Skip to main content

Først en stor tak til investorer, bestyrelse, sponsorer, FCH Akademi, moderklubber, lokalpolitikere, Helsingør Kommune, frivillige, ansatte, fans og alle andre interessenter der har bidraget til, at FC Helsingør igen er en lokalt forankret klub som står et godt sted. Uden jer – ingen klub.

Vi sluttede 22/23 sæsonen med en 6 plads i NordicBet ligaen og dermed er den sportslige målsætning for sæsonen opnået. Stor ros til stab og spillere, som har formået at præstere på trods af mange forandringer uden for banen.
Nu ser vi frem mod den kommende sæson.

Langsigtet sportslig målsætning

Den sportslige målsætning er at være et etableret hold i toppen af NordicBet ligaen i de kommende år. Klubben skal udvikles, således at FC Helsingør opbygger et fundament på og udenfor banen, som sikrer at klubben er klar til oprykning til Superligaen.

Målsætning for sæsonen

Målsætningen for den kommende sæson er en placering i top 6 i NordicBet ligaen.

FC Helsingør som udviklingshus

FC Helsingør har netop solgt Alexander Lyng til Servette FC og Callum McCowatt til Silkeborg IF. Disse spillersalg viser hvad FC Helsingør kan som klub. Alexander Lyng kommer fra eget akademi og Callum McCowatt har været i klubben siden 2020. Begge spillere har udviklet sig i FC Helsingør og begge spillere er solgt til en klub på en højere hylde.
Vi vil fremadrettet udvikle spillere fra eget akademi og talenter som vi kan tiltrække til klubben. I FC Helsingør skal der være en kort og enkel vej til spilletid i NordicBet ligaen. Alle spillere skal udvikle sig i FC Helsingør og alle spillere skal sikre sig at afløseren på positionen udvikler sig samtidigt. Dette makkerskab mellem spillerne sikrer, at der er en afløser klar når en spiller skal sælges.
Vi har en ambition om, at være den mest sælgende klub i NordicBet ligaen.

Truppens sammensætning

NordicBet ligaen har i den kommende sæson høj kvalitet og vi skal sammensætte en konkurrencedygtig trup for at opnå den sportslige målsætning. Vi har en trupsammensætning der kombinerer centrale spillere med erfaring fra NordicBet/Super ligaen med unge talenter. Vi skal have intern konkurrence på alle positioner på banen og det skal være muligt at arbejde sig til spilletid. Med en erfaren base på holdet, kan vi struktureret bringe spilletid til vore talenter.

Den sportslige organisation

For at kunne udvikle spillerne har vi sammensat en stab bestående af Cheftræner Daniel K. Pedersen, Fysisk træner Gustav Ibsen, Assistenttræner Alvaro Santos, Assistenttræner John Bredal, Målmandstræner Michael Charpentier, Fysioterapeut Michael Nielsen, Fysioterapeut Sebastian Olsen, Holdleder Kasper Christiansen og Holdleder Torben Fleischer. Vi har tilknyttet mental træner Rasmus Bagger til holdet i resten af 2023. Staben samarbejder med U19-træner Morten Mundus fra FCH Akademi på daglig basis og vore trænere deltager i arbejdet med U19 truppen, ligesom Morten Mundus inddrages i arbejdet omkring NordicBet liga holdet.
Den sportslige ledelse i klubben udgøres af Chefscout Karim Bader, Cheftræner Daniel K. Pedersen og Sportschef Bo Bay Hougaard. Den sportslige ledelse samarbejder med FC Akademis direktør, Kenneth Rasmussen omkring U19 holdet, scounting generelt og sikring af en ensartet spillestil i hele FC Helsingør.
Vi har opgraderet vort sportlige set up, ligesom vi har optimeret samarbejdet mellem FCH Akademi og FC Helsingør. Vi er enige om strategien og glæder os til at arbejde langsigtet med eksekveringen.

Hele byens stadion

Vi glæder os til en ny sæson med offensiv og moderne fodbold, mål, gode resultater og ikke mindst en masse glade mennesker på hele byens stadion. Fans og lokal opbakning er hjørnestenen i klubbens fremtid og vi håber at sæsonen 23/24 vil byde på det højeste tilskuertal nogensinde. Vel mødt.

På vegne af FC Helsingør, Bo Bay Hougaard