Skip to main content

29-årige Mikkel Knudsen har valgt at forlænge samarbejdet med FC Helsingør frem til sommeren 2025.

Knudsen kom til Helsingør i 2021 og havde sidste sæson en stor andel i klubbens sportslige succes. Denne sæson har Knudsen været endnu mere essentiel, både i forhold til at få lukket ned for modstanderne i forsvaret, men også med aggressive løb på kanten, som tilmed har resulteret i 2 scoringer og 3 assists. Knudsen har været i aktion i 16 ud af holdets foreløbige 17 ligakampe.

Nu fortsætter han altså med at trække i Helsingørs farver nogle år endnu, og han er selv meget tilfreds med forlængelsen.

“Jeg er glad for at fortsætte og få lidt ro på. Der er jo altid lidt spændinger omkring kontraktforhandlinger, så det er rart at få det hurtigt på plads. Min første prioritet har hele tiden været at blive. Jeg trives i hverdagen og har det rigtig godt med mine holdkammerater, så det var ikke en svær beslutning. Jeg er glad for den løsning vi har fundet og glæder mig til at fortsætte samarbejdet. Klubben har en ambitiøs plan for fremtiden og vi har også noget unfinished business fra sidste sæson, som jeg ser frem til at tage del i. Og så glæder jeg mig ikke mindst til at dele sejrene med alle vores fans.”

Også klubbens sportsdirektør Janus Kyhl ser frem til at se Mikkel Knudsen fortsætte for FC Helsingør.

“Mikkel er en fantastisk spiller, der bidrager både på og udenfor banen. Det har været en prioritet for os at få forlænget med Mikkel og heldigvis har begge parter haft indstillingen, at det var et samarbejde, der skulle fortsætte. Nu kan vi se frem til yderligere år med Knudsen i vores trøje og jeg er sikker på, at det bliver en stor succes både for spiller, klub og fans.”