FC Helsingør har skrevet kontrakt frem til slutningen af sæsonen med den amerikanske midtbanespiller Collen Warner.
Collen Warner, der er defensiv midtbanespiller, har spillet over 170 kampe i den bedste amerikanske række (MLS) for klubber som Montreal Impact, Real Salt Lake, Toronto FC og senest Minnesota United.
30-årige Warner kommer til på en fri transfer, efter at hans kontrakt med Minnesota udløb i 2018.
Direktør Janus Kyhl er glad for at byde velkommen til den nye spiller:
– Warner har trænet med i et godt stykke tid nu. Det var et stykke tid siden han havde spillet sidst, og vi ville kun hente ham ind, hvis vi var sikre på, at han var i spil til førsteholdstruppen. Men hans form ser fin ud, og han har en god boldomgang.
Hvis jeg skal beskrive ham som type, så er han er en hårdtarbejdende, fysisk stærk defensiv midtbanespiller, der kommer med nogle lidt andre kvaliteter end de andre midtbanespillere i truppen. Han er allerede faldet godt til i truppen, og er en super fyr, som vi er glade for at have fået på plads i FCH.
Collen Warner selv er også glad for, at kontrakten er kommet på plads.
– Jeg har trænet med et stykke tid, og har fået et rigtig godt indtryk af truppen, og af Peter som træner. Jeg tror jeg kan bidrage med noget erfaring og noget mere fysik, i forhold til de spillere vi har nu. Jeg forsøger også at være en ledertype på banen. Ikke så meget som en der står og råber af folk, men mere som den der går forrest. Jeg håber at komme i spil for FC Helsingør snarest.
Collen Warner kommer til at spille med nummer 4 i FC Helsingørtrøjen.
Foto: FC Helsingør