommer valgte noget uforståeligt at tildele den store angriber en advarsel for film.

Helsingør havde meget af spillet og boldbesiddelsen i starten, men de helt store chancer lod vente på sig. Der var et fint indlæg fra Patrick Olsen, der ikke fandt frem til nogen inde foran mål, og Lucas Haren havde en god afslutning, der snittede ydersiden af stolpen, men efter små 20 minutters spil var det i stedet HIF, der kom tæt på. En hurtig 1-2 aflevering sendte en Helsingborgsspiller igennem på mål. Viktor Anker, der vogtede målet i Mikkel Bruhns fravær, reddede det første skud, men på returen kom en HIFer først, og satte bolden ind. Men heldigvis for Helsingoranerne havde linjevogteren hejst flaget for offside.

Få minutter senere fandt en velspillende Mikkel Basse Douglas med en god aflevering i venstre side af banen. Douglas skød udefra, men hans skud gik forbi den fjerne stolpe. Kort derefter fulgte to afslutninger udefra fra Christian ”TK” Køhler, men begge gange var Helsingborgs målmand på stikkerne, og fik afværget.

I stedet var det, noget mod spil og chancer, HIF der kom foran efter 34 minutter. På en hurtig kontraaflevering kom HIF afsted over venstrekanten. Max Svensson trak bolden ind foran mål, og trykkede af. I feltet blev skuddet rettet af, og bolden strøg ind uden chance for Viktor Anker i FCH-målet. Flot kontraspil fra Helsingborg, men også én af kun to store chancer de havde i første halvleg.
1-0 Helsingborgs IF

Lige inden vi rundede de 40 minutter spillede Mikkel Basse og Patrick Olsen bolden op i højresiden med flotte, hurtige kombinationer. Til sidst fandt Olsen Douglas i den modsatte side af banen, men den kompetente afslutning fra frontangriberen blev flot vippet rundt om den fjerne stolpe af HIFs målmand. God mulighed til FCH.

Dermed måtte FCH gå i omklædningsrummet bagud 1-0 ved pausen, men med en klar fornemmelse af at have været det bedre hold på banen.

Anden halvleg startede med et højt pres fra Helsingørspillerne. Efter små fem minutter var det meget tæt på at give pote. TK slog et godt indlæg ind i feltet, og i det følgende klumpspil var først Pascal Gregor, og dernæst Douglas centimeter fra at score, men begge FCH-spilleres skud blev blokeret i sidste øjeblik. Men der burde nok have været mål til Helsingør i situationen.

Men to minutter senere gik den ikke længere for Helsingborg. Patrick Olsen lagde et godt indlæg ind i feltet, og inde foran var Douglas sluppet fri af sin oppasser. Denne gang svigtede brasilianeren ikke, og han sparkede sikkert bolden i kassen, til stor glæde for de små 15 FCH-fans, der havde taget turen til det kolde Skåne.
1-1 FC Helsingør

Kampen gik derefter ind i fase præget af en del udskiftninger, og mere fysisk spil, og der blev igen længere mellem de helt åbne chancer. 68 minutter inde i kampen var det dog uhyre tæt på for Helsingborg, da et frispark ind i FCH-feltet blev headet mod mål, og tog stolpen. Helsingborgs kalrt bedste mulighed i anden halvleg.

Mod slutningen af kampen var det primært FC Helsingør der pressede på for det vindende mål. Men trods for fine muligheder til både Matheus, der trak ind i banen og afsluttede forbi mål, og indskiftede Nicklas Willumsen, der var en halv fod fra at komme op til et godt indlæg fra Patrick Olsen, forblev det 1-1 frem til dommerens slutfløjt.

Men eftersom den uofficielle ”Øresundspokal” var på spil, skulle der findes en vinder, og de to hold gik i en rask straffesparkskonkurrence. Her var FC Helsingørs Viktor Anker flyvende, og pillede to Helsingborg-straffespark. Da Akharraz, Holm, Patrick Olsen og Pascal Gregor alle scorede på deres forsøg, kunne FCH tage pokalen med hjem til Helsingør igen, hvor den har stået siden sommerens ”Øresundspokal”-kamp også endte Med FCH-sejr i starffesparkskonkurrence.

Efter en træningskamp i et godt tempo og med et fint teknisk niveau, vejrlig og baneforhold taget i betragtning, var cheftræner Peter Feher da også godt tilfreds.

-Vi får det ud af kampen som vi kom efter. Vi testede, hvor vi var formmæssigt, og pressede os selv kampen igennem for at se hvor vi stod. Formen ser god ud efterhånden, og nu kan vi begynde at arbejde mere med detaljerne i vores spil. Vi kommer til at fokusere på vores kontraspil i de næste par kampe, og den måde vi skal spille på, når vi erobrer bolden og skal vende spillet.

Jeg var også rigtig godt tilfreds med den måde spillerne gik til kampen på, og at indskifterne også leverede på et fint niveau. Anker var god i dag og greb sin chance, synes jeg. Det var dejligt at han tog to straffespark, selvom det ikke var en ”officiel” straffesparkskonkurrence. Men det er kun fedt med lidt lir omkring de her kampe, og det tror jeg også spillerne synes er meget sjovt. Det var en rigtig fin træningskamp.

FC Helsingør (3-4-3): Anker, Henriksen, Holm, Gregor, Matheus, ”TK”, Basse, Haren, Douglas, Mortensen, Olsen.
Indskiftet: Akharraz, Fraysse, Jørgensen, Willumsen, Erbas

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk