Efter mere end 5 år i klubben har Frederik Bay valgt at forlade klubben til fordel for HB Køge, hvor han netop har skrevet under på en kontrakt. Bay kom til klubben helt tilbage i 2017, hvor han blev lånt i et halvt år, hvorefter der blev skrevet kontrakt den 1. juli 2017. Frederik Bay har været kontraktspiller i klubben i 5 år, men nu er det altså slut.
– Jeg har svært ved at sætte ord på min tid i Helsingør uden at blive lidt rørt – vores fans har været verdensklasse om vi spillede superliga eller 2 division, de står altid bag os!!
Og selvfølgelig tak til hele trænerstaben, for en skøn tid i klubben. Jeg er meget taknemmelig for den tid jeg har haft i klubben. Jeg ønsker al held og lykke til Helsingør i fremtiden og vi ses jo lige pludselig, siger Frederik Bay
Den nu 24-årige Bay kom til klubben som 19-årig fra FC København, hvor han spillede en stor del af tiden i sine ungdomsår.
– Frederik Bay er en dygtig spiller som har brug for mere spilletid ift. at udvikle sig endnu mere og det har han fået muligheden for i HB Køge. Bay har været en rigtig god holdspiller og støttet op omkring holdet selvom han ikke har fået så meget spilletid den seneste periode. Jeg ønsker Bay alt det bedste og håber han får kickstartet sin karriere i HB Køge, siger cheftræner Morten Eskesen.
Frederik Bay har været med hele vejen og har taget turen op i Superligaen og nedturen til 2. division, for derefter at spille holdet tilbage i 1. division. Bay har spillet 128 kampe for klubben i både Superliga, 1. division og 2. division og har scoret 6 mål for klubben.
Vi ønsker Frederik Bay held og lykke i HB Køge.



Foto: Claus Birch