Skip to main content

Det endte med et ærgerligt 2-0 nederlag mod AC Horsens, da FC Helsingør lørdag eftermiddag besøgte CASA Arena i det midtjyske.

Horsens spillede fra start på deres klassiske gameplan med mange dødbolde og lange indkast. Det var lige ved at blive farligt efter få minutter, da Nicolas Mortensen måtte redde et hovedstød på stregen, selvfølgelig efter en dødbold.


Efter 11 minutter fik Søren Henriksen fat i en returbold på kanten af feltet, og sparkede et præcist indlæg, men Horsens nåede lige præcis at få et reddende hoved på, inden Nicolas Mortensen kunne få hovedet på. Men tæt på for Helsingør.

Efter et kvarter gik det så galt for Helsingoranerne. På et frispark lagde ACH bolden ind i feltet, Mikkel Bruhn kom ud, men kunne ikke forhindre en Horsensspiller i at forlænge bolden, og så kunne garderhøje Simon Okosun ugeneret heade bolden ind, selvom Holst var tæt på at nå bolden på stregen.
1-0 AC Horsens.

Efter 22 minutter fandt Ricki Olsen Anders Holst i feltet. Han afsluttede hårdt, og ACHs Joronen måtte give en retur, men desværre kunne Adnan Mohammad ikke nå frem. Bolden blev clearet ud til TK, men hans halvflugter gik over mål.

Horsens dominerede i det fysiske spil, mens Helsingør var lidt bedre i boldomgangen. FCH gav dog alt for mange dødbolde væk i denne fase. Men efter en halv time fik FC Helsingør sat en god serie afleveringer sammen op ad midten, der sluttede med at bolden blev spillet ind til Anders Holst på kanten af feltet, men hans gode skud gik lige over trekantsammenføjningen.

Efter små 40 minutter kom Finnbogason afsted i en kontra, og spillede sig selv fri i feltet med en fiks dribling, men Holm kom ned og blokeret i sidste sekund.

Da der var spillet 41 minutter gik det så helt galt i en kontra, da Ricki Olsen nedlagde en ACH-spiller på kanten af feltet. Olsen fik rødt kort og måtte gå den lange gang ud. På det efterfølgende frispark reddede Mikkel Bruhn i to omgange to kæmpe skudchancer, men på den sidste retur forsøgte dagens anfører Andreas Holm at cleare bolden ud af feltet og ramte desværre Horsens’ Finnbogason, og bolden røg i mål.
2-0 AC Horsens

Med den kolde dukkert kunne FC Helsingør gå til pause nede 2-0 og en mand i undertal.

Anden halvleg startede i samme spor som første. Horsens dominerede fysisk, men havde ikke meget af spillet. FC Helsingør forsøgte at få deres spil til at flyde, men konstante frispark og afbrydelser slog meget af opspillet i stykker. Det var meget sparsomt med chancer til nogle af holdene, og Helsingør fik lidt bedre styr på Horsens’ dødbolde og hjørnespark.

Helsingør skiftede Morten Hegaard ind lige efter pausen i stedet for Nicolas Mortensen, og Matheus Leiria fik superligadebut i det 42. minut, da han erstattede Osama Akharraz. Horsens trak sig lidt længere tilbage i denne fase, og FC Helsingør spillede bolden fint rundt. Efter lige over en time spillet kom en udfordrende Adnan Mohammad, der var en af de bedre på dagen, afsted i en kontra, men hans ellers fine afslutning blev reddet i to omgange af ACHs Joronen.

Derefter fulgte en periode præget af fight på midtbanen og henholdende spil, hvor AC Horsens stillede sig dybt og lod Helsingørspillerne have bolden meget, uden at det af den grund blev farligt. Vi skulle således hen til det 83. minut før AC Horsens Jeppe Mehl kom fri i venstresiden af FCHs felt, men han kom ud i en lidt for spids vinkel, og hans afslutning gik i sidenettet.

Matheus Lieria viste prøver på sin fine boldbehandling i flere omgange, og efter 86 minutter fik han på forunderlig vis driblet forbi to Horsensforsvarere, og var fri på baglinjen, men hans forsøg på at finde en FCH-spiller med en bagudrettet aflevering blev blokeret i sidste øjeblik af en ACH-fod.

Mod slutningen havde både FC Helsingør og AC Horsens hver et forsøg på langskud, men ingen af holdene fik scoret yderligere, og så måtte FCH strække våben og se tilbage på en kamp hvor man i perioder havde været det bedste hold, men hvor der havde været skarpheden i felterne til forskel.