FC Helsingør solgte på transfervinduets sidste dag kantspilleren Adnan Mohammad til Lyngby Boldklub, som han skifter til med omgående virkning.
Transferen mellem Lyngby og Helsingør faldt først på plads i sidste minut på transferdeadlinedagen, og derfor har både klubber, spiller og Divisionsforeningen været ekstra omhyggelige i forhold til papirarbejdet og tidspunktet for underskriften. Alt er nu faldet på plads, og dermed er Adnan Mohammed klar til at tørne ud for Lyngby.
Janus Kyhl sender Adan Mohammad sydpå med ros:
– Vi har været meget glade for at have Adnan her i klubben. Han er en god fyr, der altid har et smil på læben, og er en spiller, der på sine gode dage absolut har Superliganiveau. Men Adnan har også haft svært ved at nå samme niveau som han havde sidste efterår, og han har haft et ønske om luftforandring og om at prøve sig af i et andet setup. Vi har aldrig lagt skjul på, at FC Helsingør er en klub der gerne hjælper spillere videre i deres karriere, og vi har fået en ret fornuftig pris for Adnan. Vi sender Adnan videre med vemod, men føler os godt kompenseret, og vi vurderer at vi har de typer i truppen der kan udfylde hans plads.
Jeg vil gerne takke Adnan for hans tid i klubben, og ønske ham held og lykke med karrieren fremover.
Adnan Mohammad nåede 39 kampe i FCH-trøjen.
Foto: Claus Birch, clausbirch.dk