Skip to main content

Når FC Helsingørs NordicBet Ligahold går på banen til sæsonpremieren fredag, er det med en ny hovedsponsor på brystet. GardinXperten overtager hæderspladsen på trøjen fra starten af den nye sæson.

Salgschef René Dupont er stolt af den nye og forbedrede aftale med en sponsor, der har bakket op om klubben i tumultariske tider:

– GardinXperten, og deres ejer Torben Markussen, har været en stor støtte for os de seneste sæsoner, og det er dejligt, at vi kan sætte en stor, lokal sponsor på trøjen. Vi har lavet en rigtig god aftale med GardinXperten, der må siges at være et pænt stort sponsorat i NordicBet Liga-regi. Vi har i det hele taget mærket en stor interesse og opbakning fra det lokale erhvervsliv, til trods for coronanedlukninger osv. Vi glæder os meget til at åbne vores sponsorlounge op for alvor, og glæder os over at starte den nye sæson med en aftale af den her kaliber.

Torben Markussen fra GardinXperten fandt sæsonstarten var et oplagt tidspunkt at opgradere sponsoratet:
– Det går godt med gardinerne og forretningen, og jeg elsker at komme på stadion og se FC Helsingør, så den lå lige til højrebenet. Jeg har et tæt forhold til den sportslige ledelse, og vi havde talt sammen om at opgradere engagementet i længere tid.

Jeg bor selv i Espergærde, og vi har butik i Helsingør, så for mig handler det også om at støtte lokalt og give noget tilbage til en by og en klub, som jeg synes har givet mig så meget. FC Helsingør spiller derudover noget rigtig god fodbold og har gang i noget meget spændende. Det er mit håb at opbakningen fra vi sponsorer til klubben kan føre til, at vi allerede spiller med om oprykning i løbet af denne sæson, og i hvert fald spiller med i den absolutte top.