Skip to main content

FC Helsingørs forberedelser til den kommende sæson i Alka Superligaen er i fuld gang, og torsdag faldt den første kontraktforlængelse på plads.

Forsvarsspilleren Mathias ”Malte” Johanssen har forlænget sin kontrakt med to år, frem til sommeren 2019.


– ”Malte” har gjort det rigtigt fint på venstrebacken, som han har delt med Frederik Bay. Det er to spillere vi tror på kan gøre en forskel for vores hold, og som kan holde hinanden skarpe. Vi var var opsatte på at beholde ”Malte” og det er glædeligt at han har det ligesådan. Han har gennemgået en god udvikling siden har startede i klubben, og det er vores håb at han kan fortsætte fremgangen og etablere sig som Superligaspiller, siger FC Helsingørs direktør Janus Kyhl.

Cheftræner Christian Lønstrup var begejstret for at FC Helsingør har holdt på backen.

– Jamen det er skidegodt, at vi har forlænget med Malte. Han var lidt en ønskespiller at få ind i truppen, og med Bay og ”Malte” er vi dækket godt ind både på back og kanter. Det er en stor fordel at have to venstrebenende, defensive spillere i truppen, så jeg er meget glad for forlængelsen.

Hovedpersonen selv var også godt tilfreds med den toårige forlængelse, og glæder sig til at bevise sig i Alka Superligaen.

– Superliga er jo drømmen. Det er målet man har sigtet efter. Det er klart, at der er kamp om pladserne, og det skal der også være. Men jeg tror på, at jeg kan være med i Superligaen, og at vi har et hold der kan være med i Superligaen. Det afhænger selvfølgelig lidt af, hvem der kommer og går, men hvis vi holder på vores gode spillere og får et par tilgange, har vi et hold, der kan spille med, klart.

Mathias ”Malte” Johanssen kom til FC Helsingør fra Næstved Boldklub i februar 2017, og har spillet 7 kampe for klubben.