Kampen startede lidt rodet på den ikke særligt pæne bane. De første fem minutter var mest fight på midten, men langsomt åd FCH ind i kampen. Efter fem minutter fik Helsingør sit første hjørnespark, og det var meget tæt på, at Jonas Henriksen kunne sparke bolden ind, efter at Andreas Holm havde forlænget med hovedet. Derefter fulgte to hjørnespark mere, hvor især det sidste blev farligt, da Pascal Gregor kom højest, og lige akkurat headede over. God start fra FC Helsingør.
Efter et kvarter tacklede Douglas din mand ude på kanten, og trak med bolden ind i feltet. Her forsøgte han at finde Matheus, og efter lidt ping-pong havnede bolden hos Nicolas Mortensen, der sparkede lige forbi fra en ellers ret fri position. Men allerede minuttet efter var det tæt på at Matheus kom på tavlen. Han fik bolden lige uden for feltet, trak forbi sin mand med et flænsende ryk, og sparkede mod det lange hjørne. Det var kun med det yderste af neglene, at Hvidovremålmand Oliver Korch kom ned og fik vippet bolden på stolpen. Fantastisk aktion af Matheus.
Da uret havde passeret de 20 minutter fik Douglas bolden omgivet af to modspillere. Han lagde den frækt bagud med hælen og fandt Matheus i fremløb. Den lille brasilianer tog en håndfuld meter og afsluttede resolut, men hans skud blev blokeret i sidste sekund, og gik til hjørnespark, der ikke førte til mere.
Matheus havde endnu et godt løb kort efter, der endte på samme måde: Flot træk, stærk dribling, god afslutning, der gav et hjørne FCH ikke kunne udnytte. Men det var i dén grad FC Helsingør der sad på spillet i denne periode.
Vi skulle således helt frem til lige efter den halve times spil, før Hvidovre fik deres største store chance. Efter et fint opspil, hvor FC Helsingør dog nåede at komme på plads, landede bolden hos Magnus Fredslund, der afsluttede med et lumsk, dykkende skud. Det fik dog heldigvis ikke dyk nok på, og gik en meters penge over Mikkel Bruhns mål.
Derefter fladt FCH nogle meter, og der blev lidt længere mellem chancerne. Lige inden pausen kom Matheus igen afsted op gennem midten, og efter lidt 1-2 spil med en velspillende Jonas Henriksen endte bolden hos TK, der afsluttede resolut, men desværre lige på målmanden. Stor chance lige inden pauseteen.
Hvidovre kom bedst ud af omklædningsrummet, og pressede bedre op på FCH-spillerne fra anden halvlegs start end de havde gjort i første halvleg. Efter 49 minutters spil fik de et hjørnespark, som blev lagt perfekt ind i panden på Lirim Qamili, der dog heldigvis for Helsingør ikke fik dirigeret sit hovedstød på mål, og bolden sejlede over mål. Hvidovres største chance indtil da.
Kort efter var det tæt på for hjemmeholdet igen, efter godt opspil fra indskiftede Qamili. Bolden havnede centralt hos Kim Aabech, der afsluttede forbi mål. Det var Hvidovre der sværmede i denne fase af kampen.
Vi skulle helt frem til lige inden uret rundede en time, før FCH fik sin første chance i halvlegen. Matheus afdriblede en mand foran mål, og huggede til bolden. Men skuddet strøg forbi opstanderen uden at volde målmand Korch nogle problemer.
Efter 69 minutter gik den ikke længere. Et indlæg blevet slået fra højresiden ind i FCH-feltet. Bruhn blev fanget på mellemhånd, og Nicolai Bak Johannessen kunne heade bolden i en blød bue over FCH-målmanden.
1-0 Hvidovre IF
FC Helsingør forsøgte at få lidt mere blus på kedlerne, og skiftede Carl Lange og Adnan Mohammad ind. Alligevel var det Hvidovre der var tættest på, da de kom afsted i en kontra tre mod én. FCH-spillerne tog et god tilbageløb, men alligevel nåede bolden igennem til Lirim Qamili. Han var helt alene med Mikkel Bruhn, men Bruhn kom helt ud til kanten af feltet og fik blokeret skuddet. Fremragende aktion af Helsingørmålmanden, og meget, meget tæt på at Hvidovre kunne fordoble deres føring.
FC Helsingør skiftede i 82. minut unge Willumsen ind i stedet for Matheus, der var løbet tør for brændstof, og kort efter var det urimeligt tæt på, at FCH kunne udligne. Et hjørnespark faldt ned i feltet og venner og fjender sloges som besatte for at få sidste fod på. Både Holm og Patrick Olsen skød på mål, men begge skud blev blokeret, det ene på stregen.
Minuttet inden vi rundede de 90, var Hvidovre utroligt tæt på igen. En tværaflevering fra TK til Patrick blev opsnappet, og Hvidovres Qamili kom afsted helt alene. Han tog dog det forkerte løb, og så kunne Patrick Olsen løbe ham op og erobre bolden. Stor mulighed.
I overtiden gik Mikkel Bruhn med op på et hjørnespark. Bolden blev clearet ud til en Hvidovrespiller, der trak op langs linjen, og skød mod det tomme mål. Bolden fik dog ikke kraft nok på, og så kunne Patrick Olsen med en desperat spurt forhindre, at bolden gik i mål.
Dermed kunne Hvidovre se tiden løbe ud, og notere sig, at sejren kun blev på 1-0. Det virkede nu til, at hjemmeholdet var fint tilfredse med den udvikling, mens FC Helsingør måtte indkassere det andet ét-målsnederlag i træk.
FCH: Bruhn, Bay, Holm, Gregor, Henriksen, Basse, Christian ”TK” Køhler, Olsen, Matheus, Mortensen, Douglas
Indskiftet: Mohammad, Lange, Willumsen
Dommer: Jonas Hansen
Foto: Claus Birch, clausbirch.dk