FC Helsingør har skrevet en tre-årig kontrakt med midtbanespilleren Patrick Olsen.
Patrick Olsen har trods sine kun 23 år været vidt omkring i fodboldeuropa. Oprindeligt er han uddannet i Brøndby IF, hvor han nåede tre Superligakampe, men allerede som 19-årig tog han til udlandet, da den italienske storklub Inter tilbød ham en kontrakt. Han nåede en enkelt pokalkamp for I Nerrazurri, inden han blev lejet ud til norske Strømsgodset i 2014.
I 2015 ophævede Inter og Patrick Olsen kontrakten, og han skrev kontrakt med endnu en norsk klub, Haugesund. Derefter skiftede han på en fri transfer til franske Lens, og slutteligt har han været på kontrakt i schweiziske Grasshopper CZ.
Midtbanespilleren er glad for at have fået ro på fodboldfremtiden:
– Jeg er glad for at være tilbage i Danmark, og nu skal jeg have min fodbold på rette spor igen. Trods min alder kommer jeg med en masse erfaringer og rutine, og jeg har en fornemmelse af, at det er et rigtig godt match mellem mig og Helsingør.
Jeg er vild med den måde trænerne heroppe vil spille fodbold på. FCH har ry for at være gode til at udvikle spillere, og det passer mig rigtig godt med et hold der tør spille sig frem ad banen. Jeg kommer selv med en god spilforståelse og teknik, synes jeg, og forhåbentligt kan jeg levere lidt boldmæssige lækkerier.
Jeg har gjort meget for at holde mig i form siden jeg stoppede i Grasshopper, og jeg har også fint kunne været med spillemæssigt til træningerne heroppe. Ellers tror jeg heller ikke Lønstrup og Gellert havde taget mig ind.
Direktør Janus Kyhl er glad for tilgangen af den unge midtbanespiller.
– Vi har kigget på Patrick i længere tid, så vi er rigtigt glade for at vi er kommet i hus med den her. Han er en teknisk dygtig midtbanespiller, der kan give os nogle flere strenge at spille på centralt. Han er en spiller, der har været vidt omkring, og nu har søgt efter et sted, hvor han kunne få lidt ro på og finde sit høje niveau frem igen. På den måde er han en rigtig ”Helsingør-spiller”, og vi glæder os meget til at arbejde med ham heroppe, og se hvad Christian Lønstrup og resten af trænerteamet kan få ud af ham. Der er ikke nogen tvivl om, at Patrick er en spiller der styrker os. Både nu og på længere sigt.