Morten Eskesen har indgået en aftale med DBU om at blive ny træner for U18/U19 landsholdet.
I dag siger vi farvel til Morten efter 3,5 år i spidsen for FC Helsingør. Morten kom hertil fra en rolle som assistenttræner i Randers FC. Han overtog holdet efter en turbulent tid, hvor klubben rykkede ned i 2. division.
Med assistenttræner Mikkel Thygesen ved sin side, har han arbejdet intenst for at gøre FC Helsingør konkurrencedygtige i NordicBet Ligaen og var sidste sæson meget tæt på en oprykning til Superligaen.
I denne sæson har Morten, trods en smal trup og ændringer i ejerkredsen, formået at forblive blandt de seks bedste hold i ligaen, inden forårssæsonen starter op igen.
Morten er glad for sin tid i FC Helsingør, og nu skal han videre mod nye udfordringer i landsholdssammenhæng, og det ser han frem til:
“Det har været 3,5 fantastiske år i FC Helsingør, og jeg er både glad og stolt over det arbejde jeg har lavet heroppe i Helsingør. Jeg efterlader klubben stabilt i top-6, og nu ser jeg frem til at blive en del af landstrænergruppen i DBU. Her kan jeg være med til at bidrage positivt, og jeg glæder mig til at komme i gang med samarbejdet med alle klubber”
Om cheftræner Morten udtaler sportsdirektøren Janus Kyhl:
“Det er med en stor portion stolthed, at vi nu sender Morten Eskesen videre til DBU og en rolle som U18/19 landstræner. Det største man kan opnå i en fodboldkarriere, er at komme på landsholdet, det gælder både som spiller såvel som for en træner, og den henvendelse der er kommet fra DBU, har vi naturligvis sagt ja til.
Morten kommer til at være med til at udvikle de absolut bedste talenter Danmark har, og samtidig kommer han til at indgå som en del af en landstræner gruppe med nogle fantastiske faglige kompetencer. Det siger sig selv at det også fortæller noget om Mortens kvaliteter, og alt det han har at byde på. Det er kvaliteter vi har nydt stor glæde af i FC Helsingør gennem de sidste næsten 4 år, og nu glæder vi os til at følge Mortens arbejde i DBU.
Jeg vil gerne takke Morten for en dedikeret indsats for vores klub. Det er en fagligt virkeligt dygtig træner vi siger farvel til, men det er også et fantastisk menneske med nogle personlige kvaliteter som vi kommer til at savne.”
Om den nye tilføjelse til Ungdomslandsholdets trænerteam udtaler Kenneth Heiner-Møller, Talent og Udviklingschef i DBU
”Jeg er glad for at kunne føje Morten Eskesen til teamet. Vi kender Morten fra tidligere, og ved han kommer med en faglighed, der vil udvikle de talenter, han får i hænderne. Jeg vil samtidig benytte lejligheden til at sige stor tak til FC Helsingør for at give os og Morten muligheden for at påbegynde samarbejdet, inden hans kontrakt i Helsingør løb ud.”
Daniel K. Pedersen vil overtage rollen som cheftræner midlertidigt, indtil en permanent løsning er fundet. Daniel har været en del af talentakademiet i en årrække og har derfor et gennemgående indblik i klubben. I morgen når vi spiller træningskamp mod FC Nordsjælland, vil det derfor være Daniel som står på sidelinjen som cheftræner.
Om valget af den nye midlertidige cheftræner Daniel K. Pedersen udtaler Janus Kyhl:
“Vi har fået muligheden for at låne vores dygtige U19 Cheftræner, Daniel K. Pedersen, som i den kommende tid vil overtage træningen af førsteholdet i tæt samarbejde med vores assistenttræner, Mikkel Thygesen. Det viser også noget om de store kvaliteter der er i vores akademi, når vi kan lade en akademitræner tage over som midlertidig træner for vores førstehold. Daniel overtager træningen fra i dag, og vil stå i spidsen for holdet i morgendagens træningskamp mod FC Nordsjælland.
Arbejdet med at rekruttere en ny cheftræner er gået i gang, og vi håber at kunne præsentere vores fremtidige cheftræner inden for de kommende uger.”