Skip to main content
ArkivSæsonen 2017/18

FC Helsingør sænket i regnen

By 30/04/2018januar 24th, 2022No Comments

Det endte med et 4-1 nederlag, der nok var i hvert fald et enkelt mål for stort, da FC Helsingør mandag spillede i Hobro. Kampen blev noget præget af et voldsomt regnvejr, og en Superligatopscorer i Pål Kirkevold, der ikke lod sig holde nede.

De første fem minutter startede livligt, med et lille overtag offensivt til FCH. Der var ikke spillet mere end et par minutter, før Osama Akharraz blev sendt afsted over venstrekanten, men hans indlæg lå lidt for tæt på målmanden, og blev grebet ud.


Efter ti minutter fik Hobro deres første chance. Et langt indkast blev forlænget i feltet, FCH fik clearet, men Pål Kirkevold kom til afslutning på returbolden, der heldigvis gik lige forbi stolpen.

Efter 13 minutter var det FCHs tur til at ramme forbi stolpen. Et hurtigt taget indkast blev forlænget ind til Tobias Christensen, der løb på tværs af både bane og forsvar, indtil han afsluttede. Skuddet tog en forsvarsspiller, og sejlede mod det korte hjørne, men sejlede også lige forbi opstanderen.

Hobro åd sig mere ind i kampen de næste ti minutters tid, og fik flyttet spillet op på Helsingørs banehalvdel. Det førte til et par hjørnespark, og et par indkast, uden at det dog for alvor blev farligt. Efter små 25 minutter forsøgte Pål Kirkevold sig på et frispark fra en 20 meters penge, men hans forsøg gik et par meter over mål.

Efter 27 minutter var det tæt på at gå galt for FC Helsingør. Hobro fik sat en flot kæde førsteafleveringer sammen, og bolden endte til sidst hos Pål Kirkevold, der dog igen satte sit skud et godt stykke over mål. Han lå ellers i en fin position, så det var noget heldigt at gæsterne ikke kom bagud.

I den næste spilsekvens blev Melvin Frithzell sendt i dybden med en god stikning, men Hobroforsvaret fik presset svenskeren så langt ud i siden, at hans afslutning gik i sidenettet.

Efter 34 minutters spilede Hobro en dybdebold over venstresiden, og indlægget lå perfekt til Emmanuel Sabbi, men offensivspilleren fik på en eller anden måde afsluttet op på sin egen hånd i en ellers pænt fri position midt for mål, og chancen løb ud i sandet. Besynderlig situation.

Men efter 38 minutter gik det ikke længere for FC Helsingør. Hobros Jacob Tjørnelund tog et hurtigt raid over venstrekanten, og spillede skråt bagud til Edgar Babayan, der lagde et perfekt følt indlæg i hoftehøjde ind til Pål Kirkevold, der fik afsluttet med et hårdt spark mellem to FCH-spillere og sat den perfekt i det lange hjørne.
1-0 Hobro IK

Kort efter var det tæt på at blive 2-0. Pål Kirkevold blev sendt i dybden, den debuterende FCH-målmand Lukas Jensen kom ud og forsøgte at erobre bolden. Angriberen faldt til jorden, og et sus gik over stadion, men dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt valgte at fløjte for frispark til FCH, og tildele Kirkevold et gult kort for at overspille situationen. En dom der bestemt ikke var tilfredshed med på de nordjyske tribuner.

Lige inden pausen eksploderede kampen. Først var det allestedsnærværende Kirkevold, der scorede for Hobro. Emmanuel Sabbi lagde et indlæg ind i feltet, Lukas Jensen havde taget et skridt for langt frem, og kunne ikke gribe bolden, han lykkedes kun med at stoppe den, og så var det en smal sag for Kirkevold at prikke bolden ind fra en spids vinkel.
2-0 Hobro IK

Men allerede minuttet efter svarede FC Helsingør igen. Mathias “Malte” Johannsen slog en lang aflevering op gennem midten, Daniel Stückler mødte bolden i duel med en Hobroforsvarer, og fik forstyrret nok til at bolden kunne ryge videre til en fremstormende Melvin Frithzell, der slap alene igennem til højre for mål, og køligt satte bolden ind bag Hobromålmand Rask.
2-1 FC Helsingør

Dermed sluttede en begivenhedsrig halvleg, og FCH kunne trods alt stadig lugte håbet om point, til trods for en skarp Pål Kirkevold.

Anden halvleg startede som den første: Som lyn og torden. Der var ikke spillet mere end tre minutter, da Tobias Christensen kom afsted i en kontra. Den lille dribler satte turboen på, og kom op til kanten af Hobrofeltet. Her trykkede han resolut af, men hans hårde skud tog stolpen. Frederik Roepsdorff havde sneget sig med frem, og sparkede første gang på returen, men målmand Rask fik det yderste af lapperne på, og dirigeret bolden uden om mål. Stor dobbeltchance til FCH. Derefter gik kampen over i mere fight end fodbold, mens regnen silede ned. Der blev givet og taget i nærkampene, men begge hold lurede stadig på at komme afsted i en afgørende kontra.

Men det blev en dødbold, der førte til næste scoring. Hobro fik hjørnespark i det 57. minut, og Jacob Tjørnelund gik til hjørneflaget. Hans hjørnespark sejlede ind i feltet, og i klumpen inde foran mål kunne Lukas Jensen ikke komme ordentligt til bolden, og den sejlede hele vejen i mål mellem venner og fjender
3-1 Hobro IK

Både Hobro og FCH skiftede ud, og kampens rytme blev lidt brudt de næste ti minutters tid. FC Helsingør gav debut til højreback Jonathan Eriksen og angriber Nicolas Hald Willumsen, og især førstnævnte kunne være fint tilfreds med sin debut. Hobro var godt tilfredse med at være foran, og kunne stå og tage imod i forsvaret, mens man lurede på den kontra der kunne lukke kampen endegyldigt. FC Helsingør forsøgte derimod at finde det rum i forsvaret, der kunne give håb om et mål og reduceringen. Tobias Christensen forsøgte sig med et par skud udefra, men ikke noget der for alvor rystede hjemmeholdet.

I stedet var det Hobro, der kunne lukke kampen. Efter 78 minutter kom hjemmeholdet afsted i højre side, og bolden blev lagt skråt bagud i feltet til Pål Kirkevold, der modtog bolden med ryggen mod mål. Men angriberen havde selvtilliden fra sine første to scoringer, og vendte rundt om sig selv og afsluttede i samme bevægelse, og lagde køligt bolden over i det lange hjørne og fuldendte sit hattrick.
4-1 Hobrok IK

FC Helsingør opgav dog ikke ævred, og pressede videre for reduceringen. Tobias Christensen og Osama Akharraz gav en del prøver på deres højre tekniske niveau, men længere end til kanten af feltet nåede de ikke, før Hobro gang på gang fik sat en frelsende fod eller tackling ind.

Dermed kunne regnen skylle de resterende minutter væk, og FC Helsingør måtte indkassere et træls nederlag i det nordjyske.

FC Helsingør: Jensen, Bay, Johannsen, Fisch, R. Olsen, Akharraz, Basse, Roepsdorff, Christensen, Stückler, Frithzell
Indskiftet: Eriksen, Willumsen, Mohammad

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk